Øverste billede: Sonia Rodriguez. Foto: Alexander Antonijevic

Først en bog i 1865 af Lewis Caroll. Siden blandt andet en Walt Disney tegnefilm i 1951 og en fantasy film i 2010 af Tim Burton. Alice i Eventyrland er en historie, der er blevet fortalt gennem årtier, og nu er historien også blevet en del af balletverdenens repertoire.

af Julie Eleanor Andersen (stud.comm. i journalistik)

Vi kender alle sammen historien. Eventyret om pigen Alice med det lyse hår, der en dag falder ned i et kaninhul og havner i en magisk verden med mystiske væsner, der kan tale, og overnaturlige størrelser, der ellers kun kendes fra drømmenes verden. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Alice i Eventyrland har været en populær fortælling gennem næsten 150 år. Historien rummer et centralt og letforståeligt tema, som de fleste voksne kan identificere sig med – nemlig behovet for at være i kontrol. I det surrealistiske eventyrland, som Alice havner i, er der absolut ingen fornuft, og eventyret kan derfor give en følelse af både afmagt og ubehag. Samtidig, hvis man lader sig rive med og accepterer den ukontrollerede tilstand, som Alice befinder sig i, kan eventyret give en befriende, tilfredsstillende følelse af, at alt netop ikke skal være kontrolleret til perfektion. Uret tikker hvert sekund, og livet går sin gang uanset hvad, kontrol eller ej.

 

alice_2
Artists of the Ballet. Foto: Bruce Zinger

Alice på tåspids

The National Ballet of Canada fortæller historien om Alice endnu engang, men i en balletversion. På to timer og 45 minutter får balletkompagniet fortalt historien gennem klassiske bevægelser med et moderne twist, innovativ scenografi, finurlige kostumer og eventyrlig musik af Joby Talbot. Forestillingen havde verdenspremiere i London i 2011, men er netop blev genvist på David H. Kock Theater i New York. Her har den onde dronning af Eventyrland, hjerterdame som blandt andet danses af Greta Hodgkinson, fået de største klapsalver. I rollen forsøger hun på komisk vis at overbevise alle om, at hun er dygtig til at danse. Det er synligt for alle, at dette ikke er tilfældet, da hun gang på gang lander i akavede stillinger i sin dans, for eksempel falder hun fra en arabesque til en ucharmerende stilling med popo’en i vejret. Samtidig med sit forsøg på at vise hvor dygtig hun er, giver hun irriteret sine tjenere en lussing eller sender dem onde øjne i frustration over, at de ikke kan lede hende i sin dans. Brian Seibert påpeger også disse komiske scener i sin anmeldelse i New York Times:

”It’s a good joke to make the Queen of Hearts a controlling ballet diva in slapstick sendups of “Carmen” and the Rose Adagio from “The Sleeping Beauty” .

Brian Seibert er dog ikke ved at falde bagover af fascination over forestillingens koreografi. Han mener ikke, at koreografen bag forestillingen, Christopher Wheeldon, formår at gøre det klart, hvorfor eventyret skal genfortælles i en balletversion:

”What is missing is any choreographic equivalent of Carroll’s irony and wordplay, any translation of the friction between sense and nonsense into the logic and illogic of ballet — in other words, a reason for “Alice” to be a ballet.”

Og jeg må til dels give ham ret i dette. Selvom der især i anden og tredje akt er nogle fine momenter med klassiske trin til perfektion, især en række romantiske pas de deux af Alice og hendes store kærlighed, hjerterknægten Jack, er det bærende element for historien ikke dansen i sig selv, men selve historien. Der er meget handling og knap så megen dans, hvilket gør, at fortællingen ikke adskiller sig ret meget fra mange andre fortolkninger af eventyret, som man hidtil har set. På den anden side gør det forestillingen til en oplevelse for de fleste – både børn og voksne, publikum uden balletkendskab og balletentusiaster bliver underholdt og kan følge med i fortællingen.

Scenografi man kun kan imponeres over

Elena Lobsanova. Foto: Bruce Zinger

alice_3

Når det så er sagt, kan man kun klappe i hænderne over forestillingens scenografi og kostumer. Sjældent har scenografi og kostumer i en balletforestilling været så nytænkende og gennemført. Eventyret rummer mange udfordringer for et teater, da Alice, ifølge den klassiske historie, både oplever at skrumpe og vokse, samt oplever at ting og dyr på hendes vej pludselig dukker op for at forsvinde kort tid efter igen. Alene scenariet hvor hun falder ned i kaninens hul er en udfordring at vise på en scene. Alt dette må siges at være lykkedes at illustrere til fulde gennem videoanimation, handskedukker og avancerede kostumer, der gør, at alt på scenen er levende – selv træerne. Alt er gennemtænkt til fulde, og intet ser ud til at være overladt til tilfældigheden. Paradoksalt nok skal der åbenbart kontrol til for at kunne formidle et ukontrolleret Eventyrland.

Særligt én scene får et stort bifald af publikum og er blevet omtalt med rosende ord i flere medier – en scene med sort baggrund og mænd i sort, der holder forskellige stykker af Filurkatten, som var den brikker i puslespil. Blandt andet skriver Brian Seibert om scenen:

”The Cheshire cat comes in big pieces, wonderfully assembled and disassembled by men in black”.

Filurkatten er kendt af de fleste fra den oprindelige historie for dens brede smil og evne til pludselig at forsvinde og dukke op igen. Scenen er ikke blandt forestillingens mest avancerede scenografier, men det simple er ikke nødvendigvis det samme som det kedelige.

 

alice_5  Tanya Howard. Foto: Bruce Zinger

 Elena Lobsanova, Xiao Nan Yu. Foto: Bruce Zinger

alice_4Fra barn til voksen

Forestillingen tager en overrasket drejning til sidst. Den ender ikke som i den klassiske historie, hvor Alice vågner op, som den pige hun var, før hun forsvandt ned i kaninhullet til Eventyrland. I Christopher Wheeldon’s fortolkning af eventyret er Alice først en pige fra en velstillet familie i Oxford i 1862, men da hun vågner op, er hun blevet en voksen kvinde i nutidens Oxford. Dermed har forestillingen en slutning, som man ser i de fleste andre balleteventyr: Alice har været på en rejse, hvor hun er blevet forvandlet fra barn til voksen. Dermed efterlades publikum med et spørgsmål, som Brian Seibert fra New York Times også stiller, i forhold til pigen Alice fra 1862:

”Where did that girl disappear to?”

Måske er slutningen en måde at fortælle, at verden stadig ikke er simpel og fornuftig den dag i dag, selvom de fleste gerne vil have den til at være det. Måske er det en måde at vise, at fantasien og det magiske hører barndommen til. Måske er det bare en måde at få historien om Alice til at passe ind i et klassisk eventyrformat. Eller måske findes svaret bag linjerne i den originale fortælling, hvor Lewis Caroll skriver:

“Begin at the beginning,” the King said, very gravely, “and go on till you come to the end: then stop.”

Alice in Wonderland. Canadian National Ballet. Foto: Bruce Zinger

alice_6  Artists of the Ballet. Foto: Bruce Zinger

FAKTA:

Alice in Wonderland med The National Ballet of Canada, Toronto

Sted: New York, The Joyce, Lincoln Center, 9.-14. sept.