Jeg husker første gang, jeg så Alan Parkers ”Fame” i fjernsynet – de mange unikke talenter under samme tag i det pulserende New York, der formår at performe sammen i en stor livsbekræftende symbiose. Jeg var solgt til stanglakrids og tænkte, ligesom de fleste andre piger: Det er dét, jeg vil, når jeg bliver stor!
af Julie Eleanor Andersen (stud.comm. i journalistik)
Sådan tænkte 18-årige Sophia-Amalie Fjelstrup også, da hun hørte om den danske udgave af fameskolen for første gang. Skolen der i 80’erne brød Statens Teaterskoles monopol med den første private show- og teaterskole i Danmark, skolen der tilbyder uddannelse i overraskende mange dansestilarter, og skolen der er kendt af mange, selv i det legendariske Hollywood. Der er selvfølgelig tale om dansestjernen Fredie-Pedersens Danmarks Show- og Teaterskole, som blev udvidet med International Dance Academy i 2008. Akademiet tilbyder danseuddannelse og danseundervisning i både Hollywood og i København af en række anerkendte koreografer.
If you can dream it, you can do it
For knap halvandet år siden tog Sophia-Amalie en drastisk beslutning – hun droppede ud af gymnasiet og søgte ind på the International Dance Academy, og så tog hendes nye liv som danser fart. Til hendes egen overraskelse så optagelsespanelet hendes dansepotentiale og valgte at optage hende på uddannelsen, som koster 68.000 kr. for et år. Sophia-Amalies mor havde gjort hende det klart, at hun selv skulle finansiere uddannelsen, men Sophia-Amalie var stædig – hun knoklede blandt andet i en biograf i et år, hvorfor det lykkedes hende at skrabe pengene sammen. I september kunne hun sætte sine fødder i International Dance Academys lokaler i København for første gang som dansestuderende og fokusere på det, hun elsker – at danse!
Jeg tog en snak med Sophia-Amalie om livet på uddannelsen, hendes vej dertil, hendes fremtidsdrømme, og hvordan det pludselig er at stå midt i sin drøm.
You can’t stop the waves, but you can learn to surf
”Dans betyder alt for mig! Det er min måde at udtrykke mig på, uanset hvilket humør jeg er i, og dans har hjulpet mig igennem rigtig mange svære faser i mit liv,” fortæller Sophia-Amalie indledende med et alvorligt udtryk. Hun tøver lidt og forklarer så om en barndom, hvor hun som otteårig stod tilbage uden sin far, der med ganske kort varsel flyttede til Rusland for at starte på en frisk efter en skilsmisse fra Sophia-Amalies mor. Det efterlod den lille, lyshårede, otteårige pige med alt for mange negative følelser på én gang, og hendes situation blev ikke mindre forvirrende af, at hun lige var startet på en ny skole, som hun også skulle forholde sig til. ”Jeg dansede mig igennem den tid,” forklarer Sophia-Amalie, der med selvsikkerhed og styrke viser, hvordan hun kan ”kaste” sine følelser fra hjertet ud af kroppen gennem en electric boogie-bevægelse fra skuldrene ud gennem fingerspidserne.
Hip hop og især electric boogie har altid været hendes foretrukne dansestilart. Da jeg spørger, hvad der er så særligt ved netop electric boogie, svarer hun, at hun altid har følt, at de groundede, elektriske bevægelser var hendes.
”Det er som om, at den slags bevægelser udtrykker mine følelser og personlighed perfekt, og jeg ér bare en hip hop-pige,” forklarer hun. I mange år dansede Sophia-Amalie oftest alene hjemme på sit værelse, hvor hun blev ekspert i at efterligne sine danseidoler fra alskens dansefilm.
Det var for det meste Step Up 1, der blev kastet i DVD-maskinen, hvor hun drømte sig hen i Channing Tatums sted. ”Jeg kunne og kan virkelig identificere mig med ham – han starter med ikke at passe ind på skolen, men han vender det til det bedste og lærer ballet. Pludselig finder han ud af, at han kan lide det – at det er en drøm, han ikke vidste, han havde, som er gået i opfyldelse,” resumerer Sophia-Amalie. Hun kan identificere sig med ham, fordi hun, ligesom ham, ikke har kendt til den tekniske del af danseverdenen, før hun startede på danseuddannelsen i september. Mange af hendes medstuderende har mange års danseteknisk erfaring, og hun har derfor ofte følt sig anderledes end dem.
The difference between ordinary and extraordinary is that little extra
På International Dance Academy går eleverne obligatorisk i skole fra klokken halv ni til tre hver dag, men lærerne forventer, at de tager klasser derudover. ”Lærerne forventer virkelig meget af os, og det er meget tidskrævende. Vi skal hele tiden bevise over for dem, at vi er værdige til at gå på uddannelsen, og vi får oftere rettelser end ros. Men det er konstruktivt,” forklarer Sophia-Amalie.
På skolen bliver de blandt andet undervist i jazz, musical dance, urban hip hop old school, hip hop new school, LA-style, groove, funk, freestyle, locking, popping, waacking, vogueing, girly-style, house, step, krumping, burlesque, ballet, contemporary, moderne dans og karakterdans. Der er derfor rigtig, rigtig mange forskellige genrer på skoleskemaet, og jeg spørger hende, om hun synes, at det har været en fordel, at undervisningen har været så omfattende.
”Jeg vil anbefale andre at tage en uddannelse med mange forskellige stilarter, hvis de er forberedte på at være åbne over for forskellige mindsets og fysiske udfordringer. Men hvis man vil lære flere trin eller mere teknik inden for en enkelt genre, så skal man klart tage en mere specifik uddannelse,” vurderer hun.
Hun forklarer, at der følger et mentalt tankesæt med til de forskellige stilarter, og hun har erfaret, at hvis man er vant til at danse en stilart meget, kan det være svært at forholde sig til andre stilarter. ”Jeg synes fx, at man ofte er mere loose og open-minded i hip hop-verdenen, fordi det er den verden, jeg har været vant til. Derfor er jeg også naturligt mere negativt indstillet over for fx ballet, jazz og moderne, hvor man er meget mere teknisk orienteret, og jeg har en fordom om, at man også er mere låst og individuel i sin tankegang, hvis man færdes i dén verden meget.”
Det har da også til tider været en stor udfordring på uddannelsen at skulle være åben over for forskellige mindsets, erkender hun, og de mange dansestilarter medfører også, at hendes medstuderende har mange forskellige baggrunde og tilgange til livet. Men det er måske netop det, der gør International Dance Academy til noget ganske særligt, noget ekstraordinært, vurderer hun. At det ikke bare er én genre og ét mindset, eleverne bliver undervist i.
What doesn’t kill you makes you stronger
Det har været en stor overraskelse for Sophia-Amalie, at der også er en bagside af dansemedaljen. Det er ikke bare ligesom i Step Up 1, fortæller hun med et blink i øjet.
”Dét, der er hårdt i danseverdenen, er, at der er stor konkurrence. Du skal hele tiden præstere, og du skal have en god økonomi. Du skal være indstillet på, at det kræver 130 pct. af din tid og energi. Alle har en mening om dig, hvordan du danser, og hvordan du gør dig i deres verden i det hele taget. Jeg var meget overrasket over den side af danseverdenen, for den kendte jeg ikke til før danseuddannelsen,” forklarer hun.
Hun anbefaler derfor også andre, der overvejer at starte på en danseuddannelse at gøre sig dybe tanker om, hvorvidt de ønsker at gøre dansen til et seriøst fuldtidsarbejde, eller vil have dansen som et frirum. ”Der er nogle, som mister glæden for dans, når den pludselig fylder alle timer af dit døgn og skæres ud i pap som en teknisk størrelse,” advarer hun.
Jeg spørger hende, om hun fortryder, at hun valgte at gå dansens vej, nu hvor hun kender til de mindre glamourøse dele af danseverdenen, men det gør hun ikke. Slet ikke, understreger hun, for det har udviklet hende både mentalt og fysisk. ”What doesn’t kill you makes you stronger,” siger hun prompte.
Men hun har fået en idé til, hvordan hun måske kan undgå presset og konkurrencen, som hun ønsker at tage afstand fra: ”Jeg har en drøm om at åbne et center midt på Nørrebro hovedsageligt for udsatte børn og unge, hvor de kan komme og danse, spille basket og bare have det fedt – lidt ligesom i filmen Honey.”
Dét er hendes nye drøm – at hjælpe børn og unge, der har brug for at føle sig hjemme et sted. Et sted med frie rammer for talentudfoldelse og leg uden fordomme og arrogance, og hvor der er plads at være sig selv, med alt hvad det måtte indebære. Et sted som hun selv savnede, da hun stod tilbage som otteårige og følte sig forladt efter sin fars forsvinden.
(Note: Artiklen her har holdt flyttedag fra Dans ONline til Dansemagasinet.dk; blev oprindeligt publiceret i feb. 2014)