Interview med performancekunstner og koreograf Tora Balslev om projektet Naturen Kalder.
af Katrine Vintov (stud.mag.)
foto: Jens Juul
Scenekunstner og performer Tora Balslev er i februar aktuel med den kropslige og musikalske performance Naturen Kalder. I stykket undersøger Tora i samarbejde med en række andre kunstnere grænsen mellem menneskeligt liv, ’dødt’ stof og teknologien i din smartphone, og forsøger derigennem kropsligt at begribe debatten om bæredygtighed, grøn omstilling, ny teknologi og vores måde at leve på. Naturen Kalder udfolder naturen i vores telefoner gennem dans og musik.
Jeg har selv forsøgt at lytte til Naturen. Jeg har gennem mine studier søgt og undersøgt forskellige svar på, hvad den består af, hvordan jeg selv er en del af den, og hvad vi stiller op med den, os: de næste årtiers mørke klimaprognoser. Jeg føler i dén grad, at Naturen Kalder, men at det er helvedes svært at lytte. Tora Balslev har taget udfordringen op – og har gennem studier af strøm, natur, materialitet og japansk Butoh-dans forsøgt at komme forståelsen af eksistens og smartphone et skridt nærmere.
Verden i forandring
Verden, som vi kender den, er i disse år under mærkbar forandring. En forandring som især er blevet debatteret under overskriften af den sigende, videnskabelige betegnelse: den Antropocæne tidsalder. Udtrykket blev officielt foreslået af den atmosfæriske kemiker, Paul Krutzon, i år 2000, som navnet for den geologiske efterfølger af den Holocæne tidsalder, som vi hidtil har befundet os i. I udtrykket forstår man mennesket som indikator for en ny geologisk epoke; en allestedsnærværende faktor, der ikke blot har sat sine spor i de geologiske lag, men som lige nu forandrer klodens landskaber, vejrsystemer og økologiske ernæringsgrundlag.
I det Antropocæne møder vi altså Mennesket – ikke blot som biologisk væsen – men som en geofysisk kraft, der tumler og brager med den sirlige balance, der udgør vores eget eksistensgrundlag.
Vi er årsagen – og løsningen
Betegnelsen markerer således et endegyldigt opgør med vores hidtidige forståelse af forholdet mellem Menneske og Natur: Vores arv fra oplysningstidens adskillelse mellem ”os” (kulturen) og ”det derude” (naturen) kommer til kort i de menneskeskabte klimaforandringer, der i alle skalaer forbinder ”os” til ”det derude”. Vi kan dertil ikke komme udenom, at det er os, der er årsagen, og derfor også os, der må være løsningen. I denne erkendelse har videnskaben nysgerrigt rettet sin opmærksomhed mod menneskets evne til forandring. Hvordan begriber vi de udfordringer, vi står over for? Kan vi tage udfordringen op? Er det allerede for sent?
De fleste af os har endnu ikke mærket de negative konsekvenser, som forandringerne bringer med sig, og vi har derfor kun vores informationsstrømme og forestillingsevne til at begribe dem med. Men det kan være svært at begribe videnskabelige data, der fortæller om en virkelighed, man ikke rigtigt mærker.
Det er herfra, Tora tager fat.
Hvad nytter det?
”Jeg mærker et konstant overload af information, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Hvad kan vi som mennesker gøre? Hvad nytter?” spørger hun, da jeg spørger ind til udgangspunktet for forløbet og de spæde tanker om projektet. ”Og hvordan kan man konkretisere det, at ”gøre noget”? At ”tage stilling til noget”? Kompleksiteten udfordrer virkelig min handleevne. Min orienteringsevne. Jeg har en eksakt viden fra videnskabelige institutioner og FN, der fortæller mig, at planeten har en begrænsning. Det er en viden, som vi deler i samfundet, og som vi er enige om, at vi må handle ud fra. Men samtidig oplever jeg, at det er tabuiseret at handle. Både hos mine nære relationer og på et større, samfundsmæssigt plan møder jeg spørgsmålet: Jamen, hvad nytter det?”
Udgangspunktet for Tora blev således at imødekomme en personlig følelse af ’nyttelammelse’, der opstod i bombardementet af informationer, prognoser, fremtidsscenarier og virtuelle links. Hun følte sig draget af spørgsmålene om, hvad der nytter, og hvordan man kan orienterer sig mod konkret handling: ”Jeg blev nødt til at konfrontere mig selv med de spørgsmål, der skabte den her kompleksitet og udfordrede min handleevne. Hvordan kan man drage politisk stilling, i en tid som denne? Og hvad nytter det, om jeg spiser røde bøffer, og er det overhovedet mit ansvar, at gå op i det?”
”Det dér ”nytter det?”, det er jeg utrolig indigneret over. Efter mit forrige projekt, der handlede om olie, besluttede min mand og jeg at stoppe med at flyve i vores fritid. Reaktionen, jeg fik fra andre, var netop spørgsmålet: Jamen, nytter det? Og er det ikke også synd for din søn? Det gav mig fornemmelsen af at befinde mig i en enorm handlingslammelse. Hvis jeg ikke handler konkret på de ting, jeg ved, hvad skal jeg så gøre? Hvis vi i demokratiet ikke begynder at tage små skridt hver især og på den måde påvirker hinanden til at gøre det samme, hvordan skal vi så kunne tage en samlet politisk beslutning om at nå de forskellige mål for den grønne omstilling? Og så tænkte jeg, okay: Hvis det er handlingslammelse, der er indignationen – hvordan kan jeg så behandle det?”
Tora tager som danser og scenekunster ofte udgangspunkt i materialitet og er inspireret af metoden image work; en metode hvor danseren forestiller sig et billede eller et materiale, og lader bevægelserne komme herfra. Men hvor begynder man, og hvad forestiller man sig, når det handler om noget så uhåndgribeligt som den Antropocæne tidsalder, klimaforandringer og om at nytte som enkeltindivid?
Tilblivelsen
Tora læste tidligt i processen litteratur inspireret af en gruppe kristne mystikere, der beskriver nytte og handling som en intuition, der opstår, når man føler sig som en del af et større hele. Det satte tankerne i gang:
”Hvis jeg kunne opleve mig selv som del af en helhed med jorden – som værende ”en del af” – ville jeg så være i stand til at tage nogle valg, der kan bryde med det normative tabu om at nytte? Det fik jeg lyst til at undersøge, men det krævede selvfølgeligt et udsnit. Jeg er i min tilgang drevet af at arbejde med materialet, men det materiale kunne jo være hvad som helst, vi kan forbruge. Det kunne være den her kop, min bil, hvad som helst. Jeg fik lyst til at prøve at forbinde mig med min smartphone, dels fordi den er så tæt på mig – vi tjekker i gennemsnit vores smartphones omkring 200 gange om dagen, men også fordi den repræsenterer den her ekstreme kompleksitet, som er med til at give mig en fornemmelse af handlingslammelse.”
Naturen Kalder er på den måde blevet en slags tilblivelsesproces, hvor Tora forsøger at opleve sig selv som en del af en større helhed, gennem det udsnit af naturen, der befinder sig i hendes smartphone. I processen arbejder Tora med forbindelsen som en volumenknap: Noget, man kan blive bedre til, og noget, man kan opleve i forskellige grader. Efterhånden er forbindelsen blevet til en ’væren’:
”Nu ser jeg det mere som at øve mig i at være materialet. Og det er jo absurd og måske komisk, for det kan jeg jo ikke, men jeg arbejder med bestræbelsen på det.”
Toras projekt er altså ikke en fortolkning af vores relation, følelse eller forhold til smartphonen, men en indlevelse og væren; et perspektiv hun tager på: ”Jeg prøver virkelig at kopiere den så direkte, som jeg kan. Jeg prøver at forestille mig: ’hvis jeg var aluminium, så ville jeg smelte sådan her’.”
Det kan klinge komisk at forsøge at være aluminium, hvilket også er en del af projektets bestræbelse: ”Min bestræbelse er komisk, og komikken må helst ikke stå som en modsætning til den seriøse research. Den bidrager med noget, der er vigtigt at italesætte.”
Tora er klar over, at projektet tager fat i emner og forsøg, der kan synes lidt ’bims’ i vores del af verden. At forbinde sig med sin smartphone eller at ’danse aluminium’ er en vækkelse af materialitet og teknologi, som vi ikke normalt ville tænke gennem i vestlige kulturer. Noget, man måske kunne kalde besjæling, eller måske endda animisme, i andre verdenssyn, hvor det er givet, at materialitet ikke blot er ’døde’ ting, vi mennesker bruger, men derimod forbundet til det sociale liv i sig selv.
Liv
I de arktiske kulturer har man eksempelvis begrebet Inua. Begrebet har samme rod (’inu’) som ordet for menneske (’inuk’, i flertal ’inuit’), og kan oversættes med ’ånden i tingen’ eller ’mennesket i tingen’. Inua kan forstås som det menneskelige aspekt i ting, dyr og naturfænomener, men beskriver også tingenes eller naturfænomenernes egenskaber i sig selv. En isbjørneamulet indeholder eksempelvis noget af isbjørnens inua, eller egenskaber, der gives videre til – eller forbindes med – den person, der bærer amuletten.
På trods af ordets rod har begrebet altså ikke afsæt i det menneskelige alene, men må forstås som et bindeled, der forbinder artskikkelser og natur på tværs. En forståelse af verden, hvor adskillelsen mellem natur, menneske og materialitet som udgangspunkt er fraværende, og hvor liv tager form gennem forgreninger og gensidighed, der forstår mennesket ’som en del af’.
Tora arbejder med en tilgang, der nærmer sig et lignende udgangspunkt for forståelsen af materialitet. For Tora er det dog ikke en forståelse, der, som for arktiske inuit, er givet på forhånd. Derimod har det krævet et omfattende forarbejde, hvor hun med udgangspunkt i hendes smartphone har adskilt materialiteten i sine elementære former, og efterhånden fundet en måde at give den krop og ånd.
Hvad en smartphone indeholder
Der indgår 70 ud af jordens 83 faste grundstoffer i produktionen af smartphones. Dertil er den et elektrisk kredsløb, der kan tændes og slukkes, og som kræver strøm for at virke. Det er alt sammen elementer, som man må kende og forstå, for at arbejde med dem kropsligt:
”Jeg ved ikke, om man kan sige at materialet bliver besjælet, for der kommer ikke nogen sjæl ind i materialet, men materialet kommer ind i en krop, der har en bevidsthed. Den hybrid er spændende, fordi kroppen bliver en del af den helhed, som er Verden, og som i høj grad består af materialer, vi som udgangspunkt forstår som noget ’dødt’, men som vi har brug for, for at leve.”
Et forhold, der udfordrer vores opfattelse af geologiske materialer, og som vender den dramatiske tradition på hovedet. Tora materialiserer mennesket og giver i stedet den levende og åndende krop til materialet: ”Meget af vores dramatiske tradition bygger på forhandlingen af menneskelige følelser. På den måde kan man sige, at det her er et postdramatisk værk, der i stedet forsøger at tage udgangspunkt i at fjerne mine menneskelige følelser og erstatte dem med noget andet.”
At lytte
Et tyngdepunkt i projektet bliver i stedet det at lytte. Og med inua, forbindelse og tilblivelse i baghovedet, oplever jeg efterhånden projektet som en måde, hvorpå Tora forsøger at lytte efter livet på ny.
Naturen Kalder, har Tora kaldt projektet – men hvordan lytter man? Den Antropocæne tidsalder blotter en sammenfiltring mellem natur og menneske, som jeg på én gang finder kompleks og ganske simpel. Simpel, fordi det giver logisk mening, at jordens ressourcer ikke er uendelige, og at det, vi forbruger, ikke forsvinder ud i ingenting. Kompleks, fordi jeg bliver konfronteret med min forståelse for materialitet og deri de årsagskæder, der forbinder mig med alt det, jeg forbruger.
Det stiller mig over for valg, der rammer min magelighed. Nytter det, at jeg stopper med at flyve? Nytter det, om jeg spiser en eller to røde bøffer, og er det overhovedet mit ansvar at tage stilling til det? Det er svært at lytte sig ud over sin egen magelighed. I Naturen Kalder forsøger Tora, og hun inviterer sit publikum til at tænke med. En modig forestilling, der udfordrer vores evne til forandring.
FAKTA
Naturen Kalder af Daily Fiction
Naturen Kalder tager afsæt i et ønske om at styrke oplevelsen af at være ét med verden omkring os på globalt og individuelt plan.
Forestillingen taler ind i en løbende debat om ny teknologi og vores måde at leve på, og er et kunstnerisk forsøg på at udvikle bevidsthed til bæredygtig omstilling gennem kroppen.
Spillesteder og -tider samt trailer: Daily Fiction