…ifølge den schweiziske lyskunstner Sophie Guyot om lyset i forestillingen ON/VOLT af Tina Tarpgaard, Recoil Performance Group. Og der er altså noget med lyset i denne her forestilling. Dette noget måtte jeg bare finde ud af, hvad var, efter at have set og mærket ON/VOLT.
af Betina Rex (stud.mag.)
Famlende mig vej frem til min tilskuerplads langs en sti af fluorescerende papirstumper for derefter forsigtigt at placere enden i sædet, med fare for at ramme ved siden af, bemærker jeg, hvordan et saligt smil breder sig over mit ansigt. Hov, så blev jeg lige mindet om, at verden findes omkring mig helt fysisk og konkret, og at en tur i teatret ikke kun behøver at have med øjnene at gøre.
Min krop bliver lige tunet ind på sig selv, og dér; helt stille i mørket, mærker den rummet, på en anden måde, end hvis jeg allerede havde set det i oplyst tilstand. Hvis jeg havde set det, havde jeg netop ikke lagt mærke til, at mørket – der gør det umuligt for mig at se noget som helst – faktisk får mig til at være opmærksom på de omgivelser, jeg ikke kan se. Jeg lægger mærke til dem.
Mit eneste visuelle holdepunkt, der gør det muligt for mig at danne mig et vagt overblik over rummets omtrentlige størrelse, er den ring af de fluorescerende papirstykker, der ligger foran mig og danner en form for sceneafgrænsning. En ring, som langsomt begynder at opløse sig selv. Rummet revner, og min krop er overladt til ”røven i sædet” og fødderne på gulvet som de to eneste forbindelser til det rum, jeg kropsligt og logisk ved, jeg befinder mig i, men som visuelt er aldeles fraværende.
At det er danserne, der bruger deres kroppe til at forandre ringen af papir med, er noget, jeg hører, mere end det er noget, jeg ser. Langsomt bygger de ”usynlige” dansere sig selv op som lysende træer, der svajende hypnotiserer mit blik – og ganske langsomt forkrøbler og går til grunde. Da rummet dernæst gradvist bliver mere oplyst, og danserne bliver synlige, bliver min indledende taktile oplevelse af mørket hængende i kroppen som en fysisk fornemmelse, der varer ved længe efter, at lyset igen er gået ned, og jeg er uden for salens univers.
ON/VOLT. Recoil Performance Group. Koreografi: Tina Tarpgaard. Foto: Søren Meisner
Om ON/VOLT
– eller et interview med den schweiziske lyskunstner Sophie Guyot om lyset i forestillingen
Der er, som titlen også antyder, noget med lyset i forestillingen On/Volt. Noget som, ironisk nok, bedst ses i mørket. ON/VOLT er endnu et værk fra koreografen Tina Tarpgaard, og hendes Recoil Performance Group.
Lyskunstneren Sophie Guyot
Recoil Kompagniet har en udtalt intention om at skabe kunstneriske samarbejder på tværs af både genrer og grænser.
Og det er her, at den schweiziske lyskunstner Sophie Guyot så at sige kaster sit lys ind i og over forestillingen. Som lyskunstner arbejder Sophie Guyot som oftest solo. Hun er vant til at arbejde installationsmæssigt og skulpturelt med lys, ofte udendørs og ofte i forbindelse med bygninger eller andre større monumenter, så belysningen af menneskekroppen på en teaterscene er noget nyt for hende. Og samarbejdet med koreografer og dansere omkring en konkret danseforestilling derfor er som at betræde ukendt territorium. Hvordan er det at komme ”ind fra højre” og arbejde med lys i koreografi og dans på et teater? Hvad er hendes blik?
Just one point of light gets you to see the darkness
En sen eftermiddag fangede jeg derfor Sophie Guyot på det allestedsnærværende medie Skype, til en snak om hendes arbejde med On/Volt.
På den let skrattende forbindelse direkte fra Alperne fortæller den imødekommende stemme mig, at hun nærmest lod sig kaste ind i en kunstnerisk proces, hvor det pludseligt er levende, bevægelige kroppe, der skal belyses – og ikke ting eller bygninger, som hun plejer at arbejde med – og hvor lyset på den måde ikke er det centrale element, men derimod ét ud af mange andre delelementer, som tilsammen skaber kunstværket. Dét har været en stor, lærerig, og spændende udfordring. ”It has a purpose to serve.”
Det fælles udgangspunkt for Tina Tarpgaard og Sophie Guyot har været at udforske mørket. Det skulle starte med mørket. Hvilket også er grunden til, at det fluorescerende papir blev introduceret. For hvis man skal se (i) mørket, så har man brug for lidt lys. Ikke for meget, men ”just one point of light gets you to see the darkness.”
Create an illusion with real things
Sophie Guyots primære arbejdsområde har været lyset, men netop fordi lyset er så stor en del af forestillingens udtryk, har hendes blik på dramaturgien og koreografien også været en vigtig del af samarbejdet. Netop derfor var Sophie Guyot meget glad for samarbejdet med Tina Tarpgaard, og særligt måden hvorpå hun er blevet inddraget som sparringspartner i arbejdet med danserne.
Sophie Guyot fortæller, hvordan Tina Tarpgaards ønske var et slags lysredskab, som danserne kunne arbejde med på scenen, men det skulle ikke være som det sædvanlige teaterlys, det skulle være et simpelt og reelt materiale, der ikke vejede for meget. Og her kom papiret så at sige ind på scenen. Ved at bemale papir med fluorescerende maling fik de netop skabt et sådant redskab, simpelt, konkret og meget virkningsfuldt. De kunne med Sophie Guyots ord: ”Create an illusion with completely real things”.
Den virkelige illusion
Netop den illusion jeg indledningsvist beskrev, den der sprang ud af mørket, eller måske nærmere trak mig med ind i det. Illusionen, der bliver virkelig, fordi jeg ved, at den netop er en illusion. Og derfor ophører den ikke med at være en ”virkelig illusion” for mig, bare fordi lyset bliver tændt. For den eksisterer ikke i lyset, men i mødet mellem mørket, det lysende papir, og dansernes kroppe.
Hvis den rigtige idé opstår, og den spændende samarbejdspartner byder sig til, så kunne Sophie Guyot godt tænkes at ville springe ud i arbejdet med lys, dans og teater igen engang. For On/Volt har givet hende lyst til at udforske den form for kunstnerisk samarbejde, fordi det er så lærerigt og udfordrende at mødes på tværs af genrer og arbejdsmetoder. Så måske kan man være så heldig at støde ind i Sophies Guyots lyskunstneriske arbejde på en scene i fremtiden. Det ville i så fald være et kig værd. Også selvom det er i mørket.
FAKTA:
Interview med den schweiziske lyskunstner Sophie Guyot.
Info: Sophie Guyot
ON/VOLT – med Recoil Performance Group – koreografi af Tina Tarpgaard
Info: Dansehallerne + Recoil Performance Group
LÆS også Iben Maria Hammers artikel om ON/VOLT