Spejlet er et meget brugt, men ikke entydigt symbol i europæisk kunst, hvor det har repræsenteret både skønhed og forfængelighed, refleksion og fordærv. At bruge spejlet negativt som symbol på det overfladiske er en tradition, der mindst går tilbage til antikken, og som har påvirket kunstnere tættere på vores egen tid, end vi måske ved af. Således også med spejldansen i Bournonvilles La Ventana, hvor scenen med Señorita, der danser foran spejlet, stadig er forestillingens hjerte.
af Bernadette Alster (stud.mag)
I Staten sammenligner Platon billedkunstneren med én, der passivt holder et spejl op mod verden, hvilket han ikke bryder sig om, fordi der for ham er tale om forførelseskunst: Kunstneren befinder sig tre skridt fra virkeligheden, spejlingen er blot en spejling af fænomenerne, der igen er en spejling af idéerne. Derfor er kunst overfladisk og uberettiget. Platons metafysik virker måske i sig selv fremmedartet i dag, men derudover kan det også undre, at han insisterer på den kunstneriske proces som passiv, selvom den jo netop er kreativ.
Det gælder også for to dansere, hvor den ene skal agere spejlbillede eller skygge for den anden i spejldansen: Der ligger i høj grad et aktivt stykke kunstnerisk arbejde bag. Spørgsmålet er, hvordan et par minutters dans i en Bournonville-ballet, der ved første øjekast mest giver indtryk af effekt og teknisk dygtighed, kan fascinere publikum så meget, som den har gjort – som var der noget dybere på spil.
La Ventana af August Bournonville
La Ventana er en poetisk lille sag med dunkle undertoner. Den bestod oprindeligt kun af en enkelt scene – spejldansen. Den spanske Señorita og hendes skyggeballerina synkrondanser flirtende fra hver deres side af et mørkt slør, der smukt illuderer den patinerede overflade på et gammelt spejl. Scenen er kort, for Señorita skal videre ud i livet, og kærligheden venter lige uden for vinduet.
Bagatellen, som Bournonville kaldte den, blev hurtigt så populær, at han tilføjede en ekstra scene (munter dans på byens torv, da de elskende er blevet forenet), og også i Gudrun Bojesens udgave, der havde premiere på Det Kongelige Teater i foråret 2013, er der lagt mere til. Denne gang en indledning, der viser den spleenramte Señor på en fortovscafé, før vi får lov til at kigge ind i Señoritas drømmeboudoir.
Lille spejl på væggen der
Hvis man går til Bournonville selv i hans erindringer Mit Teaterliv (1848-78), er der ikke meget information om spejldansen. Han skriver, at han har taget idéen fra den romantiske danser og koreograf Paul Taglioni, der var af italiensk oprindelse, men arbejdede som balletmester i Berlin fra 1856. Om indholdet skriver Bournonville, at Señoritaen: ”ser sig i spejlet, danser foran sit billede, men kedes snart derved”.
Det kan man selvfølgelig vælge at tage for pålydende, men måske der alligevel er mere på spil, når man medtænker, at der er en lang tradition for motiver med kvinder, der spejler sig, op gennem den europæiske kulturhistorie – og at den tradition har mere ildevarslende undertoner end bare kedsomhed.
Hvis vi forlader Platon og vender os mod antikkens myter, kender de fleste nok historien om Narcissus, der forelsker sig i sit eget spejlbillede og må dø. Det er endnu et eksempel på spejlets negative egenskaber som et redskab for forfængelig selvfortabelse og dermed en forkastelig tendens til at vende sig bort fra verden. Man deltager ikke, når man spejler sig, og grækerne kaldte da også de borgere, der ikke deltog i samfundslivet, for ἰδιῶται, idioter. Med undtagelse af Narcissus-motivet er det måske derfor, mange flere kvinder end mænd spejler sig i kunsten. Kvinderne måtte til en vis grad være unyttige og smukke, hvorimod Narcissus i kraft af sit køn var mere sygelig end yndig.
Op igennem 1600- og 1700-tallet blev boudoir-scener med mere eller mindre letpåklædte kvinder, der gør sig i stand foran spejlet, populære. Nogle af dem blev udelukkende skabt til glæde for den mandlige beskuer, mens andre rummede moralske budskaber af memento mori-karakter. For at vende tilbage til det spanske univers, som også La Ventana tilhører, er et eksempel barokdigteren Francisco de Quevedo (1580-1645), der skrev satiriske hævndigte om kvinder, der havde været smukke og derfor spillet kostbare som unge, men endte deres dage som afdankede gammeljomfruer. I det hele taget fremstiller værkerne ofte den glæde, kvinden finder ved at iagttage sit eget spejlbillede som noget uafhængigt af manden og derfor farligt. Sæt nu, hun havde nok i sin egen dejlighed? Sæt nu, manden blev overflødig?
Også maleren Goya var glad for motivet og kunne være grum i sin satire, hvor han i stik fra begyndelsen af 1800-tallet udstiller pyntesyge gamle kællinger, der stirrer tilfredst ind i spejlet, mens tjenerstaben fniser i baggrunden. Der findes dog også en anden tradition, der opstod med rokokokunsten, hvor spejlet ikke er et symbol på selvfortabelse, men hvor kvinden, der spejler sig, bliver et symbol på kunstneren selv og de greb, han tyr til, for at gøre verden til et smukkere og mere behageligt sted. Som kvinden, der sætter hår og lægger make-up, sminker han verden til glæde for beskueren. Det er dog næppe denne tradition, Bournonvilles brug af spejlet ligger i forlængelse af. Señorita kan ikke blive ved med at spejle sig. Hun må væk fra det selvcentrerede koketteri, spejlet repræsenterer.
Fortabelse og harmoni
Uanset om Bournonville i sit arbejde med La Ventana har været opmærksom på spejlmotivets historie, gør Señorita netop det – ifølge traditionen – moralsk rigtige, da hun vender spejlet ryggen og i stedet kaster sig ud i verden og kærligheden. Hendes egen yndighed er ikke nok – hun har brug for manden i sit liv. Den romantiske dannelsesroman fra perioden lærer de unge at gøre det samme: Efter en periode med indadskuen og flirt med de dunklere sider af sindet, må man væk fra navlepilleriet og ud i verden, hvor man har en plads at indtage – om det så er som hustru og mor eller samfundsborger og familieoverhoved.
Dette blev endnu tydeligere i Den Kgl. Ballets udgave af La Ventana her i foråret, hvor også Señor må bekæmpe den spleen, der truer med at opsluge ham, hvis han ikke formår at vende sig bort fra sig selv. Som hun har brug for manden, har han brug for kvinden. Bournonville troede fuldt og fast på det respektable og ansvarlige liv. Han havde endda sine skrupler med overhovedet at sætte spanske danse op, fordi den sydlandske lidenskab ikke nødvendigvis passede ind i den pæne harmoni, han tilstræbte at skabe på scenen. Det utæmmede erotiske kaldte han slet og ret ”skadelig indflydelse”, og han gjorde meget for at give Den Kgl. Ballet en respektabilitet, der bestemt ikke har været en selvfølge før hans tid. I det korte kapitel om La Ventana skriver han: ”At bekæmpe denne retning [den skadelige indflydelse; red.] i enhver af scenens brancher har været en af mit livs opgaver, og såfremt mine kompositioner skulle opnå en fremtid, håber jeg, at de skal vidne om min stræben”.
Det dunkle aspekt giver liv til balletten
Det gør La Ventana selvfølgelig på den måde, at det er idyllen, der sejrer i form af de lystigt blomstersmykkede danse til sidst, mens de elskende flirter ved scenekanten. Men bare det, at der har været et nok så kort indblik i et andet, dunklere aspekt af livet, giver balletten en ekstra dimension, der muligvis siger mange af os i dag mere, end den lykkelige slutning gør.
I øvrigt skal det understreges, at det selvfølgelig ikke er sådan, at Bournonville holdt sig fra at bruge mørke elementer i sine andre balletter. I Et Folkesagn (1854) er der et troldspejl, der i høj grad har med romantisk uhygge og sjælens mørkere sider at gøre, og Kermessen i Brügge, som også spillede i foråret 2013 på Gamle Scene, er fuld af trolddom og dunkle magter, som når at tage pusten grundigt fra de involverede, før harmonien genoprettes til sidst. Det når dog aldrig at blive for alvorligt, for det var slet ikke det, Bournonville ville. Heller ikke med spejldansen i La Ventana. Men derfor tilføjer den alligevel en dybde, der giver balletten tyngde og inspirerer til eftertanke.
Miror Miror af Alan Mattison, kunstfotograf
Kilder:
Bournonville, August: Mit teaterliv. Erindringer og tidsbilleder. Bind 1-2. Ved Niels Birger Wamberg. København 1979.
La mujer frente al espejo: escenas de tocador vista spor Goya y Meléndez Valdés
af Irene Gómez Castellano, Hispanófila, Volume 157, Diciembre 2009, pp. 79-97 (artikel)
Bournonville: Yesterday, Today, and Tomorrow
af Erik Aschengreen og Henry Godfrey, Dance Chroicle, Vol. 3, No. 2, August Bournonville, 1805-1879 (1979), pp. 102-151
Plato on Mimesis and Mirrors
af Rebecca Bensen Cain, Philosophy and Literature , Volume 36, Number 1, April 2012, pp. 187-195 (artikel)