Tanker om vand, vand uden tanker
Her i efteråret var det publikum forundt at se aktuelle finske performere på Baltoppen LIVE. En sjælden oplevelse af høj kvalitet. Forestillingen I’m Liquid af Kinetic Orchestra udgør derfor også en del af Baltoppen LIVEs ”Finnish Focus”, som i 2021 og 2022 præsenterer nutidig finsk scenekunst.
Af Iben Maria Hammer (kulturskribent)
I I’m Liquid illuderer de fire danseres kroppe flydende væske gennem bløde bevægelser. Værket er karakteriseret ved fine pas de deuxer og dansernes lethed, og der er et flow i dansernes bevægelser med overgange, der er flydende som det vand, de skal illudere. Det opfindsomme finske kompagni, der ledes af prisvinderen Jarkko Mandelin, leverer dans af høj kvalitet. De kombinerer moderne dans, akrobatik og Martial Arts til et levende organisk bevægelsessprog.
Du er hvad du tænker
Man møder ofte sloganet ”Du er, hvad du spiser”, eller ”Du er, hvad du hører”. I I’m Liquid er danserne, hvad de tænker. Danserne transformerer sig til bølger eller kaster sig lydløst ned på gulvet som vand, der plasker, de er stille vand eller voldsomt vand, eller vand, der kan flyde i alle retninger. Bevægelserne stopper ikke pludseligt eller begrænses. Dansernes bevægelser glider over i hinanden, som var de én og samme krop eller element – nemlig bølgende og foranderligt vand.
Vandtema
Det konceptbaserede vandtema, hvor danserne illuderer en flydende form, får dem til at tænke over deres bevægelser på en anderledes måde. Bevægelserne er ikke styret af en intention, det er tanken om den flydende form, der får resten af kroppen til at følge med. Forestillingen om vand styrer nemlig deres bevægelser, så en ellers tung menneskekrop antager en flydende form gennem bevægelser, der ikke i første omgang er styret af en intention om at flytte en fod eller en hånd i en bestemt retning, som det ofte ses i ballet.
Fx kan en bevægelse begynde med en skulderbevægelse eller en hofte, der presses frem, i stedet for at det er hånden eller foden, der styrer bevægelsens retning, og når danserne lander, skal kroppen ikke være spændt og ”bounce back” fra det hårde gulv, men ligesom sprede sig ud som var den væske. Lidt af en teknisk udfordring på gulvet, som danserne får til at se legende let ud.
Kinesisk løvedans
Dansernes ”karatedragter” hæmmer ikke bevægelserne men muliggør de bølgende bevægelser og bløde overgange. Det for forestillingen karakteristiske løft i bælter er inspireret af den kinesiske løvedans, som bringer lykke og rigdom. Her bærer to asiatiske dansere et løvekostume med et stort hoved af træ og en hale af silke. Den ene danser styrer hovedet, mens den anden danser udgør den bagerste del af kroppen. Når den bagerste danser løfter i bæltet på den forreste danser, kan løven stå på bagbenene for eksempel.
De grundlæggende bevægelser I denne løvedans kan man også finde i den kinesiske form for Martial Arts, hvor løven ofte optræder til heftige trommeslag. Jarkko Mandelin understreger dog, at han ikke er ekspert i Martial Arts, men er inspireret af, hvordan han forestiller sig, at det er.
Musikken i I’m Liquid består ikke af trommeslag men af latinamerikanske evergreens, der lidt som i slow cumbia, afspilles i et langsomt tempo. Noget der giver forestillingen et skønt twist. Danserne er ikke fastlåste, der er konstant forandring eller udvikling, og det er spændende. Der er ikke noget hierarki eller nogen magtstrukturer, og det giver en meget befriende følelse.
Forestillingen vandt da også genklang og begejstring hos publikum.
FAKTA
Jarkko Mandelin har sammen med de fire dansere, Sanni Giordani, Anni Koskinen, Iiro Näkki and Oskari Turpeinen koreograferet værket. Hans kompagni har tidligere optrådt med værkerne Wolfpack, Storm in a Water Glass og Animals. Kompagniet har turneret i flere lande, hvor de også underviser og afholder workshops.
Spillede på Baltoppen Live.
Om forestillingen I’m Liquid:
CHOREOGRAPHY: Jarkko Mandelin
ON STAGE: Sanni Giordani, Anni Koskinen, Iiro Näkki and Oskari Turpeinen
SOUND DESIGN: Janne Hast
LIGHT DESIGN: Jukka Huitila
SET DESIGN: Jarkko Mandelin and Jukka Huitila
COSTUME DESIGN: Kirsi Gum
PRODUCTION: Kinetic Orchestra / Apinatarha
SUPPORTED BY: Arts Promotion Center Finland, Finnish Cultural Foundation
PREMIERE YEAR: 2018