Af Iben Maria Hammer
Har der været atomkrig på jordens overflade? Er kvinden og manden i kældergangene under jorden de sidste levende væsener i denne verden? Og i så fald hvorfor forspilder de den ene chance for ømhed og kærlighed, som findes i fotograf Martin Busborgs serie af kunstfotos, der pt. hænger i Dansehallerne på Carlsberg.
Billederne er skabt i fællesskab med koreograferne Kristoffer Louis Andrup Pedersen og Yael Gaathon, og hænger ved siden af hinanden hen ad den ene langside i det store rum på 2. sal. Hvis man ellers kan abstrahere fra lydene af små skrålende dansebørn, der piler rundt her lørdag formiddag, så kan man her, hvor der er rå vægge og beton på gulvet, sagtens fornemme den kolde kælderagtige stemning, som findes på billederne.
På de første billeder er et smertefuldt portræt af en ung kvinde. Den hvide skjorte og de bare ben leder tanken hen på en lukket afdeling, og jeg tænker på film som ”Opium” eller Marquis de Sade, der indespærret uden hverken pen eller papir skrev på væggene med sit eget blod.
Sprosserne i vinduerne og linjerne i cykelstativernes metalstænger præger billedet grafisk og er også med til at illudere indespærring. Kvinden har resigneret, hun bevæger sig langs muren, indtager en Kristus lignende stilling med udbredte arme og nedbøjet hoved, eller hun støtter sig til muren og ser ud til at være ved at kollapse. Tæt på dette kollaps dukker der i et af de midterste billeder en mand op. De vender hovedet væk fra hinanden, og i resten af billedserien indtager han det mørke klaustrofobiske rum.
Hvis serien er et billede på vores indre, på en psykisk tilstand (som var vi inde i hjernen på os som i ”Being John Malcovich”), så er det tydeligt, at manden i denne kønsopdelte serie forholder sig mere uhæmmet til rummet. Han træder ind i det, han kaster endda skygge (som H.C. Andersen) og bevæger sig mere omkring, men det samme poetiske udtryk som kvinden opnår han ikke. Den chance bliver forspildt!
