Tanzperspektiven med Wiener Staatsballett

På Wiener Staatsoper viser et stjernekompagni og fire talentfulde koreografer nye retninger inden for balletkunsten. Tanzperspektiven kan ses næste gang den 19. og 21. april 2015.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

Forestillingen Tanzperspektiven med Wiener Staatsballett giver smagsprøver på den moderne ballet, som den danses rundt omkring i verden i disse år. Fire koreografer, en britisk, en tysk, en amerikansk og en fransk, giver deres bud på ”modern classic”.

Flyvende blå fugle
Favoritten blandt programmets fire værker er – hos undertegnede – britiske David Dawsons A Million Kisses to My Skin til Johan Sebastian Bachs Klaverkoncert nr. 1. i d-mol. Værket er skabt i 2000, da Dawson skulle forlade Het Nationale Ballet i Amsterdam – og den klassiske balletverden i det hele taget.

Et balletværk med et farvel og tak for mange berigende erfaringer og gode oplevelser. Strukturen i det abstrakte værk er som en dansekarriere med en blid, men seriøs begyndelse, et flyvende og blomstrende midterparti og en brat afslutning.

Brystet frem, skuldre og arme tilbage og ansigtet vendt mod det disede ovenlys. Klædt i vandblå, gymnastikagtige kostumer flyver danserne over scenen som en flok blå trækfugle. Med kroppene tegner de bløde og elegante linjer i luften. Vegetative linjer ligesom i den frodige jugendstil, som Wien er så kendt for. A Million Kisses to My Skin er fløjlsblød koreografi, som giver indtryk af spontanitet og fysisk frihed. Dels en frihed i dansen og bevægelsen, dels den nyfundne frihed efter en hård og intensiv dansekarriere.

Kvindelig koreograf med harem
Kvindelige balletkoreografer er en sjælden race, men Tanzperspektiven byder på en af slagsen, nemlig amerikanske Helen Pickett. Hendes værk Eventide (2008) vises her i en opdateret version med musik af Phillip Glass og Jan Garbarek samt orientalske toner af Ravi Shankar, Anouar Braham og Shaukat Hussain.

Foran et dybrødt bagtæppe hænger arabiske lamper ned fra loftet og udsender et dæmpet lys gennem deres hullede mønstre. Og med en stort antal kvinder på scenen sammen med en enkelt mand får man associationer til et harem eller i al fald en stemning à la 1001 nat. Eventide er et orientalsk eventyr uden handling, men med en glødende passioneret dans mellem kvinder og mænd, for langsomt kommer der flere mænd på scenen.

Flot og imponerende er det at se, når kvinderne i en slags flamenco-ballet kaster et ben bagud og rammer sig selv i nakken med en tå. Eller når mændene løfter kvinderne op i hoftehøjde  og svinger dem rundt, som var de sufi-dansere – og kvinderne deres flagrende skørter.

Franske farver
Franske Jean-Christophe Maillot er måske den mest kendte af programmets fire koreografer, men hans berømte værk Vers un Pays Sage (1995) til musik af John Adams er måske det mest uinteressante. Værket, som er en del af det faste repertoire hos Les Ballets de Monte-Carlo, men som også danses af Den Kongelige Ballet, virker allerede lidt bedaget her små tyve år efter dets premiere.

Værket er inspireret af maleriet Pays Sage skabt af koreografens far, den farveglade maler og scenograf Jean Maillot. Der er også masser af farveglæde i Vers un Pays Sage, hvor lyset hele tiden skifter farve, så den hvide baggrund snart er gul, rød, orange og så videre i farveskalaen.

Dansen er fuld af udfordrende løft og dirrende balancer samt repetitive og serielle trin, og det fordrer en utrolig skarphed fra dansernes side for at være smukt at se på. Denne skarphed savner man lidt.

Kvik violinkoncert og langsomme trin
Vindspiele (2013) af tyske Patrick de Bana danses til Pyotr Tchaikovskys violinkoncert i D dur, opus 35, første sats. Tchaikovsky komponerede sin violinkoncert i 1878, og den var planlagt til opførelse i 1879 af violinist Leopold Auer, men han fandt koncerten uspillelig, så den blev først opført to år senere af  Adolph Brodsky i netop Wien.

I Vindspiele spilles violinkoncerten i et langsommere tempo end normalt, sådan at danserne kan følge med. Det generer undertegnedes øre, og de store, næsten overdimensionerede trin og bevægelser er i voldsom og nærmest uklædelig kontrast til musikken. Men danserne – seks herrer og to damer – gør det så fremragende, at man tilgiver alt og bare nyder deres fuldendte kropsbeherskelse og gnistrende udstråling.

Et forfriskende pust fra den mangfoldige balletscene
Forestillingen Tanzperspektiven på Wiener Staatsoper er sådan en forestilling, man savner på den danske balletscene. En forestilling der giver publikum et forfriskende pust fra den store og mangfoldige balletscene. Helen Pickett – og især David Dawson – vil undertegnede gerne se meget mere til på en dansk scene.

 

FAKTA

Tanzperspektiven
med Wiener Staatsballett på Wiener Staatsoper
Koreografi: David Dawson, Helen Pickett, Jean-Christophe Maillot og Patrick de Bana

Info: Wiener Staatsoper

Spilleperiode:  19. og 21. april 2015

 

(Note: Artiklen her har holdt flyttedag fra Dans ONline til Dansemagasinet.dk; blev oprindeligt publiceret i nov. 2013)