Scenen er tom for dansere, publikum har forladt sine pladser, men stemningen fra den fortættede danseforestilling med Montréal Danse fylder fortsat scenerummet, da jeg sidder og venter på Kathy Casey, kompagniets kunstneriske leder gennem mange år, der med venlig imødekommenhed har sagt ja til en lille snak om forestillingen og kompagniet.
af Guro Løvø (magister i dansevidenskab)
Jeg når, inden hun kommer, lige at reflektere lidt over, hvad det er, der giver denne forestilling, som var så eminent danset og sømløst gennemført, dens ro og intense nærvær? Og i forlængelse af, eller som en del af dette, betydningen af scenografien som mobil, medskabende del af forestillingen.
Så kommer Kathy Casey, og hun fortæller, at Benoît Lachambre, forestillingens koreograf, ofte komponerer komplicerede danseforestillinger, men i denne har han valgt dette simple udgangspunkt – farvede flader, et stillads, lyssætningen – som palet, og med sofistikerede, meget smukke og udtryksfulde billedsekvenser som resultat.
En intens ro
Og vi snakker videre om forestillingens ro, midt i den intense danseaktivitet, og dansernes nærvær; Kathy Casey fortæller, at dette med nærvær – og forbindelsen til publikum – har været et omdrejningspunkt i arbejdsprocessen med forestillingen. Montréal Danse har altid lange prøveperioder, de tilstræber gerne en prøveperiode på to år, noget der giver en unik mulighed for at afprøve forestillingen flere gange inden premieren. Prisms er ingen undtagelse, og hun fortæller, at de på et tidspunkt, halvandet år før forestillingen var premiereklar, havde en visning af work-in-progress, hvor de blev smerteligt klar over, at det nærvær, der var så nødvendigt, for at forestillingen skulle fungere godt, ikke var der. Tilbage i prøvesalen fik de så arbejdet videre med dette – og det har givet fuld valuta. Et andet væsentligt moment ved den lange prøveperiode er den tillid, der opbygges mellem danserne, en tillid der muliggør en intens eksperimentering med idéer og vilde forslag, og giver tid og plads til at afprøve, hvor grænserne går i en tryg sammenhæng, inden koreografien lægges fast.
Modenhed og tilstedeværelse
Kathy Casey fortæller også, at de fleste af danserne er 40-50 år gamle; noget der måske bidrager til den modenhed og tilstedeværelse, der er i forestillingen, også dér hvor tempoet er højt og dansen teknisk krævende.
I det hele taget er der en grundstemning af åbenhed og venlighed i mødet med Montréal Danse, der både kunne mærkes under forestillingen, og i samtalen med Kathy Casey og danserne, som jeg mødte et par stykker af efter forestillingen. De fortalte mere end gerne om deres turné i Danmark, og om arbejdet med Prisms. Dette, i kombination med koreografiens intenst artikulerede trinde og spektakulære tableauer, forestillingens knivskarpe fokus, sexethed, sårbarhed, vanvid og musikalitet, gjorde mødet med Montréal Danse til en unik og berigende oplevelse, hvor de farveoplevelser, der opstod under forestillingen, gav et signifikant aftryk også efter, at lyset var slukket.
FAKTA
Prisms af Montréal Danse
Spillede på Bora Bora, Århus, april 2016