I sin danske kontekst henviste moderne dans indtil 1970 hovedsagelig til importerede samværsdanse som foxtrot, boston, tango og charleston, der kom hertil med den ny dansemusik fra.
Imidlertid fandt gæstespil med modern dance vej til Danmark op igennem hele 1900-tallet. Isæsonen 1905-1906 sås fx Loie Fuller i cirkusbygningen og Isadora Duncan i Odd Fellow Palæet i Kbh. Tyske Kurt Jooss gæstede Danmark i 1934 og 1946 med blandt andet antikrigsballetten Der grüne Tisch 1932 (Det Grønne Bord), og i 1947 bar hovedparten af bidragene til Den Tredje Internationale Koreografikonkurrence, der blev afholdt i København, stærkt præg af den europæiske variant af moderne dans.
I årene fra 2. Verdenskrigs ophør til begyndelsen af 1960erne sås desuden en række gæstespil med amerikanske dansekunstnere af moderne tilsnit, blandt andet kom Talley Beatty og hans Tropicans Ballet i 1949. Martha Graham i 1954 og Katherine Dunham i 1959. I løbet af 1960erne sås Alvin Ailey og hans dansere ved flere lejligheder.
Desuden optrådte moderne dans som undervisningstilbud ved de årligt tilbagevendende sommerkurser for professionelle dansere på Bartholins Internationale Balletseminar. Det var imidlertid først med den tidligere Graham-danser Paul Taylors engagement som koreograf og hans kompagnis efterfølgende gæstespil på Det Kongelige Teater i 1968, at det danske balletpublikum for alvor fik øjnene op for moderne dans.
Moderne dans etableres i Danmark
I de efterfølgende år flyttede en række udenlandske dansere og koreografer hertil, hvilket fik stor betydning for genrens etablering i Danmark. Her tænkes i særlig grad på Ann Crosset og Cher Geurtze, som udmøntede deres kunstneriske samarbejde i Uppercut Danseteater 1980-89. Gruppen, som fra 1989 har været ledet af Cher Geurtze og Sheila de Val, har siden 1999 funderet sit arbejde på børn og unge i tæt kontakt med nærmiljøet i det multietnisk sammensatte nordvestkvarter i København.
Fra USA kom også Rhea Leman, kunstnerisk leder af gruppen The Ladies (1982-85), der skiftede navn til Teater Tango (1985-98). Fra Sverige kom koreografen Marie Lalander og oprettede Corona Danseteater i 1983. 1988 overdrog hun ledelsen til Jørgen Carlslund, der har ført gruppens arbejde videre med fokus på dans for børn.
Andre udenlandske dansekunstnere, der i denne periode bidrog med forestillinger, var den Merce Cunningham-inspirerede Nanna Nilsson med New Now Dancers og den fabulerende og humoristiske colombianske koreograf Jorge Holguin med Jorge Holguin Danseteater (1982-89). Dette kompagni blev efter Holguins død ført videre først som ricketts dance co. (1989-96), siden som Åben Dans Productions med Thomas Eisenhardt som kunstnerisk leder.
Mange af de udenlandske dansere, der kom til København i denne periode, gjorde første stop hos gruppen Living Movement (1972-84), hvis Åben Scene udgjorde et dynamisk omdrejningspunkt for nyskabende dans i årene 1977-84. Gruppen, der blev til på initiativ af den herboende norske koreograf Randi Patterson i samarbejde med Jytte Kjøbek, Graziella Hsu og Nina Voltelen, udmærkede sig blandt andet ved at koreografere til nyere dansk kompositionsmusik af blandt andre Svend Aaquist Johansen og Kenneth Knudsen. Kunstnerisk målrettet inden for moderne dans arbejdede også Micado Danseteater (1989-98) under ledelse af koreograferne Mikala Bjarnov Lage og Charlotte Rindom, der samarbejdede med blandt andre den senere Reumert-prisbelønnede koreograf Kenneth Kreutzmann.
Nyt Dansk Danseteater (1981) også kendt som NDDT, hvor Randi Patterson fortsatte sin gerning som kunstnerisk leder, kom i kraft af omfattende turnévirksomhed til de danske teaterforeninger til at få stor betydning med hensyn til at få moderne scenisk dans på det kulturelle landkort i DK.
Kompagniet, der i 2005 flyttede ind på Folketeatret og samtidig ændrede navn til Dansk Danseteater, fik med udnævnelsen af koreograf Tim Rushton til kunstnerisk leder i 2001 en profil, der i højere grad end tidligere fusionerede balletbaseret æstetik med danseteknikker fra den nyere moderne dans.
I Århus stod Marie Brolin-Tanis MBT Danseteater (1991-2001) for en tilsvarende sammensmeltning af klassisk og moderne dans. Flagskibet for den moderne sceniske dans i Århus blev fra 2001-07 tegnet af koreograf Palle Granhøj, kunstnerisk leder af gæstespilsscenen GRANteater for Dans og af Granhøj Dans, der har udmærket sig ved en omfattende international turnévirksomhed.
Koreografen Jens Bjerregaard flyttede som kunstnerisk leder af Urban Elves (1998-2004) sine aktiviteter først til Fyn med gruppen Mancopy – Odense Danse Kompagni (2004) og fra 2007-09 til Århus i det tidligere GRAN, der kom til at hedde Koreografisk Center Archauz.
Såvel dansens publikum som de skabende kunstnere inden for moderne dans i Danmark nød fra sidst i 1970erne godt af inspirationen fra de højt profilerede kunstnere i festivaler som Århus Festuge, Fools og Dancin’ City, hvis programmer bød på både ren dans og dans i frugtbart crossover med andre scenekunstneriske genrer.
Afgørende for konsolideringen af moderne dans i dansk sammenhæng var etableringen af institutioner som Dansens Hus og Danseværket i Århus, der samler en række af dansens nøglefunktioner under sig. I 1992 så Skolen for Moderne Dans desuden dagens lys, og det efterfølgende år kom Dansescenen til. (Skolen for Moderne Dans er i dag en integreret del af Statens Scenekunstskole; red.)
Blandt stilarterne ses ved indgangen til det 21. århundrede fortsat moderne udtryksbaseret dans ved fx Living Creatures (1995) ledet af koreograf Camilla Stage. Herudover er den japansk inspirerede butohdans fornemt repræsenteret med kompagniet X-act under ledelse af Kitt Johnson, den mere performanceorienterede ny dans ved kompagnierne (stilleben) (1995) under ledelse af Anders Christiansen, Mute Comp. Physical Theatre (1999) etableret af Kasper Ravnhøj og Jacob Stage samt Liminal.dk (1999) under ledelse af Erik Pold, Adelaide Benzon og Pernille Koch.
Endelig skal nævnes den stærke inspiration fra release-teknik, som hos Lene Boel finder udtryk i blandt andet dansefilm, mens den omsat til dans af en koreograf som Sara Gebran tilføjer moderne dans i Danmark et vitalt (køns)politisk engagement.
[ Kilde: (redigeret) Karen Vedel; Gyldendals Teaterleksikon ]