Fabulerende balletkunst på plakaten

Kunstmuseet Arken viser en stor og prægtig udstilling med værker af multikunstneren og designeren Bjørn Wiinblad. Han skabte alt fra keramik til gobeliner, og så kreerede han også eventyrlig scenografi og iøjnefaldende plakater til balletforestillinger.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

Med kuglen, keglen og cylinderen som grundformer skabte multikunstneren Bjørn Wiinblad (1918-2006) al sin kunst. Nok var han inspireret af Henri Matisse, Pablo Picasso, Amedeo Modigliani og danske Vilhelm Lundstrøm, men lynhurtigt fandt Bjørn Wiinblad sin egen unikke stil, og den var frodig og fabulerende. Hans stil var langt fra den enkelthed, som var oppe i samtiden. Modernismens læresætning ”Less is more”, som arkitekten Ludwig Mies van der Rohe formulerede, var ikke Bjørn Wiinblads, hans æstetiske dogme syntes nærmere at være: ”Less is a bore”. Masser af farver, svungne linjer, sprælske mønstre og filigran-ornamentik blev de særlige kendetegn for hans kunst. Men Bjørn Wiinblad var ikke traditionalist, han var lige så meget i opposition til den konservative smag, som modernismen var. Han repræsenterede bare en anden og alternativ retning, der var parallel med den modernistiske, og som på mange måder mindede om hippiekulturens psykedeliske og farverige stil.

Fra typograf til kunstner

Bjørn Wiinblad kom fra en typograffamilie og blev også selv udlært som typograf. Han uddannede sig dog også til illustrator på den grafiske linje på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Som nyuddannet i 1943 illustrerede Bjørn Wiinblad fortællingen Aladdin og den vidunderlige lampe, og fra da af var han bidt af den orientalske kultur og dens dekorative tradition. Han indrettede også sit hjem i Lyngby som en eksotisk Aladdins hule fyldt med smukke og sjældne ting fra Orienten. Det Blå Hus, som hjemmet kaldtes, blev de perfekte rammer for hans internationale møder og forretningsmiddage.

Berømt for plakater

Sit store gennembrud fik Bjørn Wiinblad som plakatkunstner i 1946, hvor han skabte en plakat til en musikkampagne, som skulle få folk til at spille et instrument selv og ikke blot lytte til radio. Plakaten havde kun teksten ”Spil selv”, ellers fortalte motivet resten af kampagnens budskab. Plakatens motiv forestillede en musiker med en fløjte, hvorfra noderne svingede sig i en elegant bue op til hans eget øre. Plakatens motiv viste altså, at musikeren spillede for sig selv og for sin egen fornøjelses skyld. Plakaten var kun tiltænkt Danmark, men den blev set i hele verden, og Bjørn Wiinblads visuelle kommunikationsmåde vakte opsigt. Med ét blev den unge kunstner verdensberømt, og han begyndte en international karriere. Først kom han til Paris, hvor han blandt andet arbejdede for den amerikanske ambassade, senere fik han hele verden som sin arbejdsplads.

Ballet på tegnebordet

Bjørn Wiinblad skabte adskillige plakater til teatre, balletforestillinger og dansekompagnier – blandt andet til Cramér Baletten, Det Kongelige Teater, Pantomimeteatret, Svenska Riksteatern og Den norske Opera. Nok er Bjørn Wiinblads figurer runde og buttede og ligner slet ikke elegante balletdansere, men ved hjælp af svungne linjer, farvespil, snirklede mønstre og sirlig ornamentik skabte han en lethed i sine plakater, som perfekt afspejlede dansernes ynde og elegance. Faktisk havde alle Bjørn Wiinblads figurer store runde ansigter med buttede kinder, trekantede næser og mandelformede øjne – ikke helt ulig hans eget ansigt. Samtlige af hans figurer var så at sige en slags androgyne selvportrætter.

Bjørn Wiinblad nøjedes ikke kun med at designe plakater til danseforestillinger, han kreerede også scenografi og kostumer. Til Den Kongelige Ballet i København skabte han for eksempel en ekstraordinær flot og eventyrlig scenografi samt kostumer til Flemming Flindts Nøddeknækkeren (1971). Denne scenografiske version af balletklassikeren blev så højt elsket, at den spillede til langt op i 1990’erne.

Keramik og masseproduktion

Efter Bjørn Wiinblad også begyndte at arbejde med keramik, nåede hans internationale karriere nye højder. Han blev chefdesigner i den tyske porcelænsgigant Rosenthal Porzellan AG, hvor han skabte adskillige serier med service – blandt andet et overdådigt porcelænsstel til kejserinden Farah Diba af Iran. Porcelænet med persisk ornamentik og brede, forgyldte tallerkenborter skulle bruges til en overdådig fest i 1971 i anledning af 2500 året for grundlæggelsen af det persiske rige. Den ekstravagante fest med prominente gæster fra hele verden varede i tre dage, men denne ødselhed fik politiske konsekvenser og førte til oprør og uroligheder i landet. Den senere leder i Iran, Ruhollah Khomeini, kaldte fejringen for ”Djævelens festival”, og da shah-styret faldt, blev Bjørn Wiinblads luksuriøse stel smadret af de nye religiøse magthavere.

Sine keramiske værker begyndte Bjørn Wiinblad at få masseproduceret, og han åbnede brand-butikker i storbyer verden over. I den internationale butikskæde blev hans værker – alt fra platter til askebægere og lysestager – solgt. At masseproducere kunsthåndværk – og tjene styrtende med penge på det – faldt bestemt ikke i alles smag, men Bjørn Wiinblad var ligeglad med kritikken. ”Det kan aldrig være mængden af en ting, der er forkert – det kan kun være kvaliteten,” forsvarede han sig med. Det var heller ikke pengene, der interesserede ham, han elskede bare selv sin kunst og design så højt, at han gerne ville have den ud til så mange mennesker som muligt, desuden var han arbejdsnarkoman og kunne slet ikke stoppe sig selv.

Fra upopulær til retro

Men folk blev også trætte af Bjørn Wiinblads design. Det blev så billigt, at det kunne købes af alle og overalt – sågar i supermarkeder. Og som en manisk arbejdende kunstner skabte Bjørn Wiinblad da også mange ting, som ikke var af høj kunstnerisk værdi, så lidt efter lidt begyndte interessen for hans værker at dykke.

I de sidste 30 år har man kunnet købe Bjørn Wiinblads værker yderst billigt i genbrugsbutikker, hvor hylderne bugnede med hans fade, skåle, krus og andre ting med hans signatur, som folk ikke længere gad eje.

Men nu er Bjørn Wiinblad så blevet retro, og unge mennesker er ivrige efter at få fingrene i hans ting, så priserne på Bjørn Wiinblad er fløjet i vejret. Nu mangler vi bare, at teatrene også finder Bjørn Wiinblads gamle scenografier og kostumer frem igen og g enbruger dem. Hans sceniske værker besidder en sjælden varm glæde og en fabelagtig magi, som ville være dejligt afvekslende at se på, især nu hvor minimalismen dyrkes overalt.

Bjørn Wiinblad-udstillingen på Kunstmuseet Arken er omfattende og kommer rundt om alle Bjørn Wiinblads talenter og genrer – lige fra  hans udsmykninger af luksushoteller til den ikke så heldige masseproduktionen af keramik. Og ikke mindst fra hans banebrydende plakater til de farveglade kostumer og den dekorative scenografi. Det er simpelthen en overdådig udstilling, en sand Aladdins hule, som er et besøg værd.

 

 

FAKTA

Bjørn Wiinblad (udstillingen vises frem til 17. januar 2016)

Info: Arken – Museum for moderne kunst, Ishøj