DeLeónCompany

Et nyt sprødt dansekompagni med fokus på dansens fysikalitet. DeLeónCompany er et helt nyt og selvproducerende kompagni, der netop har afsluttet deres første forestilling Ocean of Our Motion på Dansekapellet med i alt fire forestillinger. Et kompagni, som hylder tanken om, at man godt må være lidt mere legesyg og undersøgende, også selvom man er blevet voksen. Og at dansen gerne må være dans for dansens helt egen skyld.

af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)

SAMTALE med kompagniets kunstneriske leder Jens Schyth Brøndum og Stina Strange Thue Tobiasen, der er producent og danser, efter en af kompagniets workshops.

Hvordan er rollefordelingen hos jer i DeLeónCompany?

Jens: DeLeónCompany består af fire dansere. Det er mig, Jens, der er kunstnerisk leder, der har startet og lagt navn til kompagniet, i samarbejde med Stina, der er producent og danser. Så det er mit navn, men det er os til sammen. Det er rigtig vigtigt for mig, at det ikke er et soloshow, det er en familie. I en familie har man forskellige roller, men der er man også gode til at give hinanden nye roller og plads.

Jeg kan godt lide den her dynamisk-organiske bevægelse, også i forhold til det administrative, hvor rollerne blandes, fordi det giver en rigtig fed spænding og er en mere dynamisk måde at gøre tingene på. Så det ikke bliver til, at har jeg koreografrollen, så læser jeg fx slet ikke mails. Sådan er vi ikke i 2019 – det er et totalt cirkulært arbejde.

Stina: På et tidspunkt overvejede vi, om vi skulle have en producent udefra, men der er nogle ting, som jeg har en meget større forståelse for, fordi jeg kender Jens og hans arbejde så godt. Når jeg skal producere en forestilling for kompagniet, så ved jeg, hvilken retning de gerne vil gå, fordi jeg kender arbejdet indefra, faktisk også på min egen krop.

Vi har kæmpet meget for, at det skal kunne lade sig gøre både at være producent og danser – og kunstnerisk leder og danser. Selvom der er meget arbejde i det, nogle gange for os begge to. Men jeg synes, at denne her forestilling, Ocean of Our Motion, netop viser, at det godt kan lade sig gøre.

Det handler meget om at hjælpes ad, at vi tør spørge hinanden om råd og hjælp, at vi ikke netop er adskilt, men samarbejder både om den kunstneriske del og det administrative. Jeg tror faktisk, at som selvproducerende kunstner i dag, er det meget vigtigt at kunne rumme begge dele. Det letter også noget af arbejdet, at man ikke føler, at man sidder alene med det.

Når I både skal lave det praktiske og det kreative arbejde, hvordan sørger I for, at det praktiske ikke tager over for det kunstneriske?

Stina: Det har været ret vigtigt for os, at når vi går i studiet, så er vi i studiet. Hvis der har været noget praktisk, vi vidste, vi var nødt til have styr på, så har vi sagt, at det måtte vente til pausen eller til efter prøverne.

På produktionsmøderne har vi taget fat i nogle af de administrative ting, eller jeg har siddet om aftenen og har sendt en masse mails. På den måde synes jeg, at det er rigtig vigtigt at kunne adskille og sige:

“Nu er du danser, nu er du koreograf. Det er et skabende rum, nu skal vi skabe”.

Jens: Det handler meget om planlægning: Aftaler omkring, hvornår vi går i studiet, og hvornår vi har produktionsmøder. Det var planlagt i hvert fald nogle uger forinden:

“I dag, i denne her uge, skal vi nå dét og dét. Vi skal have studietid, men vi skal også have administrationstid”.

Det er vigtigt for mig, at når jeg er danseren, så skal jeg ikke også tænke på kostumer, sende mails, eller tænke på tal og budgetter. Det sker selvfølgelig engang imellem, men når vi er i studiet, så er vi i denne her lukkede gruppe, som kan byde ind på det kreative plan.

Stina: Og så har vi gjort rigtig mange ting på forhånd, inden vi gik ind i prøveperioden rent administrativt. Det har klart gjort det mindre stressende at være i prøver.

Alt sådan noget som at få styr på invitationer, premieren, hvordan det hele skal forløbe, lave aftaler med Dansekapellet (Ocean of Our Motion er co-produceret i samarbejde med Dansekapellet, red.). Jeg tror måske, at det er det, der kan stresse mange mest: at man føler, at man skal nå det hele, mens man er i prøveperioden.

Hvordan bliver idéer videreudviklet til en forestilling?

Jens: For mange år siden var der engang en koreograf, der sagde noget i retning af det her til mig: “Du er kun lige så god som dine dansere, og danserne er kun lige så gode som koreografen.”

Det har jeg virkelig taget til mig – at der er nogle ting, danserne ser eller mærker, som jeg ikke gør. Men netop fordi de har mulighed for at verbalisere det og sige det, så gør det mig også stærkere på min idé. Nogle gange skal jeg forsvare, at det er de her valg, jeg tager, og nogle gange forsvarer de, at det er dér, de rigtig gerne vil hen. På en eller anden måde finder man et kompromis, som er meget stærkt – og udvikles det, så kommer der mere magi frem. Mit arbejde er at prøve at fange det og sætte det sammen.

Vi leger rigtig meget i studiet, vi joker meget, og vi griner meget. Der er også mange seriøse moments, men jeg kan godt lide, at det føles friskt, og at det føles som om, det stadigvæk er en leg, og at danserne stadigvæk kan byde ind.

Det er vigtigt. For jeg er ikke ejeren af dette her – vi er sammen om det. Og så kan man netop danne forskellige historier og billeder, når man laver en forestilling: Stinas fortolkning eller Frederiks fortolkning eller Nikolines fortolkning. Jeg kan bare mærke, at hvis jeg skal stå og skabe tingene alene, stå og skabe billeder eller stå for kvaliteten alene, så bliver det lidt ensidigt, men hvis jeg står med fx Stina, så er der pludselig to forskellige sider af fortællingen, og lige pludselig er der tre osv.

Stina: Det føles også helt vildt rart som danser at være i denne process, fordi vi ved, at vi har en stemme. Vi ved også godt, hvornår Jens beslutter sig, når der skal træffes beslutninger.

Men dét at vi ved, at vi må komme med idéer, der kan udvikle historien, og vise at vi har noget at byde ind med, så vi ikke bare er kroppe, der bliver moduleret rundt på, men at vi faktisk kan sige: “Lad os prøve det her eller det her, for det her føles ikke rart på min krop, kan vi prøve at gøre det på en anden måde?”– det er vigtigt.

Der er Jens helt vildt god til at lytte. Så den fælles skabende proces er rigtig vigtig for os. Det er en eller anden ideologi, uden at vi dog har italesat det så meget. Vi er bare meget fælles om tingene.

Jens: Jeg siger altid til mine dansere: “Hvis du ikke kan sige det, så prøv at vise mig det, eller snak om det på en anden måde, så jeg kan se, hvor jeg kan hjælpe dig.”

Jeg kan se, når de har fat i noget, og det føles virkeligt rart, når det fungerer. Når man er sammen fire mennesker og begynder at pingponge, så går det mega hurtigt. Og andre gange, hvor det har været en lang dag, er det rart, at der så er folk, der siger: “Det er ok. Jeg skal nok tage føringen i dag”.

Ofte foretrækker kunstfonde, at kunstnere bidrager til lokale fællesskaber/samfundet, men for nogle kunstnere er det et kompromis at lave kunst eller aktiviteter “for alle” i modsætning til at lave “kunst”. Men det virker som om, I har fundet en måde at gøre det på, som er meningsfuld for jer?

Stina: Det er ikke engang noget, vi tænker over, og vi tænker slet ikke på det som et kompromis. Det er ret interessant, at du siger det. Selvom det ikke nødvendigvis er dansere, der kommer til vores workshops, så er vores undervisning, vores formidling, vores ideologi omkring bevægelse den samme, som hvis det var en workshop for dansere. Der kommer bare noget andet ud af de kroppe, vi underviser eller formidler til.

Jens: Man begynder jo heller ikke som kunstner og laver en forestilling som det første … Det går helt tilbage, til man var 4 eller 5, … eller 21 …

Første gang man går til dans, så går man til dans. Man går på et eller andet dansehold, og der står så en underviser. Og hvis den underviser har netop denne her åbenhed omkring formidling og får dig inddraget i, hvor fedt det er at bevæge sig, så kommer man videre.

Det er vigtigt for os at åbne dansen op, også for folk, der aldrig har været interesseret i at danse – måske er det også muligt for dig at danne dig et liv omkring bevægelse på den ene eller den anden måde.

At undervise er faktisk lige så vigtigt som at dele på scenen, vil jeg sige. Det er også en kunst at undervise – men det er ikke alle, der kan det.

Ocean of Our Motion. Foto: Simone Ballan

Jeres scenografi er meget enkle, lidt minimalistiske, i den her forestilling. I har ikke vilde kostumer eller dekorationer, og fortællingen er også ret abstrakt frem for at være repræsentativ/figurativ?

Stina: Jeg tror, at det er lige før, vi nogle gange bliver mere rørt af det som mennesker, jo mere enkelt det er – fordi jeg bedre kan relatere til én, der står på scenen i noget tøj, jeg selv kunne have haft på.

Det er sværere at relatere til et menneske, der måske har et kæmpe kostume på med farver og stoffer, jeg aldrig nogensinde selv ville gå med. Men når jeg ser fire mennesker på scenen, der har helt almindelige bukser og skjorte på, så tænker jeg: “Det kunne være mig”. Måske kan der være noget i det. At vi måske på den måde nærmede os publikum mere. Det var et meget bevidst valg, vi tog på et tidspunkt. Det er fx ikke kostumerne eller scenografien, der skal fortælle historien. Det er dansen og fysikaliteten – og dans for dansens egen skyld.

Jens: Nu siger jeg det fra mit eget perspektiv – det er altså fedt at have et fedt kostume på. Det er fantastisk at have flotte, flotte kostumer. Man føler sig som et helt andet menneske. Men det var netop mit valg, at jeg ikke skulle føle mig som et andet menneske. I denne her forestilling skulle jeg også prøve at være mig.

Der er allerede en separation fra publikum, når jeg stiller mig op på scenen som danser. Men hvis man kommer og kan være lidt mere ærlig omkring det, være i noget lidt mere hverdagsagtigt tøj, så jeg tror, at denne separation bliver lidt mindre, fordi jeg ikke står med vild makeup eller vilde kostumer. Så kan folk nemmere sige: “Hov, det er bare et menneske, hvor håret stritter lidt“. Det er ikke helt perfekt, og strømperne skulle lige have været vasket. Det er ærligt, det er dét, man ser på gaden, dét man ser derhjemme, når man kigger sig i spejlet.

Det er også det, vi prøvede at opnå med forestillingen: at lave en form for refleksionsrum. At vise, at der er fire forskellige menneskers tanker og problemer, eller løsninger, i det her univers: Hvad er din måde at gøre det på?

Vi prøvede at have det så åbent for fortolkning, at man ikke skulle sidde med en følelse af, at man har tænkt forkert. Det er vigtigt for mig, at når man ser på en fysikalitetsdans, så skal man ikke sidde og tænke, at fordi jeg ikke kan finde ud af at gøre det selv, så kan jeg heller ikke forstå det. Nej, hvis du har følelser, så har du også en mening, og du kan danne din egen mening omkring det oplevede. Men netop fordi kostumerne skal være enkle, tilføjer det ikke noget crazy scenografi, for det kan nogle gange virkelig forvanske det her sanselige univers.

Er det en parallel til den måde børn leger på? Tit kan børn bedst lide at lege med bare en enkelt gren og bruge deres egen fantasi frem for noget fancy legetøj?

Stina: Lige præcis. Det er meget sådan noget, vi prøvede. Selvfølgelig har vi en idé om, hvad vi vil fortælle, så på den måde er der en fortælling. Men det er så åbent, at man godt kan projicere sig selv ind i det. På den måde bliver det et åbent rum, og måske er der ikke plads til alle, men vi håber, at der er plads til mange i hvert fald.

Jens: Det går netop helt tilbage til dengang, man var barn. Og fordi jeg selv fik muligheden for at være så kreativ som barn, uden at der var en iPad eller en mobiltelefon, der fortalte mig, hvad jeg skulle, så gik jeg bare amok i legen. Det savner jeg at se voksne mennesker gøre i dag – at lege.

Det er en diskussion, der er oppe og vende lige nu. Jeg synes, det er vigtigt at komme tilbage til legen, at komme tilbage til det her meget simple med at lege med grenen. Det kan jo blive til alt, bare du sætter dit hjerte ind på det.

Efter forestillingen har der været rigtig mange voksne mennesker, der er kommet og har sagt til os: “Jeg skal hjem og lege,” eller “Jeg blev sendt tilbage til, dengang jeg var ung”. Jeg synes, det er fedt, fordi det er det, vi skal: vi skal tilbage til rødderne, vi skal kigge mere på børnene, se hvordan de leger.

Og vi skal fjerne alle deres mobiltelefoner og iPads, selvom det også er rigtig svært for mig at gøre det … Jeg er ikke rolig, før jeg har min mobil liggende ved siden af mig. Men hvis vi kunne fjerne det bare lidt og åbne op for en tankegang omkring dét at være fantasifuld, så kan vi nå virkelig langt. Og forhåbentlig redde mange problemer, mange negative tanker i os selv, men også mellem mennesker. Man må godt være lidt mere legesyg, lidt mere undersøgende.

Jeg er lidt nysgerrig på at høre om slutningen af jeres forestilling, hvor Jens åbner tæpperne, og der kommer lys ind. Det kan selvfølgelig fortolkes på mange måder?

Stina: Vores slutning – den er virkelig åben. Vi har heller ikke svaret på, hvad det er. Og det har vi faktisk bestemt os for, at vi ikke skal have.

Der er en scene, hvor vi alle fire går hen mod det her åbne lys, som strømmer ind på scenen til sidst. Vi har prøvet mange forskellige versioner af, hvad det kan betyde. Så besluttede vi os på et tidspunkt, at vi var nødt til at have det åbent, fordi vi heller ikke kunne mærke, hvordan forestillingen skulle slutte. Er det overhovedet slut? Eller fortsætter det måske i publikum selv?

Jeg husker, at vi, allerede da vi begyndte på forestillingen, havde lyst til at lave en forestilling, som folk kunne tage med hjem. At rejsen gerne måtte fortsætte inde i én selv. Det er måske det, slutningen skal kunne: give denne her meget åbne slutning. Samtidig kan det være meget lukket for nogle. For nogle mennesker, tror jeg, kan slutningen være næsten helt religiøs med lyset, og dét at det næsten danner et kors. Det har ikke været vores intention, men vi er klar over, at nogen vil kunne se det sådan.

Så er vi måske igen tilbage til det der med åbenheden, som folk selv kan fortolke ind i. Der har været en masse dystre og mørke ting i forestillingen, og så kommer det her lys som noget helt nyt. Og måske netop fordi det er helt nyt, så skaber det håb …

Jens: Det er en sjov slutning, fordi jeg som person er rigtig dårlig til at afslutte ting, at lave en god afrunding. Det med at sige farvel til folk; jeg hader det. Du ved, som når man er sammen med en masse mennesker, og så skal man lige pludselig hjem. Eller at man sidder og ser en god film, og så slutter den, og man siger så: “Pis! Hvad skal jeg nu med mit liv?”

Så det har været lidt en “ting” for mig, at når jeg skaber, så er jeg virkelig dårlig til at lave afslutninger, som “stopper”. Jeg kan godt lide at åbne tingene op, at åbne debatterne op: “Hvad er det med denne her afslutning?”

Vores intention var ikke at fremhæve en religion eller en form for håb, selvom det er meget fedt, at det blev fortolket på den måde. For mig var det at lave en form for komma og sige: “Ok, og næste kapitel” – fordi det er jo cirkulært.

LÆS OGSÅ artiklen om Ocean of Our Motion på DansONline.dk

FAKTA

DeLeónCompany

Jens Schyth Brøndum (kunstnerisk leder og danser)
Stina Strange Thue Tobiasen (producent og danser)
Frederik Levin Jensen (danser)
Nikoline Due (danser)

Du kan finde DeLeónCompany på Instagram

Du kan finde DeLeónCompany på Facebook