To uger midt i juni var det unge skandinaviske kompagni Talking Timber artists-in-residence på Bora Bora i Århus. Besøget var en del af researchforløbet til deres nye forestillingsprojekt Of All Places – et projekt der inkluderede et månedlangt ophold på Island samt en workshop og en visning af work-in-progress på Bora Bora i Århus. Talking Timbers projekt har mødet som omdrejningspunkt; mødet med naturen, med hinanden, med andre mennesker undervejs i projektet – mødet med dét der er større end én selv. Og det blev også et spændende møde med det unge kompagni, der går sine egne veje.

af Guro Løvø (magister i dansevidenskab)

 

Work-in-progress med Talking Timber

Talking Timber – et humoristisk og gådefuldt navn – der passende benævner det nye unge skandinaviske fortællerkompagni. Medlemmerne kommer fra Norge, Danmark og Sverige, og mødtes på Akademi for Scenekunst i Fredrikstad (Norwegian Theatre Academy). Skuespillerne er Mikkel Rasmussen Hofplass (NO), Piet Gitz-Johansen (DK), Josephine Kylén Collins (SE), Hanna Reidmar (SE) er scenograf, og Erik Nathorst-Bööst (SE) er producent.

Of All Places tager sit udgangspunkt i et ønske om at gå ind i og undersøge menneskets møde med naturen, grundet i en længsel efter et nærvær, der er større end en selv.

Det følgende er en oplevelse af mødet med Talking Timber på scenen ved visningen, og med gruppen selv i en samtale bagefter.

Of all places – en arbejdsdemonstration

En hvid, stor plastikdug på scenen, med små toppe og dale i miniformat, en blå, opblæst gummiring, som kanten på et børnebadebassin, en elektrisk vifte der producerer blæst, og som bagtæppe en stor skærm med billedet af et vulkansk, islandsk fjeld. Og tåge på scenen.

En kvinde i pink badedragt kommer ind, bevæger sig først roligt rundt, til hun havner i “bassinet”. Her intensiveres bevægelserne, hun begynder at råbe – højt og som ud fra en dyb urkraft – og knuser små, lyserøde, fyldte vandballoner med hænderne, kroppen, tænderne.

 

 

To mænd kommer ind, iklædt sorte dragter, der i snittet både minder om en chik badedragt og noget en stenaldermand kunne have på. De har også noget, der ligner halve æggeskaller, med små huller i til at kikke igennem, foran øjnene. De ser undrende på kvinden og bevæger sig rundt på scenen. Hun skælver, fortæller om dét at opleve noget, der er større end en selv, om det ikke så mange mennesker oplever, men som hun har oplevet – i en tone af selvsikkerhed omkring det hun siger   men med en kropslig usikkerhed, der gør, at hun taber ballonerne, og som skaber en ironisk, humoristisk distance til ordene og selvsikkerheden i dem.

 

Billedskabende formidling

Den ene mand vil fortælle om, hvorledes han har oplevet mødet med naturen, vise hvorledes han bevæger sig ude i storslået natur. Men han tager sig i det, stopper op og starter forfra, siger, at det er vanskeligt at sætte ord på naturoplevelsen. Og netop gennem hans nølen, afbrudte bevægelser og vanskelighed med at sætte ord på sin oplevelse, fornemmer vi den.

Den anden mand fortæller om oplevelser fra sin opvækst, fra ture på fjeldet for at se “tiurleik” (norsk skovfugls parringsritual). Han fortæller levende, med ord og krop, og laver en grotte af noget af plastikdugen, om hvorledes de byggede små huler af tømmer, og så tiuren parre sig klokken fire om morgenen. Og man med-oplever fjeld, skov, tiuren, mos og tidlige morgener med kold, klar luft.

 

Mikkel Rasmussen Hofplass beskriver “tiurleik” – den norske skovfugls parringsdans. Foto: Lars Kjær Dideriksen, Bora Bora, www.bora-bora.dk

 

Fortællingen glider gradvist over i noget andet – han danner efterhånden par med kvinden, og de er nu et par på tur sammen; man får indtryk af et midaldrende par, der har kendt hinanden længe, været på utallige campingture og har utallige fælles minder – de småskændes venligt indimellem, og snakker længselsfuldt om skoven, træerne i Costa Rica…

Der udvikles andre historier, andre fortællinger – stemninger og oplevelser udspilles i et minimum af scenografi, ofte ulogisk, men fuldt ud meningsfyldt.

Mod slutningen udvikler dramaet sig. Den ene mandlige skuespiller befinder sig nu i en grotte – fortæller han os (han står i badebassinet), og der drypper vand ned i grotten (han bruger
vandballonerne). Han råber højere og højere, og til sidst råber han, at ”dette er jo ikke natur, det er bare plastik, made in China, alt sammen…”.

Skærmen bagved tages væk, og et kraftigt lys bagfra bliver tændt, samtidig med at scenen fyldes med tåge. Det skaber et skiftende, stemningsmættet og associationsskabende farvespil, der minder om alt fra solnedgange til nordlys. En person træder til sidst ind foran lyset, tager en mikrofon, går fremad – og spørger publikum om der er nogen, der har et yndlingssted i naturen.

 

Mødet med publikum

Og her brydes “den fjerde væg”; skuespilleren er fortsat i sit univers, men inviterer publikum ind i dette univers gennem det fælles udgangspunkt: naturen. Inviterer til at dele vores oplevelser, hvor vi indtil nu har delt skuespillernes. Og flere fortæller om steder, de er glade for, eller hvor de har oplevet noget specielt, og det bliver i høj grad et internordisk møde, med små fortællinger fra “dengang jeg”…  var på besøg hos familie i Norge, hos en onkel i Danmark, på tur i Sverige…

Og alle skuespillerne, scenograf og producent deltager efterhånden, træder helt ud af rollerne, og opfordrer publikum til at snakke om det, de har set her; snakke om Of All Places.

 

Talking Timber, her Mikkel Rasmussen Hofplass og Josephine Kylén Collins, i samtale med publikum efter visningen. Foto: Lars Kjær Dideriksen, Bora Bora, www.bora-bora.dk

 

Måden overgangen fra visning til inddragelse til samtale foregik på, var meget fin – det var en form for venlig manipulation, der gjorde, at involveringen af publikum hverken blev anmasende eller provokerende – pludselig var man en del af dialogen, og man fik en følelse af en oprigtig interesse for sit publikum fra kompagniets side, og af et ønske om at delagtiggøre deres publikum i processen.  Der blev sågar budt på friske jordbær.

På spørgsmålet om “kan man vise natur på scenen?” var svaret stort set nej – men igen, netop i kraft af det menneskelige – som en af publikummerne påpegede – i kraft af mennesket som et stykke natur, så at sige, så alligevel ja.

En formidling af naturoplevelsen kan skabes, og paradoksalt nok ved helt kunstige virkemidler, ren plastik – som børn der bliver enige om, at “denne sten er et rumskib”, er plastikbassinet en grotte og forhøjningen i plastikdugen et fjeld. Denne evne til det fabulerende og det poetiske gik som en rød tråd gennem hele visningen – både i scenografien, i det verbale og i de fysiske udtryk. Der var en leg med selve de teatrale virkemidler – visuelt, verbalt og kropsligt – der formåede at skabe en autentisk virkelighed midt i al plastikken.

I det store og hele var visningen en oplevelse af et velfungerende og billedskabende fortællerteater, der med enkle midler, og gennem en på overfladen “kaotisk” historiefortælling, formidler en underliggende klar idé, på en bund af godt samarbejde og fælles inspirationskilder. Det sidste snakkede kompagniet også om under min samtale med dem bagefter: betydningen af det lange ophold de havde haft sammen på Island, og af dét at arbejde så tæt sammen som under et artist-in-recidence ophold.