Israelerne vakte følelser
Ugen inden Gay Pride, dvs. weekenden den 9., 10. og 11. august, var det andet år i træk, at Dansk Danseteater med Pontus Lidberg, som kunstnerisk leder, afholdt Copenhagen Summer Dance. En Open Air begivenhed på Ofelia Plads med moderne dans og ballet i verdensklasse.
af Iben Maria Hammer (kulturskibent)
Græske Ioannis Mandafounis, der for Pontus Lidberg udgør to årtiers bekendtskab samt den prisbelønnede israelske koreograf Roy Assaf var inviteret til at optræde, og Pontus Lidberg bidrog selv med en smagsprøve på sit værk River, som han er ved at skabe særligt til Dansk Danseteaters dansere, samt duetten Daybreak med Ida Prætorius og Ulrik Birkkjær.
Vanvittigt repertoire af bevægelser
Pontus Lidberg lagde i sit program ud med Make sure you have exhausted all that is communicated through stillness and silence af Ioannis Mandafounis. Værket tog lidt fusen på publikum, for præcis da klokken var halv og de sidste blandt publikum havde fundet deres pladser, trådte cellisten Brice Catherin op på scenen sammen med en ung mand. Og i stedet for nogle velvalgte ord fra den nye kulturminister, indtog den unge mand, alias Ioannis Mandafounis, scenen med et vanvittigt repertoire af bevægelser, der ligesom titlen havde potentiale til at udtrykke alt mellem himmel og jord, men som ret utrætteligt veludført efterlod indtrykket af en desperat, ensom og rodløs ung mand.
Brice Catherin formåede at frembringe utroligt foruroligende mørke, næsten rustne, vibrerende toner til Ioanis Mandafounis’ på kanten af tilværelsen (og scenen) stunt-agtige moves.
Sanselig ynde
Så fulgte introduktionen ved Pontus Lidberg og herefter hans eget værk Daybreak med solodanserne Ida Prætorius og Ulrik Birkkjær. Duetten, der blev fremført til Samuel Barbers strygerkvartet, betog publikum med Ida Prætorius’ sanselige ynde. De lette glidende bevægelser og løftede arme, spejledes i de glidende både og fuglenes flugt gennem luften. De to fine solodansere skabte i duetten smukke billeder og formationer, hvor de sammenflettede opstillinger kunne minde om de fineste asiatiske tegn. Tegn, der illuderede eviggyldige gåsehudssymboler på kærlighed.
Israelsk sammensathed
Værkerne Daybreak og River, som begge var af Pontus Lidberg, fungerede som de to rent æstetisk meget smukke og harmoniske værker, de er, som en slags indpakning i cellofan til det street-agtige, politiske og smertefuldt rørende israelske værk The Hill.
Roy Assaf skabte i 2012 dette værk til en trio af mandlige dansere. Værket, der fremprovokerede stående applauser fra publikum på Ofelia Plads, er baseret på krigsveteraners kamp og isolation. Koreografien vandt i 2017 1. prisen i den 27. internationale koreografiske konkurrence i Hannover.
Jeg nævner her dansernes navne. Både fordi det var en utrolig præstation, der så street-agtigt let ud, men som må have krævet sit af danserne, da værket uden pause spænder over flere musikstykker. Danserne var Jeremy Alberge, Ron Cohen, Avshalom Latucha Shlomi Bitton og Reut Yehudai. Jeg nævner dem også, fordi deres israelsk klingende navne reflekterer den komplekse israelske kultur og musikken med hebraisk tale, der danner baggrund for deres kritiske kommentar til livet som krigsveteran.
Værket og danserne fascinerer, fordi de udover at indlede med honnører og strakte arme til musik af The Israeli Army Band har elementer af humor og smertefuld ironi, hverdagsliv med folkedans og stigmatisering i samfundet, danset til både klesmermusik af The Central Command Variety Ensemble og Bee Gees’ “I started a joke”.
I started a joke which started the whole world crying.
But I didn’t see that the joke was on me, oh no
I started to cry which started the whole world laughing
Oh, If I’d only seen that the joke was on me
I looked at the skies running my hands over my eyes
And I fell out of bed hurting my head from things that I said
Till I finally died which started the whole world living
Oh if I’d only seen that the joke was on me
I looked…
Værket, der bestemt er politisk, går ind under huden, især da koreografen til sidst med enkle midler viser, hvordan danseren finder et lig – det kan både være en kammerat eller en palæstinensisk bror ved Vestbredden – og med foden og enkle bevægelser vender og drejer den slappe krop. Det bliver både et udtryk for den kynisme, som findes i krigens væsen og for den magtesløshed og tragedie, der som soldat og involveret part opleves på egen krop.
River
Værket River er en del af et større værk af Pontus Lidberg, som får premiere næste år. Koreografien gør alle danserne til en del af én organisk bevægelse i den flod, der er temaet, med strømme og krusninger på vandoverfladen. Musikstykket ”Says” af Niels Frahm understøtter med sit rytmiske flow af elektroniske klange de hvirvlende bevægelser, danserne udfører som én krop eller vandmasse.
Kostumerne af Maria Ipsen var luftige, men iøjnefaldende i alle regnbuens farver, hvilket jo var meget passende i anledning af Gay Pride. Værket er den første urpremiere Pontus Lidberg skaber til Dansk Danseteaters dansere. Det bliver spændende at se værket i sin helhed, for i denne smagsprøve ”drukner” den enkelte dansers særkende lidt i den fælles krop, som kompagniet her udgør.
Efterspil
De, der blev hængende i den lidt blæsende og kølige sommeraften, kunne opleve værket Wreck af italienske Pietro Marullo, som blev opført efter aftenens forestilling i samarbejde med Dansehallerne på en ekstra site-specific scene bag publikumsbygningen. I værket, der bygger på idéen om et vrag, der er blevet konfronteret med en enorm kraft, der overmander alt og alle, er der en stor plastikskulptur, der ”som en jæger sluger sit bytte og spytter det ud igen”.
Lørdag aften blev der afholdt et Social Dance event, hvor publikum blev budt op til dans. DJ Lawand ”Turkman Souljah”, hostet af Mark Philip med nogle af Københavns bedste dansere fra Newstyle Hip Hop, Waacking og Voguing, Break og Electric Boogie. Noget, der nok har været en helt oplevelse for sig.