Aftertalk med DeLeónCompany på Baltoppen

Af Iben Maria Hammer (kulturskribent)

Hvis han ikke er født som koreograf, hvilket man godt kunne tro, så er han i hvert fald født som danser. Det understreger danser og koreograf Jens Schyth Brøndum selv i sæsonens sidste aftertalk på Baltoppen i juni, hvor DeLeónCompany med værket Ocean of Our Motion byder på en fin danseoplevelse.

Tydeligt ydmyg overfor sit geni som koreograf og emmende af selvtillid som danser, forklarer han, hvordan han trækker på sin erfaring fra martial arts og verdenskendte dansekompagnier som Hofesh Shecter Company og Batsheva Dance Company.

Ocean of Our Motion. Foto: Marianne Villadsen

En bedre danser

Stina Strange Thue, der sammen med Jens Schyth Brøndum udgør kernen i kompagniet, fortæller, at hun er blevet en bedre danser efter at have arbejdet sammen med Jens Schyth Brøndum i omkring fire år. Dels fordi han improviserer meget, dels fordi han trækker på alt i sine omgivelser, også dansernes naturlige eller kejtede bevægelser, når de mindst venter det. Børn er de absolut bedste dansere, mener Jens Schyth Brøndum, men de mister spontaniteten, jo ældre de bliver. En del af kunsten består således i at vende tilbage til noget oprindeligt.

Ocean of Our Motion. Foto: Marianne Villadsen

Årets danseforestilling

Forestillingen blev til i 2017, to år efter at Jens Schyth Brøndum blev færdiguddannet som danser fra Den Danske Scenekunstskole i København. Titlen Ocean of Our Motion, der selvfølgelig spiller på dobbeltheden i ordet ”motion”, som et udtryk for de følelser, der udtrykkes gennem dansen, begejstrer ikke umiddelbart. Men når man ser forestillingen med de meget organiske bevægelser, den intense og storslåede lydside af komponist Donald Betelle og Jens Schyth Brøndums skæve koreografi og kraftfulde dans, forstår man, hvorfor forestillingen i 2019 blev Reumertnomineret til Årets Danseforestilling.

Hele vores eksistens

Hele vores eksistens illustreret gennem bløde organiske kæder af bevægelse, fingerspidser der berører hinanden, slow motion, tætte omfavnelser og hjerter, der banker uden på tøjet. Eller gennem kaos i form af intens og heftig eksplosivitet, knyttede næver og stammedans. Lydsiden og lyset er som ekstra dansere, kompagniet forholder sig til.

Bevægelserne følger ofte rytmerne eller er en direkte respons på lydene. Det være sig uensartede lyde fra maskiner, kæder og hjul, en knirken, klirren eller klikken, en forvrænget bas, hurtigt taktfast slagtøj på en bund af dybe klaverlyde. Anslag, der klinger helt ud. En vibrerende guitarstreng, der fylder et helt univers.

Iført hverdagstøj eller casual beklædning danser danserne i samlet flok eller alene, snart helt sammenkrummet, snart med store armbevægelser eller med kroppen udstrakt fra fingerspids til tå. En lyskegle sætter fokus på et tableau, lyset slukkes og tændes, og hver gang ses der et nyt tableau.

Ocean of Our Motion. Foto: Marianne Villadsen

Aldrig den samme forestilling

På denne sæsons sidste aften er Nikoline Due, der er uddannet fra Contemporary Dance School Hamburg, og Ruth Rebekka Hansen, der blev færdig fra Balletakademien i Stockholm i 2018, enige om, at der aldrig er tale om helt den samme forestilling. Hver gang er der tale om ”a new inhale, exhale”.

”It is not a set form, it’s a living thing.”
Nikoline Due og Ruth Rebekka Hansen

”It is not a set form, it’s a living thing,” forklarer de til det, for en stor dels vedkommende, engelsktalende publikum.

Out of Dust er kompagniets næste performance, men lige nu holder kompagniet en pause, hvor de ”chiller lidt” oven på en længere turné og en masse workshops for børn.

Ocean of Our Motion. Foto: Marianne Villadsen

FAKTA

Ocean of Our Motion af DeLéonCompany spillede på Baltoppen i juni.

Hjemmeside: Deleoncompany. com

Ocean of Our Motion
“LUK DINE ØJNE. LYT TIL BØLGERNE. LAD DIN KROP GÅ. FØLG DEN AKTUELLE. ER DU BLEVET VÆK?”
Ocean of Our Motion af DeLeónCompany er en rå fysisk forestilling, der inviterer publikum til et univers, hvor organisk bevægelse, lyd og lys smelter sammen. Dette stykke beskæftiger sig med følelsen af at gå vild i kaos og stilheden, der skabes inden i sig selv. Gennem det organiske bevægelsessprog i DeLeónCompanys fire dansere sigter Ocean of Our Motion mod at introducere en verden, hvor seeren præsenteres for atmosfærer og fornemmelser. Lag af billeder, rytme og fysik driver dette stykke til at præsentere en kontinuerlig strøm, der stræber efter en reflekterende tilstand. En tilstand, der sigter mod kontinuerlig selvudforskning selv efter forestillingen.

Ekstra:
Læs også Carmen Csilla Medinas samtale med DeLéonCompanys Jens Schyth Brøndum og Stina Strange Thue fra 2019.

Theme developed by TouchSize - Premium WordPress Themes and Websites