Lykkefølelse på kanten af gråd
Af Iben Maria Hammer (kulturskribent)
”Er I klar over, hvor smukke I er? ” blev de mange unge dansere mellem fjorten og toogtyve spurgt om efter forestillingen Frihed i Skuespilhuset den sjette august. Et retorisk spørgsmål, som egentlig ikke blev stillet for at få nogen til at rødme. Super cool unge mennesker, ingen attitude, professionel fremtoning, ærlige i deres udtryk, smukke, rene og med noget på hjerte, og derfor utrolig rørende at se på.
Allerede ved indgangen til Skuespilhuset bumpede jeg ind i en kvinde på vej ud. Bevæget og spontant udbrød hun: Hvor er det bare skønt at se dem danse! Jamen, jeg har ikke set forestillingen endnu, kunne jeg kun sige. Men hun havde ret. Hvis jeg har været i tvivl om, hvorvidt dans er indbegrebet af frihed, så ved jeg nu, at dans er frihed, og frihed er at danse. Det må være en universel erfaring og en menneskeret.
Optakten er musicalagtig. Danserne samles i det nærmeste hjørne med spot på de mange utroligt fine og forskellige ansigter, der først hylder friheden på forskellige sprog, og derpå afspejler ufriheden i bølgende bevægelser. Som om en blæst i form af et diktatur, næsten lægger dem ned og fremkalder angsten i deres ansigter. Billedskabende med en æstetik som i en fransk stumfilm.
Flagrende ærmer
Gruppen går i opløsning. Nogle tager opstilling langs væggen, mens enkelte skiller sig ud og indtager scenen, hvor der står spinkle sorte stole. Enkelte er væltede, og man tænker på et klasseværelse, på gruppedynamik, mobning og klassekultur. En ung androgyn, spinkel danser med store bevægelser og flagrende ærmer balancerer på en stol og skiller sig ud fra gruppen.
Alle danserne, både piger og drenge, er iført for store halvfærdige jakkesæt med kæmpesting som på en stout hos skrædderen. Ærmerne er skåret op, så vide skjorteærme stikker ud, svævende som vinger ved enhver bevægelse. En af ”vores smukke fremmede”, hvilket også er et stigmatiserende udtryk, folder en origami-fugl, og dette symbol på frihed omsættes til dans.
Go with the flow
Tim Rushton har fundet disse meget forskellige unge mennesker gennem en audition. Nogle havde danset både hip hop og moderne dans, nogle havde danset klassisk ballet og enkelte havde dyrket alle tre discipliner. De mødtes med Tim Rushton hver dag i flere uger, så Tim Rushtons kunstneriske ambition og brændende ønske om give dem mod, selvdisciplin, og en tro på sig selv, kunne realiseres.
Men det er den Nationale Scene, så uanset hvor hjemmevant og uimponeret Tim Rushtom færdes her, blev der op til premieren, øvet, øvet og øvet. Det var hårdt med den klassiske ballet-opvarmning, hårdt at møde ind hver dag. Nogle kunne ”sort of go with the flow ”, men for de, der aldrig havde danset før, var det måske svært at huske koreografien. Alt dette blev dog opvejet af et dejligt kammeratskab og friheden ved at improvisere.
Kunst uden bagtanke
Faktisk havde Tim Rushton ikke tænkt så meget på, hvad publikum skulle få ud af det. Et vidnesbyrd om kunst uden bagtanke eller leflen for publikum. Men ligesom Tim selv blev det, i den indledende fase, blev publikum dybt berørt af de unges historier, der udsprang af en øvelse, Tim havde lavet med dem. På en lang række med lukkede øjne havde alle fortalt, hvornår de sidst havde følt sig fri eller ufri. Ingen måtte reagere, intet kunne være forkert, og det havde resulteret i mange tårer.
Fortællingerne handlede om at være fanget i egen krop, at opleve en disharmoni mellem det, der er inde i hovedet på én selv og den krop, som man møder andre med. Glæden ved at have fået hormoner og en dybere stemme, som ligger tættere på ens identitet. Om racisme, og det at føle sig anderledes, både i ens oprindelsesland og her. Altid at skulle passe i en stereotyp opfattelse af indvandrere.
Eller om den frihedsfølelse havet kan give en. Om den lettelse, man kan opleve ved at køre afsted uden noget mål med en god veninde, kigge på mobilen og se, at man ikke længere får beskeder fra den kæreste, man ikke magter at have et forhold til. At kunne befri sig fra socialt pres osv. Historierne blev til interviews, der blev til spoken words på scenen, men som i høj grad bliver formidlet gennem dansen i sig selv.
Taget alvorligt
Forestillingen afføder stående applauser, og danserne kommer ind på scenen igen. Men nu ligner det fri dans. Danserne mødes to og to på midten, hilser og udveksler moves, lidt som i hip hop og break dance. Det er befriende skønt og let. Koreografien er måske tilpasset de unges kunnen, men en del spring og koreografi kunne sagtens have været tiltænkt Dansk Danseteaters dansere.
Så de her unge dansere er blevet taget særdeles alvorligt og yder en virkelig fin præstation, som skaber gribende og triste billeder på ufrihed og boblende glade billeder på frihed.
FRIHED …
Fakta
28 unges scenekunstneriske fortællinger
om FRIHED på Det Kongelige Teater
Sammen med den internationale kendte koreograf Tim Rushton, original livemusik komponeret af Gert Østergaard og bæredygtige recycled kostumer af Maja Brix, indtager 28 unge mennesker fra hovedstadsområdet d. 5-7 august scenen på Det Kongelige Teater i en samlende kreativ kraft. De har sammen skabt en rørende forestilling udfra de unges egne fortællinger om FRIHED.
SPILLEDE:
Den 5-.7. august, kl. 18.00 og 20.00 på Det Kongelige teater, Mellemgulvet
Den 8. august vil forestillingen FRIHED drage også kunne ses på Kunstmuseet ARKEN.
FRIHED er produceret af:
Projekt DanseDrømme produceres af BalCon f.m.b.a.
Kunstnerisk leder: Anette Abildgaard
Administration: Anne-Kari Ravn
SOCIAL INKLUSION MED KUNSTNERISK OG BÆREDYGTIG KVALITET
Forestillingen er et tidsbillede på en generation af unge mennesker, der møder konstante sociale udfordringer, restriktioner og eksistentielle dilemmaer i en verden i hastig forandring med de mange krav og forventninger, de bliver mødt med i deres hverdag. Forestillingen skildrer gennem dans og musik, hvad det vil sige at være ung i dag – på godt og ondt. Om hvordan det som ung er at stå over for udfordringer, der synes uoverkommelige – og om at samle mod til at kæmpe for det man tror på – trods alle odds
”Vi er mellem 14 og 22 år. Vi kommer fra øst og vest. Vores liv og historier er vidt forskellige. Vi har lært af hinanden undervejs i projektet, udfordret vores grænser og udviklet sider af os selv, vi ikke anede eksisterede. Ingenting er som før.” fortæller en af de unge.
Gennem 3 måneders workshops og prøver har de unge i et samarbejde med det kunstneriske hold været på en mental rejse ind i sindet og ud i kroppen og udforsket deres forskellige oplevelser over temaet FRIHED.
Som i de fem foregående Projekt DanseDrømme bliver forestillingen og projektets resultat en tour de force af ungdommens kraft, energi og nærvær, der sammen med både de unge og de erfarne musikere kommer ud over rampen som en uforglemmelig, skarp og medrivende totaloplevelse.
Projekt DanseDrømme stræber efter social inklusion med kunstnerisk kvalitet og er et gennemprøvet og bæredygtigt talentudviklingsprojekt med et socialt sigte. Et eksperimenterende scenekunst-projekt, hvor vidt forskellige unge med stor diversitet i alderen 14-22 år gennem et 3 mdr. langt forløb får chancen for at deltage i et kunstnerisk og udviklende projekt.
Projekt DanseDrømme ønsker at kvalificere, inspirere og understøtte unge i deres drømme og bidrage til højere livskvalitet, bedre livsduelighed og være med til at ruste dem til velfærdssamfundets udfordringer i fremtiden samt øge de unges interesse for og kendskab til scenekunst.
”Flere og flere unge føler ensomhed, utilstrækkelighed, præstationsangst og ondt i livet. Unge vil få mod og tro på at forfølge deres drømme og komme i gang med at skabe sig meningsfuld beskæftigelse eller egne kunstneriske projekter. Vi tror på, at der i et hvert ungt menneske en stemme, der vil ses og høres.”
Fortæller den kunstneriske leder Anette Abildgaard.
BÆREDYGTIGE KOSTUMER SKABT AF MORFARS GAMLE JAKKESÆT
Kostumerne er skabt af designeren Maja Brix i samarbejde med et hold designelever. De har gennem forløbet indsamlet brugte vintage jakkesæt, som blandt andet de unge selv har doneret til formålet. Jakkesættene er blevet re-konstrueret og tilpasset de unge og har på den måde et bæredygtigt formål, der skaber en særlig dynamisk og personlig effekt på scenen.
Kunstneriske team:
Koreograf: Tim Rushton
Komponist: Gert Østergaard
Kostumer: Maja Brix
Koreograf assistent: Vidar Hansen
Sociale projektkonsulenter: Lotte Rigmor Jung og Elise Haavik
Projektleder: Anette Abildgaard
Administration: Anne-Kari Ravn
PR: Carla Rafaella Gianetti
Evaluering: Simone Skejø
Studentermedhjælper: Laura A. Liebst
Foto: Per Morten Abrahamsen
Medvirkende:
Andrea Bach Sebbelov, Andreas Angelo Boldreel Schiøtt, Anna Celia Zulueta Larsen, Charlie Møller Nielsen, Clara Strange Andersen, Daniella Holm, Elise Madsen Kirkegaard, Emilie Blanchet Salwin, Emily Liva Hinman, Enya Fabienne Sedat, Eva Miladinovic, Frederikke Dannemand Erichsen, Freddy Madsen, Jacob Riber, Joline Marie Askov, Julie Elisabeth Bendix Villumsen, Julie Camille Thordal Lauritsen, Lea Demuth, Morgan, Nana Demuth, Otto Vangkilde, Sarafina Aisha Gomard, Felix Rosenfeldt Sieben, Theo Suissa Heimann, Tina Cao, Vigga Ackermann Kortzau, Villads L. Trautner.
Designelever:
Signe Lund Jensen. Nicoline Sandø Anderson, Alex frifelt, Troels Ludvig Tofft-Larsen, Ida Sofie Carlsen, Felicia Cherry, Rose waade, Designassistenter fra Kgl. Akademi, KEA, , VIA University College, Textilskolen
og Designskolen Kolding.
Projekt DanseDrømme er støttet af:
Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Den Danske Forskningsfond, Arne V. Schleschs Fond, Fritz H. Schur, Lemvigh Müller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden.
Med stor tak for samarbejde:
Det Kongelige Teater, Dansk Danseteater, Dansekapellet, Kunstmuseet Arken, TUBA.