“Mit stille hjem” – Hvad er frihed?

Et øjebliksbillede af en nutidig såvel som historisk krigstilstand, skabt gennem dansen i et unikt samarbejde med tre ukrainske dansere, der er flygtet fra deres hjemland grundet krigen. En hyldest til det ukuelige mod og den styrke, der ligger i kvinden og i det kvindelige fællesskab – både det nære og det fjerne på tværs af globale grænser og generationer. Forestillingen spillede under Cph Stage den 9.-10. juni på Dansekapellet.

af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)

Mit stille hjem – af Holstebro Dansekompagni. Foto: Jonas Søgaard

Frihed er at være ubegrænset: bevægelser, der flyder frit, hurtigt, rettet udad. Runde former tegnet i luften. En konstant vækst af kroppen, det uhindrede selvudtryk. Friheden til at klare ting alene, men også at lade sig blive inspireret af andres bevægelser.

Frihed er at træde i ens kraft under begrænsningerne. Det er at søge opad hele tiden, når krigen slår ned, selvom ens krop, ens liv, ikke kan lade være med at blive trukket ned af tragediens tyngdekraft. At hoppe så højt man kan, selvom visse kropsdele ikke længere kan bevæge sig.

Frihed er at rumme ens indre virkelighed og indrette sig ifølge det. Nogle gange er man nødt til at bevæge sig langsomt, forsigtigt fremad, at bruge armene som en snegl bruger sine tentakler, og trække sig tilbage når man ikke er klar endnu. Men at blive ved med at være nysgerrig.

Mit stille hjem – af Holstebro Dansekompagni. Foto: Jonas Søgaard

Frihed er fællesskabet. At kunne læne sig op ad hinanden for at forme en ny organisme sammen. En blomst, der åbner gennem dansernes synkroniserede, harmoniske bevægelser. Et væsen, der kan mere end de enkelte dele sammen. Indbyrdes afhængighed.

Frihed er at finde umulige balancestillinger. At finde balancen under umulige stillinger. Som i umulige omstændigheder i livet.

Frihed er at være mostandsdygtig; når man ikke kan knækkes, selv når man bliver bøjet til det yderste.

Frihed er at kunne være det tavse held, der støtter modstanden fra bagscenen, i stilhed, uden nogensinde at blive anerkendt for det.

Frihed er at lade sig blive løftet af andre: som en fejring, som en støtte eller under vejen mod gravstenen.

Frihed er nogle gange at vælge døden. Soldater, der kæmper, og falder, og de civile, der vælger at dø i deres hjemby. Friheden er også at vælge livet og flytte til et andet land.

Mit stille hjem – af Holstebro Dansekompagni. Foto: Jonas Søgaard

Frihed er at rumme livets kompleksitet og alle de kvaliteter, der altid eksisterer simultant: det komiske, tragiske, groteske og seksuelle. Det abstrakte og hverdagsagtige. Frihed er at bevare dem alle sammen og ikke lade nogen tage dem fra én.

Frihed er at kunne finde ens identitet og ens rødder trods højrenationalisme og Vestens selvbestaltede selvnarrativ. At kunne vælge, hvad er mig, hvad er en del af mig. Måske er det en folkesang, en bestemt måde at klappe i hænderne på, overkroppens holdning. Frihed er at vælge det, der giver mening, i stedet for rigide ideologier.

Frihed er at bevare vores menneskelighed, selv når de forsøger at tilintetgøre os.

FAKTA

MIT STILLE HJEM
af Holstebro Dansekompagni

Om forestillingen
Et øjebliksbillede af en nutidig såvel som historisk krigstilstand, skabt gennem dansen i et unikt samarbejde med tre ukrainske dansere, Kateryna Kuznetsova, Yekateryna Bysheva og Oleksandra Maksimchuk, der er flygtet fra deres hjemland grundet krigen.
Det er en danseforestilling, hvor afmagt, sorg og uvished uundgåeligt er til stede. Det er samtidig en hyldest til det ukuelige mod og den styrke, der ligger i kvinden og i det kvindelige fællesskab – både det nære og det fjerne på tværs af globale grænser og generationer.
’Mit Stille Hjem’ er en poetisk, rørende og kraftfuld danseprotest mod ydre magter, der på trods af deres grusomheder ikke kan hindre disse kvinder i at gå på scenen og danse.

Info: Holstebro Dansekompagni

Kreditering

David Cornelius Price (Instruktør; Idé; Koreograf)
Marie Brolin-Tani (Koreograf)
Paulina Smatlakova (Instruktørassistent)
Åsa Gjerstad (Kostumier)
Rikke Frigast Jakobsen (Dramaturg)
Kim Glud (Lysdesigner)
Søren Vestergaard (Komponist)
Kateryna Kuznetsova (Danser)
Yekateryna Bysheva (Danser)
Oleksanda Maksimchuk (Danser)
Amalie Stitz (Danser)
Nikoline Due (Danser)
Carolina Rodrigues (Danser)
Lene Bonde (Danser)
Emilija Rudzite (Danser)
Marie Brolin-Tani (Danser)

Spillested:

Dansekapellet, København
Bispebjerg Torv 1
2400 København NV

Info: Dansekapellet

Om CPH Stage
CPH STAGE er landets største teaterfestival for professionelt teater og finder sted hvert år slut maj / start juni i København og på Frederiksberg.

Info: CPHStage

Theme developed by TouchSize - Premium WordPress Themes and Websites