Screendance er ikke et nyt fag for gymnasie- og HF-lærere. Det kom ind som et emne på dans C- og B-niveaus pensum allerede i 2018. Men en konkurrence i screendance for eleverne i selvsamme institutioner er noget nyt. Det har kun været en ”ting” i tre år, men på den korte tid har konkurrencen formået at samle stort set alle de gymnasier og HF-skoler, som tilbyder dans på C- og B-niveau, i at give deres bud på en vinderfilm.
af Miriam Fajnburg Hovman Elley, adjunkt og lektor i dans, aquainstruktør
(Obs! Den fulde artikel med billeder, faktabokse etc. er publiceret i det trykte magasin DANS (efterår 2024), der udkom i september)
Den Nationale Screendance Konkurrence (DNSK) for Gymnasie- og HF-elever afholdes nu hvert år. Idéen er, at hver klasse, som undervises i dans på C- og B-niveau, kan lave en screendancefilm med en varighed på 1 minut, eller sagt på en anden måde: 60 sekunder. Det sidste er nok inspireret af den internationale
online screendance konkurrence 60 Seconds Dance, hvor dansefilm har en varighed på nøjagtig 60 sekunder.
Klassen udvælger den film, de synes er den bedste, og som skal repræsentere deres klasse. Det kan være en film lavet af en enkelt elev eller små grupper af elever, der er gået sammen om at skabe en film. Udvælgelsen kan enten gøres ved håndsoprækning eller være lærerbestemt. Den valgte vinderfilm sendes ind til Den Nationale Screendance Konkurrence, via et privat YouTube link eller sendes via WeTransfer til Nanna Vinther, som er én af DNSK’s idékvinder og initiativtagere. Hun samler alle videoerne og alle informationerne omkring filmene: info om de medvirkende og danserne, hvilke skoler filmene kommer fra, samt info om de undervisere der har haft den pågældende klasse. Alle disse informationer overbringes til dommerne, der udpeger vinderfilmen.
Derefter får de heldige vindere besked om, at de har vundet årets DNSK. Normalt er det deres egen underviser, der er budbringeren. Eleven eller eleverne (alt efter om det er en enkelt eller en gruppe, der har lavet screendancefilmen) vokser mindst ti meter i selvtillid, glæde og stolthed, når de får den nyhed. Tro mig. Jeg har selv oplevet det. Og det er den fedeste oplevelse, man kan få som underviser.
Som underviser vokser man også selv ti meter. Rygsøjlen bliver mere rank. Måske begynder man endda at løfte sig fra gulvet og svæve lidt, som en anden Sylfide. Måske er det mere en mental følelse, men den er i hvert fald speciel. Og det er netop dét Den Nationale Screendance Konkurrence kan. Løfte, gøre stolthed synlig, give eleverne og lærerne et mærkbart klap på skulderen. For det er ikke altid, man får det som dans C- og B-underviser. De fleste af os er nok lidt usynlige på de skoler, vi underviser på. Nogle gange ved de andre lærere ikke helt, hvad vi går og laver, eller hvad faget i det hele taget er for noget. Mange gange er man nødt til at forklare, hvad det er, faget kan eller indeholder. Det er så vidunderligt, at denne konkurrence synliggør vores fag. Jeg bliver glad og opløftet. Vi er nemlig ikke særlig mange heldige, der får lov til at undervise i faget herhjemme. Men det er en anden historie.
Hvad er screendance egentlig?
Screendance er dans på film. Dans og film har til alle tider haft et kærlighedsforhold. Lige siden stumfilmenes spæde start har dans spillet en rolle for de levende billeder.
Al bevægelse er jo dans, sagde også Merce Cunningham og Paul Taylor langt senere. I stumfilmæraen, hvor en kæmpe international stjerne som Asta Nielsen æggende dansede rundt om en mand i Afgrunden fra 1910, kan vi se, hvad den dansende krop på skærmen formår. Hendes rene dans i forgrunden, billedbeskåret sådan, at man kan se de voyeuristiske mænd i baggrunden, påvirker scenen og dermed publikums blik. Man er fanget af Astas dans og skuespil, og så kigger øjet langsomt over i øverste højre hjørne af billedbeskæringen – og Wow! Eller klamt! For hvorfor er de mænd der lige i dette intime øjeblik? Er de en metafor for beskuerens blik?
Jeg så en del af denne film projiceret op på et stort lærred i Brandts Klædefabrik, da Asta Nielsen var i fokus i udstillingen Die Asta, Stumfilmens danske superstjerne (30/10/2020 – 15/08-2021). Dette eksempel på en screendance gjorde indtryk. Der sker altid noget med screendance, når det kommer op på et stort lærred. Bang! lige ind i sanserne!
Screendance skal forstås som al bevægelse, som er medieret i større eller mindre grad. I den ene ende af screendance spektret kan man stille et kamera op på en tripod og filme en ballet uddanse sig på en scene, hvilket betyder dét, at vi som tilskuere ser dansens bevægelsesmønster igennem vores blik, og at vi helt instinktivt tildeler mening til bevægelsernes specifikke sammensætning i den tid og det rum, de rent faktisk bliver uddanset i. Det vil sige, at dansen sker lige nu og her i tid og rum, ingen manipulation – andet end valget af kameraets placering og vinkling. Man filmer dansen fra start til slut. Samme vinkel/shot fra starten af balletten til dens slutning. Gerne så kameraet rammer hele scenen ind, så vi kan se alt, hvad der foregår på scenen udspille sig live i tid og rum. Vores hjerner søger nemlig hele tiden efter mening, derfor er tid og rum vigtige faktorer.
I den anden ende af spektret kan manipulation af bevægelse(r) medføre, at en sekvens bliver til en ny bevægelse. Én der aldrig ville finde sted i ”virkeligheden”. En enkelt klipningaf tid og rum, som gør, at en bevægelse aldrig ville kunne udføres i live tid. Maya Deren, en amerikansk pioner indenfor screendance, var et eksempel på dette i hendes mesterværk ”A Study in Choreography for Camera” fra 1945, en lille kort film på tre minutter, som fint illustrerer, at danseren Talley Beatty springer fra naturen ind i et nyt rum; først indendørs i en stue, senere til en museumsgårdsplads (menneskeskabt modsætning til naturen) og tilbage til naturen. Først i en panorering med et usynligt klip, eller for den tid usynligt klip, da et 1945-publikum nok ikke kunne se det. I dag kan vi medievante, scrollende moderne mennesker nok godt
se dette lille jumpcut?
Interessant er hendes brug af Tally Beattys drejninger, nedadgående bevægelser og fod i forhold til hendes valg af rum og brug af kameraet. Det er som om, kameraet danser med Beattys, eller at han via sine bevægelser får kameraet til at danse. Vigtigt er det dog at vise, at en dans via kameraet og klipning kan blive til noget nyt. Til en ny dans, som ikke ville kunne lade sig gøre i ”den virkelige verden”, i live tid. Man kan jo ikke danse to steder på samme tid. Men det kan man ved hjælp af medieringen. Det giver skaberne af screendance og udøverne af bevægelserne mulighed for at skabe noget vidunderligt og ny innovativ dans.
Filmmediets værktøjskasse
I et klasserum med et lokale fyldt med danseelever er screendance et fast element i undervisningen. Eleverne skal kunne vise, at de har forstået, hvad filmmediets værktøjskasse kan, og hvordan man med en mobiltelefon kan optage bevægelser i forskellige vinkler, tilt og panoreringer, bruge hastighed fra hurtigt speeded op, til slowmotion, manipulation af farver, samt forward og backward af de levende optagede billeder/sekvenser. Der er selvfølgelig mange flere, men det er disse, man for det meste kan nå at undervise i pr. semester. Så skal de klippe det sammen og via redigeringen mediere de levende billeder i en sådan grad, at man enten kan være i den ende af spektret, som viser live dans (lige nu og her, ingen mediering), eller i det andet som skaber af en total ny dans (total mediering). Nogle gange giver jeg eleverne en opgave med forskellige kriterier, de skal overholde i deres videoer. Måske at de skal bruge én af følgende værktøjer:
- beskæring (hvor tæt på)
- perspektiv (ser vi op, ned eller lige ud)
- bevægelse (bevæger kameraet sig og hvordan)
- billedkomposition (objekter og linjers placering i billedet)
- Eller fortælle en narration, følelse eller stemning.
Musikken er også en vigtig del. Ikke så meget for mig som underviser, som også elsker, at de gør brug af deres egne kropslyde, eller sight specific lyde, eller måske ingen lyd! Men for eleverne kan det næsten være tortur ikke at bruge musik. Da dans og musik næsten altid er uløseligt forbundet for dem.
Måske får de en overskrift , de skal forholde sig til. Sidste år var det sætningen: ”Kroppen bevæger sig – og vi bevæges”. Dette var også sidste års tema i screendancekonkurrencen. Så var det op til de enkelte elever, hvordan de valgte at fortolke sætningen.
Det kom der rigtig mange forskellige bud tilbage på. Og mand!, hvor er det spændende at se de unges fortolkninger. Det er virkelig interessant at se, hvordan de arbejder i grupperne eller som enkeltpersoner – hvordan deres idéer udspiller sig, og hvordan idéerne færdiggøres i deres kroppe og via medieringen af kameraet og redigeringen. Mange af eleverne er vant til at bruge redigeringsprogrammer til deres TikTok videoer eller andre sociale medier. Ofte er eleverne de dygtigste i at bruge redigeringsprogrammerne i deres mobiltelefoner – i hvert fald i forhold til mig som underviser, der lærte at redigere i Media100, en kæmpe redigeringsmaskine med pult, masser af knapper mm., samt skærme sat op på en væg!
Enkelte elever har dog aldrig prøvet at redigere før, og her er det de helt basale filmiske virkemidler, man kan tage i brug. Så som hvordan man klipper to sekvenser sammen, start og stop i optagelser, slowmotion, manipulation af farver, hvordan man kan placere en mobil på gulvet og optage et frøperspektiv uden hjælp fra andres hænder. Det er væsentligt både at kunne arbejde selvstændigt og i grupper. Eller måske hvordan man hurtigt kan bruge en lommelygte til at belyse en dans uden kendskab til den indviklede lyssætning, som bruges af dramaholdene, ofte sat op i det samme lokale, som danserne bruger.
Der er ofte ikke rigtig tid til at lære mere, eller tilegne sig mere viden, i screendance forløbet, som kan vare alt fra enkelte moduler af 45 minutters varighed til uger. Alt efter hvem der underviser, og hvor meget vægt der lægges på faget. Hvorom alting er, så overrasker deres slutvideoer mig stort set altid. Nogle gange vælger de at fortælle en historie på 60 sekunder, hvilket kan være en udfordring i sig selv. For hvordan fortæller man en historie med start, midte og slutning på bare 60 sekunder? Minus den tid hvor creditliste og titel vises, da disse også skal inkluderes i de 60 sekunder. Den udfordring tager nogle af de unge mennesker op, og nogle gange lykkes det fuldstændigt.
Jeg bliver altid så imponeret. De kan fortælle en historie om fx ulykkelig kærlighed, ensomhed, frygt, angst, glæde ved naturen og venskab med deres teenageblikke og de erfaringer, de indtil videre har tilegnet sig i deres liv.
De fleste af dans C- og B-eleverne ligger i aldersgruppen mellem 17 og start 20’erne. Personligt så prøver jeg altid at få dem til at fravælge de negative temaer, så som selvmord og andre meget dystre temaer. Det kan være næsten umuligt at nå at fortælle sådanne historier på så kort tid. Beskueren plejer at skulle bruge meget længere tid til at opnå sympati med en karakter, som kæmper med tunge følelser og deres inderste tanker. For det tager tid at forstå, hvad det er, der udspiller sig – eller uddanser sig – for vores øjne, fordi vores hjerner hele tiden søger mening med det, vi ser. Positivitet tager knap så lang tid at forstå kognitivt fra øje til hjerne. Et smil fx registreres meget hurtigt hos beskueren, som tillægger det noget positivt. Det kommer selvfølgelig an på, om den dansende krop smiler på en positiv facon eller ”skævt”, måske fordi der bagved ligger noget mere, vi med vores beskuerblik skal bemærke?
En screendancefilm kan noget, og det kan formidle noget til os meget hurtigt. Og det skal eleverne også lære. De skal fortælle noget meget hurtigt, og måske også slutte historien af på en måde så vi forstår, hvad de vil sige med deres film. Reklamefilm kan det samme. Den hurtige fortælling, om det er formidlingen af en følelse, stemning eller en narration, så skal det formidles ultrahurtigt. Det er en god lektion at tage med sig som elev. At man ikke nødvendigvis behøver bruge lang tid på at skabe en dans fra idé til at filme den, redigere den og vise den frem for andre.
Visningen er ofte, for nogle, den mest skræmmende del. Hvordan vil de andre reagere? Hvordan har jeg det med at vise min krop frem for andre? Også selvom kroppen er optaget via en skærm, som derefter manipuleres med de filmiske værktøjer for derefter er at blive vist via en video, projiceret op på en større skærm, i klasseregi. Deres kropsbevidsthed og performance foran et publikum bliver også afprøvet i dette forløb. Det er vigtigt ikke kun for faget dans, men også for den kinæstetiske danseoplevelse. Om end danseren er lettere gemt bagved en skærm. Men det er sandelig også med en vis form for stolthed, at eleverne viser deres screendancefrem. De har arbejdet hårdt med deres endelige produkt. Den er ofte blevet gennemtænkt, bearbejdet og finpudset (ja altså dem der bruger deres tidsplan, og måske storyboard, fornuftigt) til et resultat, de kan være stolte af.
Jeg har selvfølgelig set screendance, som jeg ikke anser som en screendance. Når en kat springer ned fra en seng. En hund kommer gående imod kameraet med en pind i munden. Eller en helt fin film om – fodbold! Så nogle forsøg mislykkes i forhold til, om de ligger inden for kategorien screendance eller ej. Bevares. Men alle film der laves, kan vi alle lære noget af, og eleverne får noget ud af processen og den efterfølgende (positive) kritik – det er helt sikkert.
Tematikkerne i de film, som gymnasieeleverne og HF´erne har produceret i de sidste tre år, er et helt unikt indblik i, hvad der rører sig i deres verden. Hvad de går op i, og naturligvis hvad de tør give sig i kast med. Og hvad der er vigtigt for dem i deres virkelighed. Deres ungdomsidentitet vises via deres screendance. Dette er meget specielt. Jeg er meget spændt på at se, om fremtidens unge, hvis konkurrencen stadigvæk findes til den tid, laver nogle andre film, med andre tematikker? Optages de af de samme ting i fremtiden, som nu? Eller bliver screendancefilmene lavet via AI? Mere om det senere.
Screendance indtager Danmark – igen
Screendance som kunstform er så småt ved at indtage Danmark igen. Aabendans – Dance on Screen, der i samarbejde med dansefilm.dk, viste ”fem unikke, internationale dansefilm sammen med vinderfilmene fra gymnasiernes screendance konkurrence 2023”, i Roskilde den 4. maj 2024. Dance on Screen er støttet i fire år af Roskilde Kommune, og det er væsentligt, at der kommer sponsorer til screendance for at udvikle den som kunstform og for at kunne vise den for et publikum.
På dansefilm.dk’s hjemmeside kan man også læse deres definition af kunstformen screendance: ”Dansefilm er en kunstgenre, der blander dans og koreografi med film og billedkunst til nye kunstneriske udtryk. I dansefilm er kroppens bevægelser det bærende sprog fremfor dialogen, som vi oplever i almindelige spillefilm, det giver os som publikum mulighed for at opleve historier på en helt ny måde, nemlig i kroppen”.
Der var også et arrangement den 7. juni 2024 i Cinemateket under CPH Stage: Dance Through the (Camera) Lens 2024 med mange flere dansefilm blandt andre af finske Taneli Törmä. Desuden viste OFF festivalen i Odense den 28. august et helt separat program med vinderne af gymnasiernes screendancekonkurrence 2023.
Det kan være svært at forestille sig, hvordan en elev, der medvirker på en vinderscreendance, har det i kroppen, når deres film flimrer henover en stor skærm, med et stort publikum foran. Folk de ikke kender ser deres film for første gang. Når jeg sidder her og skriver på denne artikel, er visningerne slet ikke begyndt. Når du læser dette er det allerede overstået. Men spændende er det i hvert fald for en danseelev at opleve, at dans også kan være en vej i deres fremtid. Ikke kun som hobbydans, motionsdans, ej heller som en udøvende dansekarriere. Men som en karriere bagved eller foran et kamera. I en anden verden end ”live” versionen af udøvende dans.
Man kan også studere dans i alle dens facetter og vinkler på en videregående uddannelse. Og der er en hel medieverden, hvor dans spiller en stor rolle, hvor eleverne også kan finde deres hylde på ”hvad skal jeg, når jeg bliver voksen”-reolen.
Screendance nu og i den nærmeste fremtid
AI er kommet for at blive, er der mange, der siger. ChatGBT vil sikkert også komme ind som en medspiller i faget dans. I dag er de første dansefilm udelukkende lavet via AI allerede skabt. Blandt andet filmen 2026: An AI Film skrevet, instrueret, hovedrolleindehavere og produceret af Dan Hammill og Jeff Wood. Kortfilmen er meget dystopisk, og bevægelserne er minimale, da det ikke decideret er en dansefilm, men en film med en kort handling af en mand, der viser sin dystopiske postapokalyptiske (alien planet?) lejlighed frem. Hammill og Wood skabte denne film i løbet af 48 timer! De brugte forskellige AI redskaber som Runway Gen-1, Runway Gen-2 og Stable Diff usion.
Der er også flere websider, hvor man lave koreografier ud fra AI. Her starter diskussion om, hvorvidt den oprindelige koreograf, altså den person som lægger krop til og har skabt bevægelserne til de små dansende AI figurer, får anerkendelse for sit arbejde? For p.t. er alt, hvad AI genererer gratis. Så ingen tjener penge på deres kunst. Kun bagmændene bagved AI. Ét af de spørgsmål som står tilbage er – er det her fair? … er det ok? – popper uvilkårligt op.
Hvor meget det kan betyde for de fremtidige screendancefilm vil tiden vise. Det er både spændende og lidt skræmmende. Ikke i forhold til hvad AI kan skabe, men mere for elevernes egen kropslige arbejde med faget. Ikke kun at være skarp til at prompte ChatGBT’en til at komme med et tilfredsstillende resultat, men at få lov til at bruge deres egen krop til at danse foran et kamera, selv at undersøge kroppen og kameraet, og se hvad det kan, og måske endda skabe noget innovativt?
Innovation er også et mål, som faget dans skal leve op til. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med AI i et skoleforum. Personligt synes jeg, det dræber kunstnerens ulidelige sjælesøgen. For det er i det svære, i livskampen, at vi kæmper og træner og træner og øver os, og bliver bedre og bedre – at kunsten skabes. Det er det menneskelige aspekt, vores evindelige stræben efter viden og perfektion i det, vi gør, som AI fjerner med en sådan totalitet, at jeg næsten ikke kan følge med.
Kan man overhovedet tillade at kalde noget kunst, når det er en maskine, som skaber produktet? Ja, ja, jeg ved godt, at maskiner er lavet af mennesker. Men er der en sjæl bag, der har brugt timer, måneder og år på at opnå et resultat? Nej, det er ikke tilfældet med AI. Et digt kan jo laves på nanosekunder. En koreograf på et par sekunder. En film på 48 timer. Er det virkelig der, vi vil hen? Og hvordan skiller vi det ene fra det andet?
Hvordan har I andre det med AI?
–