Forrygende startskud på nyskabt festival: København Danser

Tak, Ulrik Birkkjær, tusind tak for sammen med producent Thomas Mieth at have været initiativtager til København Danser, en ny dansefestival, hvor internationale gæstespil vil blive præsenteret i den danske hovedstad. Og tusind tak for, at du har bragt dine eminent dygtige kollegaer fra San Francisco Ballet netop nu til København og Østre Gasværks unikke, rå rammer. Netop nu, hvor coronarestriktioner efter halvanden års venten endelig er lagt på hylden, og danskerne atter kan samles i flok indendørs for sammen at nyde den spillevende scenekunst.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

Sammen med ti kollegaer er Ulrik Birkkjær på scenen i det yderst varierende program, hvor der bydes på såvel storladen bravourdans, glad jazzet 1940’er nostalgi samt ny moderne, kærlig koreografi helt i tråd med tidens prideånd. Programmets ni værker er således en skøn blanding af stilarter, nyt og gammelt samt en palet, der viser dansens mangfoldige muligheder for budskab gennem bevægelse.

Glad 1940’er nostalgi og neoklassisk tindrende tåspidsteknik

The Andrews Sisters livsbekræftende sang Boogie Woogie Bugle Boy strømmer ud af højtalerne. Tiden er skruet tilbage til anden verdenskrig, humøret holdes højt af den glade sang, så danseglæde er kun naturligt med kåde spring, rytme, vrid i hoften og fingerknips. Joseph Walsh er i sin solo fra Paul Taylors koreografi Bugle Boy en herlig begyndelse på en forrygende aften.

Tilbage i 1877 havde Bolshoiteaterets prima ballerina sin debut i hovedrollen i Svanesøen. Debuten var ikke i værkets førsteopførelse, men først i værkets fjerde opførelse, hvor man følte behov for en udbygning af Odile-rollen i 3. akt. Derfor komponerede Tschaikovsky 8 minutter ekstra, men da tilføjelsen ikke var indføjet i det oprindelige partitur, gik den ekstra sekvens sidenhen i glemmebogen. Efter musikkens genopdukken i 1953 fra arkivskufferne søgte og fik George Balanchine lov til at anvende musikken til sin egen koreografi som et selvstændigt værk. Musikken er selvsagt som taget ud af Svanesøen og opbygget som en smuk romantisk pas-de-deux, en herresolo med imponerende spring, en hurtig solo for ballerinaen og en afsluttende kaskade af spring og piroutter for begge dansere. Tchaikovsky Pas de deux er simpelhent den dejligste og smukkeste opvisning af ballettens krævende teknik, som Frances Chung og Isaac Hernandez fremførte både perfekt og med vidunderlig udstråling.

Tre nyskabte værker

På programmet var også tre nye værker. Babatunji Johnson havde således kreeret et dynamisk værk for tre dansere; Joseph Walsh, Sarah van Patten og ham selv. I en fortsat bølgen gennem kroppene bliver energi i konstant flow overført fra krop til krop, hvor danseglæden som en synergi på smukkeste vis er både skulpturel, abstrakt, ekspressiv og med glidende kravl over gulvet samt krydret med et tvist af breakdance i et roligt, æstetisk og alligevel snurrende halsbrækkende kropssprog. Meget smuk og nutidig dans på strømpesokker i en venskabelig leg med kroppe.

Starry, starry night eller Vincent af Don McLean synges af Silas Bjerregaard og med Carl-Erik Riestra på guitar er en yderst stemningsfuld sang omhandlende Vincent van Gogh, en kunstner, der som bekendt søgte men ikke fik anerkendelse i sin samtid. Sangen er derfor et oplagt valg i vor egen tids søgen efter anerkendelse og accept for det anderledes. Myles Thatcher har skabt et følsomt, rørende værk om to forelskede mænd, der i et dynamisk flow overfører bevægelser, løft og kast fra krop til krop på eminent vis. Og danset så smukt af Ulrik Birkkjær og Esteban Hernandez.

Dani Rowes nyskabte koreografi er anderledes stram, snerpet og temperamentsfuld med gæstespillets fem solodanserinder, men ikke uden et twist af skøn humor, oprør i geledderne og æggende bevægelser, og så endda akkompagneret af levende musik fra pianisten Alexander McKenzie og violinisten Niklas Walentin.

Tilbageblik

Efter pausen sætter Alexander McKenzie sig atter til flyglet for at spille fire nocturnes af Chopin valgt af koreograf Jerome Robbins til hans In the Night fra 1970. De tre par har hver deres pas-de-deux, inden de tre par mødes i fjerde og sidste nocturnes. Dores Andre og Esteban Hernandez danser det unge forelskede flirtende par, hvor han igen og igen løfter hende højt eller støtter hende i fine balancer. Og de skilles kun for atter at kaste i hinandens arme. Det modne par, danset af Sasha de Sola og Myles Thatcher, er mere satte, hvor han præsenterer sin partner perfekt med stor respekt og kærlighed. Endelig er det ældre par, danset af Sarah van Patten og Ulrik Birkkjær, langt mere temperamentsfulde, måske de er ved at bryde, men i deres forhold er de fortsat afhængige af hinanden, så opgøret er fyldt med stærke viljer. Der er stadig kanter, som skal slibes af. Afslutningsvis synker hun sammen, berører forsigtigt hans fødder, hvorefter han samler hende op i et højt løft, slipper og griber hende igen i sine arme. De to kan ikke undvære hinanden. I sidste sekvens mødes de tre par, ser hinanden an, er der andre muligheder, men holder fast i egen partner. Et meget skønt og stemningsfuldt værk.

Ind imellem de ældre værker er endnu et nykreeret værk, nemlig en solo, som Babatunji Johnson har skabt til sig selv. En herlig underfundig solo med break, udstråling og energi, hvor grænser overskrides og det ukendte betrædes.
Pas-de-deuxen fra William Forsythes In the Middle, Somewhat Elevated, skabt i 1987 til Thom Willems markante musik var absolut et af aftenens højdepunkter. Knivskarp og med ekspressive linjer samt fuldstændig kropsbeherskelse og tårnhøje benløft. Frances Chung og Joseph Walshs smidige, spændstige kroppe viste virkelig, hvad ballet og tåspids dans også er. Eminent skarp dans!

Aftenens finale er Le Corsaire Pas de Deux skabt af Marius Petipa tilbage i slutningen af 1800-tallet, som er virkelig virtuos bravourdans. En pirats utæmmede vildskab modstillet en grækerindes kultiverede, elegante og kølige væsen. Hun er prinsesseagtig og behersker den klassiske teknik med sikre balancer og afrundede trin, mens han er den eksotiske, stolte, maskuline korsar som i sin sensuelle dans boltrer sig i luften i sine flyvende spring og vilde snurreture. Misa Kuranaga er den charmerende ballerina, mens Taras Domitro er den flyvende vilde og fuldstændig knivskarp. En sublim finale på en forrygende aften, hvorfor publikum også kvitterede med højlydt, stående applaus.

FAKTA

Info: København Danser

KØBENHAVN DANSER
København Danser er Danmarks nye store dansefestival. Vores mission er at give danskerne mulighed for at opleve moderne dans og ballet på allerhøjeste internationale niveau, når vi sammen skal nyde de bedste dansekompagnier i verden på københavnske scener. Hvert år vil København Danser præsentere et bredt sammensat program, som henvender sig til både unge og ældre, det erfarne og uerfarne publikum.

Programmet for København Danser vil afspejle de aktuelle problemstillinger og debatter, som optager danskerne. Derfor gør vi os umage for at udvælge de værker, som er relevante i forhold til vores fokus, når programmet skal sammenstykkes.

I 2021 fokuserer vi på ligestilling mellem kønnene og større diversitet. Derfor vil man under København Danser møde en mangfoldig gruppe af dansere, som med deres store talent skaber nye repræsentationer, når de indtager scenen. Verden står overfor omfattende og komplekse kriser, som kræver nye fortællinger og forståelsesrammer. Det vil København Danser gerne bidrage til. Uden ord formidler dansen de store følelser og tanker, som giver rum for refleksion og mulighed for forandring.