DANS spurgte Lis Engel, om hun ville være med til en lille leg – nemlig at skabe et menukort over dansefilosofier på ægte pizzamanér.
Den udfordring var hun heldigvis helt med på, og det blev til det essay, som vi bragte i DANS (forår 2021), og som vi mener også hører til her på Dansemagasinet, da vi samler alle bidrag her på sitet til gavn og glæde for flest mulige.
Essay af Lis Engel som publiceret i DANS (forår 2021):
Improvisationer over en dansefilosofi (s. 34-38)
(NB: Du kan læse teksten i sin fulde længde nedenunder billedserien her)
Improvisationer over en Dansefilosofi – eller ”du er allerede danset”
Kroppen i dansen – dansen i kroppen
et essay af Lis Engel (pens.lektor i krop og æstetik, billedkunstner, phd)
Vi er allerede dansede. En sætning som jeg så på en kunstudstilling i december 2020 i Galleri Sapere Aude i forbindelse med filosof og multikunstner Ole Fogh Kirkebys soloudstilling der.
Ole Fogh Kirkebys mange måder at udtrykke sig på rækker fra det filosofisk faglige ind i det poetiske og musiske. Han har skrevet poetiske eventyr og har altid malet og spillet musik, hvor især soloviolin har hans store interesse. På denne spændende udstilling i Galleri Aude med titlen ”Filosofiske fikserbilleder”, møder vi blandt andet et værk med titlen ”De Dansende”, og Ole skriver følgende tekst til maleriet:
”De dansende falder som dråber i de perler af krystalklar sved, som glider ned foran deres øjne.
Og sådan er det. Du danser altid et andet sted. Altid med en anden. Egentligt er du danset.
Og kender du dansens navn, kan du ryste dens rytme af dig og gå, uden at gå for nogen, uden at ville vække begær eller opsigt, men gå lige ind i dit eget hjerte.”
Og måske er dansen netop dét – vejen til at gå lige ind i dit eget hjerte.
Vi, der er blevet danset, ved, at det er kongevejen til et intenst nærvær og en intensivering af følelsen af samhørighed med det, der er større end dig selv og vejen til forvandling af alle sanser, og at det kan være kongevejen til udvidede bevidsthedstilstande.
Dansen som erfaring af det uudsigelige peger på dansen som et medie, der intuitivt, men også bevidst, stemmer krop, tanke og verden.
Kroppen-i-dansen og dansen-i-kroppen
Dette er et lille improviserende essay i og om kroppen-i-dansen og dansen-i-kroppen eller om bevægelsen-i-kroppen-i rummet-i verden-i virkeligheden, hvor læserens erfaring forhåbentligt får lyst til at danse med og krydse ind over ordene i teksten og forme sine egne sidespor om erfaringer af kroppen i dansen – og dansen i kroppen.
Nogle af mine egne erfaringer med kroppen i dansen og den dansende krop udspringer først og fremmest af erfaringer med at danse og dermed – som så mange moderne dansere – af et bredt register af forskellige former for kropstræning og kropsteknikker med mange forskellige filosofiske dimensioner bagved den konkrete fysiske udforskning af Hvad kroppen kan og Hvordan bevægelse kan gøre en forskel, der er betydningsfuld.
Vi berører verden og verden berører os, og det skabende princip kommer til udfoldelse i et dynamisk møde, hvor vi både giver og modtager. For at kunne gøre det bedst muligt, må vi øve os i at kunne være lydhøre. At gå ind i en zone, hvor vi tømmer os for det, vi tror, vi ved og vil. Det handler om at stille sig til rådighed for mødet så åbent men også så aktivt nærværende og handlende som muligt. Her bliver kroppen døren til, at al ”skønhed sker” – skønhed forstået som intensivering af livsfølelsen!
En dansens filosofi
Der er som bekendt mange måder at danse på – ligeså mange og ligeså foranderlige som menneskers måder at opleve og udtrykke sig på. Dansen er afhængig af steder og tider, kulturer og ikke mindst øjeblikket som mening og kontekst. Det gælder alt af betydning i menneskers liv, mening og kontekst. Der kan i mine øjne være mange dansefilosofier, men enhver filosofi afspejler værdier og erfaringer af betydning. Nogle vigtige spørgsmål kunne være:
Hvad er formålet? Hvordan ser vi på dansen socialt? Og hvad betyder dansen i kunsten?
For mig er dans, både den sociale og den kunstneriske, forankret i menneskets grundlæggende fornemmelse for rytme og samhørighed.
I vores kultur er den også blevet forbundet med det feminine, men det er efter min forståelse en kulturel begrænsning, som ikke gavner forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske – og hvad dans er. I begyndelsen var ordet, står der i biblen, men vi kan også forstå ordene som indåndingen og udåndingen – og dermed se dansens oprindelse i havets bølger, i urbevægelsen, i livspulsen – i selve livsfølelsen.
Dansen er et udtryk for livsenergi og en grundlæggende samhørighed med livsfølelsen, som stedet, hvorfra vi sanser og udtrykker vores møde med os selv og verden.
Hvilke kropsbilleder og metaforer bruger danserne om kroppen og om dansen?
Kan vi metaforisk set tale om dansen som lys og lystbølger, der gennemstrømmer øjeblikket og forbinder alt?
Det apollinske og det dionysiske – Kontrol og spontanitet … Orden og kaos
Jeg har altid været meget optaget af de forskelle i udtryk, der ligger i den ekstreme kontrol og det spontane og intuitive – og især kropsligt fornemmet den evige magtkamp mellem det apollinske, forstået som de kulturelle teknikker, og det dionysiske, som det passionerede og spontane livsudtryk fx tydeligt i havestil, fra det meget skarpe og kontrollerede til det helt ”vild med vilje”.
Jeg har også diskuteret det med mange dansere og koreografer, og fx sagde Steen Koerner en gang til mig, at mennesker vil se ”kontrol”. Det er et udtalt spørgsmål i alle diskussioner om kvalitet i kunst og i diskussioner om ”det gode liv”. Vi ønsker ofte kontrol og dermed mulighed for at kunne forudsige og være med til at bestemme, hvad der kommer til at ske – og hvad og hvorfor, noget er betydningsfuldt og skønt. Men vi er også draget mod det overraskende, det ukendte, og det vi ikke kan kontrollere og forudsige.
Kunsten har altid udforsket den vej – og det spejler sig i de mange forskellige kulturelle teknikker. Jeg forstår dansens særlige mulighed som det, der berører vores kropslige sansning og erfaring og som kongevejen til at forbinde bevægelse og berøring med rytme og sansning. I den betydning forstår jeg dansen som en intensivering af livsfølelse og af samhørighed.
Alle kunstformer udforsker dette møde mellem det apollinske og det dionysiske ved hjælp af kunstens og kulturens teknikker og forestillinger, men netop i en åben og legende tilgang, hvor vi udvider åbningen for at kunne give og modtage. De kunstneriske teknikker, metoder og processer sker i et rum, der forbinder det kendte med det ukendte, og netop derfor åbner kunsten for ny betydning og nye sammenhænge både af det kendte og det anderledes. Så kontrol er en side af den menneskelige forståelse af kunst og kropslighed og dermed også af dansen og bevægelsen, men den anden side er nysgerrigheden, åbenheden, overraskelsen, legen og spontaniteten ind i den udvidede og intensiverede måde at møde os selv og verden på – og dermed kan kunsten og ikke mindst dansen åbne døren ind til dét, vi endnu ikke ved. Så på den ene side handler det om at kunne gøre det, vi vil (og kan), men også om at opdage at vi kan gøre noget, vi ikke vidste, vi kunne.
af billedkunstner Lis Engel
Krop-tanken-begivenheden
Her vil jeg læne mig op ad den moderne fænomenologiske begivenheds filosof, professor Ole Fogh Kirkeby, der kalder det fænomen for ”translokutionaritet”. Han forklarer, at det betyder, at jeg ikke ved, hvad jeg tænker, før jeg hører mig selv sige det. Og yderligere at det også berører kropstanken og begivenheden, fordi jeg ikke ved, hvad jeg kan gøre, før jeg gør det. Det er et princip, der sætter fokus på, at vi ikke er adskilte fra vores omgivelser. Vi berører verden og verden berører os, og det skabende princip kommer til udfoldelse i et dynamisk møde, hvor vi både giver og modtager. For at kunne gøre det bedst muligt, må vi øve os i at kunne være lydhøre. At gå ind i en zone, hvor vi tømmer os for det, vi tror, vi ved og vil. Det handler om at stille sig til rådighed for mødet så åbent men også så aktivt nærværende og handlende som muligt. Her bliver kroppen døren til, at al ”skønhed sker” – skønhed forstået som intensivering af livsfølelsen!
Kroppen som form og følelse
Det handler om kroppen som form og følelse som en dør til livsfølelsen og dermed om, hvordan den stemte krop er en stadig bevægelse, der kan åbne og lukke en sprække ud mod verden. Kroppen er levende – den er altid i bevægelse og dermed er den en dynamisk del af nuets skabelse. Nuet sker. Virkeligheden sker. Og vi forbinder os med det, der sker gennem vores oplevelse. Vi er en dynamisk del af det, som sker i kraft af vores kropslighed.
Vores møder med øjeblikket farver verden, og verden farver vores måder at møde verden på. De to dimensioner er ikke adskilt men vævet sammen. Noget sker, som gør en forskel. Dansen-i-kroppen sker, både når vi selv danser, men ideelt også når vi oplever andre danse. Dansen opleves som tilstande, der rækker ud over fortællingen, ud over det logisk rationelle og ind i det stemte, det musiske, det uudsigelige. Det kan ske, når vi giver os selv helt til det, som sker. En sådan oplevelse åbner ind i ”den anden tilstand” – en form for selvforglemmelse men samtidigt fuldstændigt nærværende følelse af at være i bevægelsen-i begivenheden- i lyden-i lyset- ind i det felt, hvor dansen forvandles fra at være stillinger til at blive som lysbølger, der gennemstrømmer alt og gør alt til de samme lysbølger. En tilstand, der også somme tider er beskrevet af mystikere og i den tradition beskrives som unio mystica.
Det er klart, at det ikke kun handler om at nå en sådan tilstand – alle slags tilstande er nødvendige som mulige veje og udgangspunkter, men det er en længere historie om, hvordan materialer, erfaringer, fornemmelser, disciplin, fysisk træning, følelser, forestillinger og kulturelle fortællinger og kunstneriske og eksistentielle livsforståelser mødes, og nye udtryk og forståelser kan ske.
Dansen-i-kroppen sker, både når vi selv danser, men ideelt også når vi oplever andre danse. Dansen opleves som tilstande, der rækker ud over fortællingen, ud over det logisk rationelle og ind i det stemte, det musiske, det uudsigelige. Det kan ske, når vi giver os selv helt til det, som sker.
NOTER:
1 Danser og koreograf med ekspertise i Hip-Hop – … I 2003 skabte koreografen Steen Koerner en hiphopversion til Aveny-T af Nøddeknækkeren…
2 Ole Fogh Kirkeby (2007) Skønheden sker.
3 Ole Fogh Kirkeby (1998) begivenhed og kropstanke. En fænomenologisk-hermeneutisk analyse. København: Handelsehøjskolens Forlag
4 Tilstand er ikke et billede, ikke en tanke, ikke et tegn men en slags åbenhed ind i et allestedsnærvær – se mere Ole Fogh Kirkeby Begivenhed og kropstanke p 487 ff
5 Engel, Lis, dans, dans, dans – ideer i teori og praksis.