Dialog mellem dramatiker Julie Johanne Kirkegaard og koreograf Tora Balslev om hendes forestilling Mind the Gap.
JULIE
Kære Tora
Jeg er på vej på ferie og er ved at binde de sidste løse ender sammen – deriblandt oplevelsen af Mind The Gap, som jeg var inde at se i Dansehallerne. Jeg har skrevet et par sider, som jeg kalder Fornemmelse for… refleksioner. Hvad synes du?
TORA
Kære Julie
TAK for din refleksion over olien. Det var virkelig en gave. Jeg har jo brugt metoden Image Work i mange år, og underviser i den, men da jeg læste din tekst, forstod jeg på en måde for første gang, hvorfor den metode giver så god mening for mig.
Du beskriver, hvordan dét at jeg transformerer min krop til olie gør, at kroppen og den ”døde” olie bliver et hele, en hybrid, som i performancens øjeblik er levende og åndende, fordi jeg er det. Det er en præcis beskrivelse, som jeg ikke før har tænkt på sådan, og som forklarer mig, hvorfor jeg holder så meget af metoden.
JULIE
Kære Tora, jeg ved ikke så meget om Image Work – det er noget med, at den har sin oprindelse i Butoh, men kan du ikke skrive lidt mere?
TORA
Kære Julie
Sådan som jeg opfatter og bruger begrebet, betyder Image Work, at man tager et billede eller materiale ind i kroppen og lader bevægelsen opstå ud fra billedets form, tempo, kvalitet, logik osv. Jeg ser billedet for mig og forsøger at bevæge mig lige som det. Man kan også sige, at jeg er billedet, at jeg bliver til det, idet jeg lader krop-bevidstheden flyde med ind i dets form og bevægelsesmønster. Jeg lytter så at sige til materialet gennem min bestræbelse på at blive bevæget af det. Der findes en bog om tegning, der hedder “At tegne er at se”. På samme måde synes jeg, man kan sige, at Image Work er en bestræbelse på at se, opfatte, tage virkeligheden omkring sig ind og blive et med den.
Images kan være meget forskellige. Det kan være konkrete materialer fra naturen fx et træ, vand, myg eller en sten, men også ting fra vores dagligdag, fx beton, elektricitet, motorvej mv. Et image kan også være en handling eller påvirkning af kroppen, fx “nåle kommer ind i øjnene”, eller “mudret flod trækker i mit lange hår”.
Nogle af butoh-koreograferne arbejdede/arbejder med meget komplekse sammensætninger af billeder, fx med mange forskellige billeder på én gang placeret i forskellige kropsdele (groft sagt). Billederne kan hentes fra den konkrete omverden, fra kunst eller fra danserens egen fantasi. For mig er der ikke noget, som ikke kan være et image, tror jeg. Det kommer an på, hvilket udsnit af virkeligheden omkring eller indeni sig selv man vil undersøge.
JULIE
Kære Tora
Når jeg læser dét, du skriver om Image Work, som jeg synes lyder helt vildt spændende (også fordi det vel på en eller anden måde hviler på en præmis om, at det rent faktisk er muligt at blive til/være noget andet end sig selv…), så tænker jeg, at grunden til, at du blev så glad for teksten, er, at du oplever en beskrivelse af, hvordan forestillingen “har virket” for en publikummer (mig), som korresponderer med din intention og metode? At du så og sige har fået en oplevelse af (ja, måske lige frem et bevis på), at din metode virker efter hensigten?
TORA
Kære Julie
Ja. Jeg er også helt vild med, at metoden tager udgangspunkt i, at vi faktisk kan være noget andet end vores daglige jeg-forståelse. Det er meget radikalt og samtidig helt nødvendigt og selvfølgeligt. Fænomenologien taler om, at vi er ét med hele verden, fordi vi bliver til i relation til den. Det er som om Image Work strækker og praktiserer det syn på tilværelsen. I Image Work bliver jeg til et bestemt udsnit af min større verdens-væren, fx en vandplante, men samtidig fortæller min vandplante-væren mig, at jeg kunne være hvad som helst, hvis min bevidste krop kunne rumme det.
I arbejdet bliver det tydeligt, at begrænsningen ligger i bevidstheden. Der er et punkt, jeg kalder “The impossible point”, som vi fandt under et image laboratorie på FORSØGSSTATIONEN. Det er dét punkt, hvor danserens daglige bevidsthed siger stop. “Nej, jeg kan ikke gå gennem væggen!”; “Nej, gribedyret kan ikke tage creme på!”. (Skuespillere kender samme sted i forhold til “Nej, min karaktér kan ikke sige den sætning”).
Det interessante er, at når vi fokuserer på det umulige punkt med tålmodighed, viser det sig at være dybt ulogisk. En dansers indre sten kan måske sagtens rejse sig op og sætte sig ned, men absolut ikke gå fremad. Når vi sætter ord på det, bliver det komisk. Punktet opleves som en absolut grænse, men når den klarlægges, bliver det tydeligt, at det er et mere eller mindre tilfældigt sted, vores bevidsthed vælger at sige “Stop. Hertil og ikke længere”. Arbejdet med det umulige punkt er dybt humoristisk, og samtidig tragisk, fordi det afslører, hvordan vi konstant begrænser vores verden for at kunne rumme den, overskue den og føle os trygge. Det uendelige er dybt foruroligende. Komponist Knud Riishøjgaard sagde under pilotworkshoppen til vores næste forestilling, SPLASTIC: “Til daglig danser vi alle sammen vores eget jeg-image.” Det tror jeg, han har ret i.
Ja, jeg blev glad for, at min transformation fik dig som publikum til at opleve noget, der præcist afspejler min egen oplevelse af værket. Den måde jeg oplever Image Work på nu, har jeg arbejdet mig hen imod over mange år. (Altså at jeg ikke stiller spørgsmål ved det radikale perspektiv, at jeg kan være en vandplante, sådan er det, fordi jeg oplever det.)
Min næste udfordring er publikum. Spørgsmålet om arbejdet nu også transmitterer længere ud end min egen bevidsthed, er et “impossible point” for mig. Du skriver, at “det virker”, for dig, og det gør mig glad. Hver gang en publikum sætter ord på en lignende oplevelse, kommer jeg nærmere at flytte mit umulige punkt og bebo næste niveau i arbejdet: At min olie-væren er virkelig både for mig og verden omkring mig. Jeg arbejder på at bevidstgøre det felt i løbende samspil med publikum. Ud fra en blanding af håb, kamikaze og leap-of-faith prøver jeg, blandt andet gennem denne her slags dialog, at flytte min grænse over tid.
JULIE
Kære Tora
Jeg kommer til at tænke på Ole Vedfeldt, der har skrevet en bog, der hedder ”Bevidsthedens niveauer”, hvor han blandt andet skriver om, at der i mennesket er ”nedarvet” hele menneskets evolutionshistorie. Det betyder, ifølge Vedfeldt, at mennesket i ændrede bevidsthedstilstande har adgang til viden om arternes udviklingshistorie (det vil sige de tidligere – og mere primitive – dyr og organismer vi stammer fra). Hvis det er rigtigt, så kunne det lyde som om, at du gør brug af dette i dit arbejde – i din søgen efter fx at være en vandplante, og at der i skabelsen af denne vandplante er en universel (kunstnerisk) sandhed, som tilskueren må tage til sig – ligesom jeg oplevede det med olien.
Jeg tænker, at det stemmer overens med din egen oplevelse: At det er din krop, der ved, hvad det vil sige at være vandplante eller olie, mere end det er det tænkende menneskevæsen Tora. I det perspektiv kan man måske tale om, at kroppen er ”gammel” (på sin vis lige så oprindelig som solsystemets skabelse, groet ud af denne) og Tora forunderlig ny, og at dit arbejde består i at få den forunderlige nye Tora til ikke at stå i vejen for den erkendelse, der allerede er til stede kropsligt…
TORA
Kære Julie
Det lyder spændende og poetisk. Og ja, på den måde kan Image Work være en måde at få adgang til nedarvet evolutionshistorie i den ”gamle” krop. Her bliver ordet ”krop” så lille, ik´? For det er jo netop pointen: at i kroppen bor en nedarvet historie eller viden eller en slags bevidsthed. Vi har brug for et andet og større ord. Danser og fænomenolog Maxine Sheets-Johnstone bruger begrebet ”Mindful body”, måske er det dækkende. Kunne vi ikke kalde det den ”bevidste krop”?
LÆS også artiklen Fornemmelser for… refleksioner af dramatiker Julie Johanne Kirkegaard om Tora Balslevs forestilling Mind the Gap
Tora Balslev
FAKTA
MIND THE GAP med Daily Fiction/Tora Balslev
(forestillingen er fra 2015)
Økonomiske og miljømæssige kriser raser, mens vi tapper løs af jordens olieressourcer. I et krydsfelt mellem performancekunst, dans og researchbaseret viden blander Tora Balslev sig som ny kunstnerisk stemme i vækst- og klimadebatten med forestillingen Mind the Gap.
Forestillingen undersøger på humoristisk og poetisk vis menneskets forhold til den natur, vi er en del af – og samtidig driver rov på.
Med brug af dans, elektronisk musik, autofiktion og foredrag gør Mind the Gap publikum opmærksomme på deres egen rolle i den forandring, der skal til for at vende udviklingen: Kan vi leve et enklere liv, hvor vi ikke tapper jorden for ressourcer – for vores fælles fremtids skyld?
Info om Tora Balslev: Daily Fiction
