Denne tekst er en refleksion over Tora Balslevs forestilling Mind the Gap med fokus på Toras kropslige gestaltning af olie. Det er nemlig min påstand, at det er dette, der er forestillingens egentlige kunstneriske potentiale. Teksten hæfter sig især ved det faktum, at olien i Tora Balslevs gestaltning bliver levende og åndende, og den undersøger, hvad denne forvandling betyder for forestillingens udtryk og forestillingens kunstneriske sandhed.
af Julie Johanne Kirkegaard (dramatiker og stud.pæd.fil)
Dette er ikke en anmeldelse, og derfor ikke en bedømmelse af Mind The Gap hverken som scenekunst, som performance eller som (moderne) dans. Dette er en skriftlig udforskning af dét, som jeg kalder Mind The Gap’s kunstneriske potentiale – med udgangspunkt i min egen personlige oplevelse.
Det vil sige, at det er en refleksion over de tanker, som er blevet tilbage, efter at forestillingen har lagret sig – og som har manifesteret sig i spørgsmålet: Hvad er olie – eller mere præcist (for det er oliens væsen, jeg spørger ind til her): Hvordan er olie (i Toras gestaltning)?
Tora Balslev
Forestillingens kunstneriske potentiale: Toras krop
Forestillingens kunstneriske potentiale har ikke at gøre med indholdet – omend det er relevant og tankevækkende (i hvert fald dele af den), ej heller de mange spændende formgreb og virkemidler, som Tora & Knud Riishøjgaard (forestillingens komponist) bruger. Forestillingens kunstneriske potentiale er dét, som Toras krop kan, og dét hun bruger den til – eller dét som den bruger hende til.
Når jeg kalder det for et kunstnerisk potentiale, er det, fordi jeg fornemmer, at der:
1) her er et udtryk, med hvilket det er muligt at gestalte noget helt særligt, som kun kan gestaltes på lige denne måde – med (Toras) krop.
2) at dette udtryk måske nok teknisk set er øvet og optrænet igennem mange år, men at det stadig er i sin udforskning (og derfor på et stadie af muligheder) i forhold til, hvordan det virker, og hvilken mer- og medbetydning det bærer med sig i den samlede fortælling.
Når Tora bevæger sin krop
Hvad sker der, når Tora gestalter olie og dennes proces? Det vil sige: Hvad sker der, når Tora gestalter noget ikke-menneskeligt, noget, der ikke tænker, ikke føler, ikke oplever – men dog alligevel tvinges på form af kød og blod?
Når Tora bevæger sin krop, er der ingen tvivl: Hendes krop fralægger sig ethvert menneskeligt karakteristika (i bevægelsen). Ben, arme, hænder, fødder, hoved, torso følger ikke almindelige regler, normer og forventninger til, hvordan ”man” (som menneske) bevæger sig og er til i rum.
Dertil kommer, at Toras øjne mister sit menneskelige udtryk: Hvis øjnene er sjælens spejl, er det sjælen (læs: menneskelig identitet, personlighed, karakteristika), der forsvinder. Tora bredes ud og forvandles og forsvinder ind i en anden form: Hun bliver til olie, hun er olien.
Dette, at Toras krop blev til olie, er i øvrigt ikke kun noget, som jeg oplevede, men noget som også blandt andet Mie Brandt, kunstnerisk leder af Teatret Zeppelin, har hæftet sig ved: ”Du VAR olien.”
(kilde: Daily Fiction)
En olie, der lever og ånder
Det er ikke en hvilken som helst form for olie (det er dog i hvert fald ikke den naturvidenskabelige udgave af olie, som vi kender den: den sorte klistrede masse) – det er en olie, der også er en menneskekrop, ligesom der er en menneskekrop, der er olie.
I forvandlingen fjerner Tora menneskekroppens menneskelighed og bliver upersonlig, uden identitet, en ikke-person (som månen, der lyser natten op og ikke er andet end den betydning, vi tillægger den), men dog alligevel stadig levende og dog alligevel stadig i samspil med verden omkring (både fordi Tora er til i rum og en del af dette, men også fordi Tora stadig ånder, trækker ilt i lungerne).
Denne sammenblanding af olie og upersonlig menneskekrop skaber sit eget selvstændige univers, der sætter rammer for betydning og forståelse. Det mest markante udtryk for dette bliver: Når Toras krop først giver det organiske døde materiale form, lader det synke ned i jorden, lader det skubbe sig frem og tilbage, forvandle sig og blive til den flydende olie (og man forstår, at dette er en proces, der tager tid, en upersonlig langsomhed, der må måles i anden tidsenhed end minutter, timer, dage og år), bliver olien, i sit væsen, en olie, der lever (fordi Toras krop lever) og en olie, der ånder (fordi Toras krop ånder) – og netop fordi det er en olie, der lever og ånder, balancerer vi på kanten af at forbinde det med betydninger af ord som liv, bevidsthed, sjæl eller ånd…Dette peger i retning af noget spirituelt…
Altså: Når Tora vælger at bringe sin krop i spil som olie, låner hun olien (hverken en personlighed eller en identitet – hvilket fx ville have været et oplagt valg, hvis publikum var børn og ikke voksne) – sin levende og åndende krop. Dette greb på olien udfolder en ukendt dimension af oliens væsen, som kun kan udtrykkes gennem Toras kropslige (kunstneriske) arbejde – og som jeg altså anser som forestillingens egentlige kunstneriske potentiale.
Men hvad betyder det?
Dét, der står tilbage, er udforskningen af, hvad det betyder, at olien både bliver levende og åndende.
Først og fremmest bliver det tydeligt, at olien – netop fordi den både er levende og åndende – får en plads i økosystemet og IKKE en plads i menneskets (døde) ressourceforbrug. Olien i Toras forestilling er ikke noget, der har til formål at blive udvundet, brugt, manipuleret, men noget, der i samspil med rummet omkring det, og de kræfter, der er her, er noget, der har sin egen tid, er formålet i sig selv, lever og ånder i samspil med alt omkring.
Dette understreger, og skal derfor også ses i sammenhæng med de sekvenser, hvor olien præpareres og manipuleres (af mennesket). Det er voldsomt og kaotisk, og netop fordi det gestaltes af en menneskekrop, bliver det til et overgreb, en krænkelse en blanden-sig i noget, der har sit eget liv og derfor sin egen betydning og sin egen stræben (hvor processen er formålet i sig selv). Det er i denne optik, at forestillingens budskab og etik skal forstås.
Mind The Gap
Kunstnerisk sandhed
Når dette (Toras gestaltning af olien og denne gestaltnings betydning) betragtes som forestillingens kunstneriske potentiale, er det IKKE, fordi det i sig selv er noget nyt, at olien betragtes som en del af et økosystem, som vi som mennesker ikke skal blande os (for) meget i, fordi det får sine konsekvenser. Dette syn er repræsenteret i alskens litteratur, teaterforestillinger, fagbøger, tidsskrifter m.m.
Derimod er det, fordi denne økosystem-tankegang (på kanten af spiritualitet) gøres prægnant gennem Toras krop, som noget, der ikke kan tilbagevises, men eksisterer her-og-nu, og noget som derfor gøres meget vedkommende og påtrængende i den time, som forestillingen varer. I denne time er det en (kunstnerisk) sandhed på samme vis, som at teksten til en sang er sand i det øjeblik, den synges.
Der er noget her, vi ikke kan tilbagevise, imens det sker. Der er noget her, vi (måske) ikke før har fået vist og erkendt tydeligt. Eller som Nietzsche skriver et sted: ”Ligesom i drømmen er vurderingen af tingene forandret, så længe vi føler os fastholdt i kunstens tryllekreds.”
Om dette billede på olie (levende og åndende på kanten af at pege ind i det spirituelle) klinger sandt og rigtigt og ikke blot er en del af en (vigtig) øko- og nu-sætter-vi-spørgsmålstegn-ved-vores-energikilder-bølge, må være op til læseren og publikum at vurdere. Betragtes kunst som en videreformidling af en personlig erfaring (i et kunstnerisk udtryk), må forestillingen ses som et samlet udtryk for Toras egen refleksion og samvittighed over økosystemet og menneskets rolle deri – med udgangspunkt i olien, som noget, vi ikke pr. definition har krav på at udvinde og forbruge som det underliggende, kritiske budskab, der måske er en del af en større spirituel bevidsthed.
Liv & ånd – hvad er potentialet?
Tilbage står spørgsmålet: Spørgsmålet om Toras måde at bruge sin krop på og give ”døde” ting liv (som fx olie) altid vil resultere i det samme, eller om dette skal ses som udtryk for min egen særlige måde at både opleve og reflektere på. Kan man forestille sig, at Toras kropslige gestaltning af olien (eller andre ”døde” ting) – og hvad denne gestaltning bærer med sig af betydning – trækker andre og anderledes nuancer ind i forestillingen end blot at fremhæve oliens (eller andre ”døde” tings) liv & ånd?
Og i forlængelse af dette: I hvilke historier skal dette bruges (hvis vi skal gå en anden vej end børneteatrets besjæling og/eller personificering)? Kan det bruges på en måde, så det – som i dette tilfælde – ikke bliver en mere eller mindre direkte kommentar til spørgsmålet om klimaforandringer, menneskets rolle & dets syn på naturen? Og kan det bruges uden at føre til udtryk, som peger på et spirituelt livssyn?
Tora Balslev
FAKTA
MIND THE GAP med Daily Fiction/Tora Balslev
(forestillingen er fra 2015)
Økonomiske og miljømæssige kriser raser, mens vi tapper løs af jordens olieressourcer. I et krydsfelt mellem performancekunst, dans og researchbaseret viden blander Tora Balslev sig som ny kunstnerisk stemme i vækst- og klimadebatten med forestillingen Mind the Gap.
Forestillingen undersøger på humoristisk og poetisk vis menneskets forhold til den natur, vi er en del af – og samtidig driver rov på.
Med brug af dans, elektronisk musik, autofiktion og foredrag gør Mind the Gap publikum opmærksomme på deres egen rolle i den forandring, der skal til for at vende udviklingen: Kan vi leve et enklere liv, hvor vi ikke tapper jorden for ressourcer – for vores fælles fremtids skyld?
Info om Tora Balslev: Daily Fiction
LÆS også artiklen Dialog om en forestilling om dialogen mellem dramatiker Julie Johanne Kirkegaard og koreograf Tora Balslev om hendes forestilling Mind the Gap.
