Alvin Ailey Dance Theater behøver ikke nogen særlig introduktion. Danseverdenen kender kompagniet, men det stopper ikke her. Kompagniet med overvejende afroamerikanske dansere har fans langt uden for den personkreds, der har ballet som foretrukken kunstart. Alvin Ailey Dance Theater har haft sit 60 års jubilæum i 2018, og det er 17. gang, de besøger Tivoli, og de er uhyre populære gæster.
af Pia Stilling (cand.mag.; kulturskribent)
Det forpligter at være så elsket, og ved nogle besøg har man måske følt en lidt rutinepræget metaltræthed hos kompagniet. Det gjaldt dog på ingen måde ved gæstespillet denne sommer, hvor der blev budt på et ét værk fra 2019, tre fra 2018, ét fra 2017 og endelig et fra 2003 kombineret forskelligt ved de seks forestillinger.
Revelations
Der var dog ét værk, der gik igen ved alle forestillinger, og det var signaturværket Revelations, skabt af Alvin Ailey tilbage i 1960. Det er Aileys hyldest til sine rødder og er koreograferet til hele otte negro spirituals, hvor hele følelsesregistret af fortvivlelse, nedgørelse, håb og glæde gennemspilles sluttende af med ”Rocka my soul in the bosom of Abraham”.
Denne spiritual kalder i den grad på medleven fra publikum, og der blev sædvanen tro klappet og stampet igennem fra stolerækkerne. Der er en ikke særlig stiltiende kontrakt mellem Ailey danserne og deres publikum, når værket danses. Der er en ægthed og en autenticitet i den moderne klassiker, der skaber den følelse af gensidighed, der får salen til at gløde, mens dansernes hofter ruller.
Robert Battle, der har været kunstnerisk leder i kompagniet siden 2011 – udpeget af sin forgænger Judith Jamison, har oplagt sat sig for både at bevare og forny. Det er nødvendigt, hvis et kompagni ikke skal stagnere og blive til et levende museum. Lige så oplagt er det, at flere af de værker, der blev præsenteret i Tivoli har set tilbage på Aileys “Revelations”.
Members don’t get weary
”Members don´t get weary” fra 2017 af koreograf Jamar Roberts er en hyldest til blues og til den amerikanske jazz-saxofonist og komponist John Coltrane, hvis musik bruges i dansen. Det er melankolsk og bittersødt. Danserne er iført mørke støvfarvede dragter i blå nuancer og i en enkelt sekvens også store hatte.
EN
Koreograf Jessica Langs værk ”EN” fra 2018 er hendes værk nr. 100, men hendes første værk til Alvin Ailey Dance Theater. Det er om Langs personlige historie med sin ægtefælle japanske Kanji Segawa, som hun har kendt siden 1997. Han er danser i kompagniet og dansede med i ”EN” på åbningsaftenen. EN er det japanske ord for skæbne og karma, om hvordan værket handler om, at det uafvendelige influerer på de valg, man tager fremadrettet.
Danserne var klædt i hvidt, og på bagvæggen sås en cirkel med lys bagved (måske også en henvisning til solen i Revelations?), og højt oppe hang en rund hvid lampe som en planet. Cirklen skulle fuldføres, men mest af alt handlede denne i øvrigt abstrakte ballet om tid. Tid, der går, tid der er gået, og tid der vil komme, eksemplificeret i Jakub Ciupinskys humoristiske musik. Her går tiden – tik tak, tik tak, og pendulet trækkes op. Danserne favner vidt i dette nye værk med elementer af ballet, contemporary dance og street dance. Det var både sjovt og vedkommende.
Lazarus
Hiphop koreografen Rennie Harris har skabt Ailey Dance Theaters første ballet, ”Lazarus”, i to akter. Lazarusmyten om manden, der fire dage efter sin død, vækkes til live. Værket er meget mørkt, og glæden ved genopstandelsen i anden akt er ikke tydelig. Det er lidt svært at følge med i, om end der synges om frihed og tilknytningen til moderen.
Til gengæld er koreografien forfinet i en helt utrolig grad. Det er hiphop og breakdance, men det er sine steder på et ekstravagant højt niveau – især når danserne ikke er i de store optrin. De er også flotte, men meget er i lidt andre varianter set før.
Kunstnerisk vision
Robert Battle og hans dansere leverede i den grad ved deres besøg i Tivoli 2019. Kompagniet er ganske vist blevet hele 60 år gammelt, men der er stadig liv i foretagendet, rul i hofterne, ekstremt højt niveau hos danserne og kunstnerisk vision, der både ser tilbage, men bestemt også frem.
FAKTA:
Alvin Ailey gæstespil fra 28. august til 1. september 2019
Program den 28. august 2019
EN fra 2018
Koreografi og scenografi: Jessica Lang
Musik: Jakub Ciupinsky
Members don´t get weary fra 2017
Koreografi og kostumer: Jamar Roberts
Musik: John Coltrane
Program den 31. august 2019
Lazarus fra 2018
Koreograf: Rennie Harris
Musik og lyddesign: Darris Ross
Kostumer: Mark Eric
Lysdesign: James Clotfelter
Begge dage:
Revelations fra 1960
Koreograf: Alvin Ailey
Musik: Traditionel
Scenografi og kostumer: Ves Harper
Kostumer til ”Rocka my Soul”: Barbara Forbes
Øvrige værker ved gæstespillet:
Ounce of Faith af koreograf Darrell Grand Moultrie fra 2019
The Call af koreograf Ronald K. Brown fra 2018
Juba af koreograf Robert Battle fra 2003