Holstebro Dansekompagni og Aarhus Teater tegner et kontrastfyldt generationsportræt af generation Z med den futuristiske hybridforestilling GENZ ENDGAME
af Cecilie Hansen (projektassistent)
I zeitgeist-forestilling GENZ ENDGAME skildres et fragmentarisk generationsportræt af Generation Z. Generation Z er fra årene 1996-2012, digitalt indfødt og vokset op i en tid, hvor man stadig troede, at alting herfra kun ville blive bedre. På Aarhus Teaters Scala-scene dykker Holstebro Dansekompagni og instruktør Sigrid Johannesen ned i generationens idealisme, angst og håbløshed sat op i et stort liveshow. Med sange fra tidens danske kunstnere, dans og kalejdoskopiske videosekvenser portrætteres en hel generation i endeløse spejlinger af hinanden – samlet i den kønsløse karakter ALEX – hvor kampen for en bedre verden udfordres af en kaotisk og usammenhængende virkelighed.
Kampen for at være den bedste På scenen indtager danserne fra Holstebro Dansekompagni rummet med en robotisk elegance. David Prices koreografi har gjort dem til levende NPC’er (non-player characters), der med deres præcise, mekaniske bevægelser nærmest svæver hen over gulvet – akavet og urovækkende. Luke Hodkinson, Carley Lund og Igea Noioso er uniformt klædt i business casual: sorte, stramme nederdele, hvide skjorter og røde strømpebukser, ansigterne anonymiseret. Som en slags værter fører de publikum gennem talentshowets første del. De dirigerer uden ord, får salen til at klappe på kommando, forholder sig afventende på deres næste instruks eller synger med. Stemningen balancerer konstant på kanten af det akavede og det fascinerende. Ind på scenen kommer Alex, spillet af Thorbjørn Hedegaard, nervøst sitrende. Fremtoningen er som alle de andre Alex’er, der træder ind på scenen. Mullet, afblegede bryn, udtrådte bukser ved akillessenen, bart maveskind og navlepiercinger. Kønsløst, rendyrket poor core. Som taget ud af en fredag på Blågårdsgade på Nørrebro.
”How are you feeling, Alex?” Hvisker speakerstemmen.
Alex kigger rundt, søgende efter holdepunkter. Han bliver omringet af de tre dansende, ansigtsløse dommere. Kamerafører Sille Klysner Kjems, klædt identisk med de tre ansigtsløse dansere, bevæger sig tættere på ham, projekterer Alex op på to massive skærme på hver side af scenen og på bagvæggen. Alex er altid mellem skærme, og kameraerne zoomer ind på hans bævrende underlæbe.
Alex fokuserer på sin audition og bryder nervøst ud i “Kind mod Kind”-nummeret Ung og smuk. Alex bevæger sig akavet hen over scenen, afprøver kontakten til publikum, holder øjenkontakt, flirter lidt, bliver genert, kigger væk, vrider sig. Han læner sig ind i de elektroniske toner.Danserne udfylder her rummet omkring ham i en spiral af gentagne, pulserende trin, der ligner en maskine i overload. Kroppene virker på en gang synkrone og ude af takt, som om de er fanget i en ubønhørlig cyklus.
“Se mig nu, jeg kan være alting i dine øjne,” synger Alex med en skælvende stemme.
Musikken stopper brat, og scenen bliver sort, mens en ulmende lyd strømmer igennem rummet.
Liveoplevelsens samhørighed, fald og ekstase
Efter showet kollapser i første halvdel af forestillingen, forvandles hele iscenesættelsen. Dansernes masker falder, scenografien ændres og vi er til LIVESHOWS.
På scenen kommer Alex ind, spillet af Kevan Nirwan Soliman, klædt i sit bedste athelisure attire: sorte Nike boxers, Rugby-skulderpuder style med et par robuste læderbetrukne cowboystøvler som en anden ranch-arbejder i det vilde vesten. Alex sætter sig på scenekanten og fortæller, at han er vokset op som curlingbarn med faste sengetider, regler og faste rammer. Tempereret og reguleret af de voksne.
”Jeg fik min første telefon som 9-årig. Fuldstændig ureguleret.” fortæller Alex.
Vi venter i spænding på bekendelsen. Med et blik, der flakker mod gulvet, som om han genoplever øjeblikket, begynder han at fortælle. Det hele startede en tilfældig eftermiddag på livestream-mediet Omegle. Som så mange gange før var det en række ansigtsløse videochats med fremmede. Men denne gang tog samtalen en skarp drejning. Alex blev uforvarende udsat for et digitalt overgreb. Under en samtale blev han filmet uden samtykke i en sårbar situation – optagelser, som efterfølgende blev lagt ud på nettet. Aldersgrænse for Omegle er 18 år.
På bagvæggen toner en film frem på skærmen. Alex ligger på sin seng med en blond paryk over de mørke krøller. Vi panorerer langsomt væk fra ham i fugleperspektiv. Rammen erstattes af kopier af Alex i et endeløst mise-en-abyme. Til tonerne af Literally Everything med danske Brimheim udfolder sig et rum, der både er liderligt, barsk, svimlende og ømt – et rum, hvor Alex konfronterer sin egen sårbarhed og de uudslettelige digitale fodspor, der bliver hans egen selv-refererende ramme.
Her kommer Laura Løwes scenografi og visuelle gimmicks virkelig til sin ret. De bruger livevideo som et aktivt greb, og der klippes fra det statiske kamera blandt publikum, kameraføring og håndholdte iPhone-optagelser. På et tidspunkt er det næsten som om, at danserne er ved at lave en dogmefilm på klubben, når de svimlende snurrer rundt om sig selv på scenen. David Prices koreografi er på én gang stram og frigørende, og det er i bevægelserne, at forestillingens emotionelle kerne virkelig får plads. Danserne snurrer, bøjer og bryder kroppen i scener, der skifter mellem ren kontrol og total opløsning.
Da sangen er slut, står Alex’er og hiver efter vejret på scenen, da vi hører speakerstemmen:
“I think we are looking for something more authentic.”
Alex udvandrer fra scenen. Alt bliver sort.
Fremtidens dom
Mette Klakstein træder ind på scenen i en stor sølvgrå kjole med et stort rundt hul, der viser hendes gravide mave. Som den græske krigsgudinde, Athene, står hun og dømmer os, hævet over publikum på den lysende trappe. Hun stiller sig op på den belyste trappe og peger ud i salen, peger på sin mave og så ud på os igen. Fremtidens øje kigger på os. Ovenpå sin Thunbergsk tale giver hun fokus tilbage på klimaet.
“Vi kommer aldrig til at tilgive jer, hvis I svigter os,” råber Alex grådkvalt.
Som en ukuelig Fønix flyder tonerne til Fugle kan dø af Rest In Beats. David Prices koreografi er dynamisk og smuk i det scenografi- og kostumedesign, som Laura Løwe har skabt. Danserne marchereri sekvenser henover scenen. Det leder tankerne hen på kollektiv disciplin og militære formationer, der brydes af organiske, fuglelignende mønstre, hvor danserne smelter sammen og bevæger sig som ét organisme.
Det står i stor kontrast til Emil Prenters som Alex, der på scenen forinden har ræset gennem den amerikanske highway, som en anden Andrew Tate-elskende mand, der bare gerne vil have det grineren, på en kropsmodeleret Harley Davidson. Skrålende til Jeg har ingen stemme mere af Angående mig.
Samtidig skaber den intense live-kameraføring – med nærbilleder af triste øjne, rynkede bryn og stramme miner – en rørende sårbarhed, der bringer Generation Z’s indre kampe helt tæt på.
Et digitalt vanvid
Mod slutningen eksploderer forestillingen i et visuelt crescendo med Søren Knuds sansebombarderende videodesign – et kalejdoskopisk og kakofonisk videovanvid af billeder hentet direkte fra internettets dybeste hjørner. Alle udgaver af Alex, forestillingens kønsløse hovedperson, bliver til digitale avatarer, klædt i et sammensurium af udtryk: Instagram-filtre, K-pop-idoler, Minecraft-figurer og LEGO-mennesker. Danserne fylder scenen i en koreograferet kaossekvens, hvor kroppenes dynamik matcher videosekvensernes tempo. Sprættende bevægelser, hurtige skift og pludselige stop skaber en svimlende effekt, der spejler internettets overflod.
På tre massive skærme projiceres denne fragmenterede, hyperreelle verden ud mod publikum, mens Alex’ kamp udspiller sig live på scenen. Det er lige dele muntert og uhyggeligt, en billedstorm, der både fascinerer og konfronterer.
Her konfronteres Alex – og måske os alle – med en brutal afvisning: Af talentshowets glitrende facade, af generationens egne idealer og af den absurde, post-ironiske internetkultur, der synes at definere Gen Z. Forestillingen kulminerer i nummeret Føles Ik Som At Falde af Synd og Skam, indtil lyset ebber ud, og tæppet går ned.
Info: GENZ ENDGAME på Aarhus Teater – sidste spilledag den 29. januar
FAKTA
Tekster og iscenesættelse Sigrid Johannesen
Scenografi & kostumedesign Laura Løwe
Koreografi David Price
Musikalsk konsulent Marie Koldkjær Højlund
Lysdesign Thora Eriksen
Kamerafører: Sille Klysner Kjems
Videodesign Søren Knud
Lyddesign Aki Bech
Foto Rumle Skafte
Skuespillere Mette Klakstein, Emil Prenter, Thorbjørn Hedegaard, YAKUZA, Kevan Nirwan Soliman (studerende fra DDSKS, Aarhus, Skuespil)
Dansere Igea Noioso, Luke Hodkinson, Carley Lund
Præsenteres i samarbejde med Holstebro Dansekompagni