der sætter fokus på kollektiv samskabelse og 360 graders bæredygtighed
PRESSEMEDDELELSE
Dansk Danseteater indleder den 1. april 2023 en ny æra med Marina Mascarell som kunstnerisk leder. Dansens betydning for det at være menneske lyser klart op i hendes arbejde. Hun kommer med stor erfaring fra hele Europa og tænker det at skabe dans i et 360-graders perspektiv. Sammen med hele Dansk Danseteater er hun klar til at udvikle kunsten og organisationen til de forandringer i publikumsadfærd og samfund, vi ser i disse år – lokalt og globalt.
Marina Mascarell bliver ny kunstnerisk leder af Dansk Danseteater (DDT). Hun er rundet af 11 år i Nederlandene med koreografier for blandt andre Nederlandenes førende dansekompagni – Nederlands Dans Theater – GöteborgsOperans Danskompani, Skånes Dansteater, Lyon Opera Ballet, Dance Forum Taipei og Mercat de les Flors i Barcelona. Nu er det tid til at gå i dybden i et enkelt kompagni – i Danmark. Marina Mascarell tænker 360 grader rundt om det at skabe på en måde, der både inkluderer dansernes udvikling, samskabelsesstrategier og outreach til mennesker i forskellige aldre og grupperinger. Den bæredygtige sammenhængskraft er omdrejningspunktet i hendes arbejde. Ved første øjekast er Marinas arbejde poetisk og når man kommer tættere på, ser man, at Marina skaber et poetisk rum, hvor den dansende krop er en form for rebel, der udfordrer det, vi kender.
Høj kunstnerisk kvalitet, samskabelse og bæredygtig sammenhængskraft
Corona og den pressede privatøkonomi gør, at publikum ændrer adfærd. Enhver kulturorganisation har brug for at se indad og vurdere kunstnerisk identitet og hvordan den bidrager til at legitimere kunstens rolle og betydning i samfundet. Valget af Marina Mascarell er i høj grad et valg af kombinationen høj kunstnerisk kvalitet og relevans, samskabelse og bæredygtig sammenhængskraft. Dansk Danseteater gennemgår allerede en organisationsudvikling, hvor der er fokus på kollektiv samskabelse og et bæredygtigt arbejdsliv, der giver plads til hele mennesker – i tråd med den bevægelse vi ser i mange af de større europæiske dansekompagnier.
Bestyrelsesleder Uffe Savery og næstforperson Karen Toftegaard udtaler:
”Marina Mascarell er især valgt på grund af hendes tilgang til dans. Glæden ved dansen er så nærværende i enhver samtale med hende og hun viser en dybt funderet vilje til at sætte en høj kunstnerisk barre for dansen. Hendes kunstneriske udtryk og tilgang til kurateringen af DDT’s kunstneriske profil, er meget vedrørende og aktuel. Marina viser en dyb indsigt i og stærk intuitiv fornemmelse for, hvad der kan bevæge og røre mennesker med vidt forskellige baggrunde. For hende er den bæredygtige sammenhængskraft essensen i hendes arbejde. Alle i organisationen involveres i udviklingen af dansen – og kommer ind i det kunstneriske rum. Også den administrative del af organisationen. I de kunstneriske processer har hun fokus på en samskabelse/co-creation – ”sammen skaber vi DDT”. Dermed bliver hun en del af det arbejdskulturskifte, som vi gerne vil have, at DDT er med til at bidrage til i både dansk og international sammenhæng. Valget af Marina Mascarell handler i høj grad også om bæredygtighed, for det hele begynder ikke kun med at skrue ned på rejser, lave CO2-beregninger og at genbruge scenografier. Det hele begynder med kunsten og mennesker – og en bæredygtig tilgang til at skabe kunsten i et trygt kunstnerisk rum og en organisationskultur, der nærer mennesker. Det koster noget mere at skabe bæredygtigt og tager længere tid, men dette er en langsigtet investering i at skabe et bæredygtigt Dansk Danseteater – miljømæssigt, organisatorisk, økonomisk, og psykodynamisk. Sammen med hele det stærke kompagni tror vi på, at Marina Mascarell kan tegne en fremtid for dansen, vi alle har lyst til at være en del af”.
Konsolidering af Dansk Danseteater på dansk og international grund
Marina Mascarell har vidtrækkende international koreografisk erfaring og ser frem til at bruge den erfaring i videreudviklingen af Dansk Danseteater som et bæredygtigt, mangfoldigt kompagni med fokus på dansens rolle i samfundet. Hertil vil hun udbygge programmet af aktiviteter, der omgiver forestillingerne, med blandt andet workshops, foredrag og aktiviteter for børn og unge. Hun udtaler:
”Efter i 11 år at have skabt værker og ledt teams for institutioner over hele verden, etableret faste partnere til at udvikle mit selvstændige arbejde og opbygge min egen praksis for at skabe et rum for bæredygtig skabelse, er jeg spændt på at indlede dette nye kapitel med Dansk Danseteater og dele al den tilegnede viden og erfaring med kompagniet, offentligheden, lokalsamfundet og danske kollegaer. Jeg er spændt på at møde de nuværende nationale samarbejdspartnere og etablere nye bånd for at konsolidere Dansk Danseteater som en motor og platform til at udvide moderne praksis i det nationale og europæiske landskab”.
Francesc Casadesús – den kunstneriske leder af Spaniens største festival, den prestigefulde Grec Festival, fortæller om Marina Mascarell: ‘”endes arbejde fangede min opmærksomhed fra første øjeblik, jeg mødte hende, for hun arbejder meget konstant, dybt og grundigt. Hun har sin egen stemme.”
Samarbejdet med det danske scenekunstmiljø er essentielt for DDT og derfor tilknyttes et kunstnerisk råd med personer, der er dybt forankrede i den danske kulturscene, så organisationen også strukturelt støtter op om den lydhørhed og samskabelsestilgang, som Marina Mascarell bringer med sig som ny kunstnerisk leder af Dansk Danseteater.
Den bæredygtige, mangfoldige organisation med fokus på dansens rolle i samfundet
“På et tidspunkt, hvor vi på globalt plan overvejer, hvordan vi kan udvikle bæredygtig praksis, er Dansk Danseteater en dynamisk organisation med ekstraordinær kapacitet til transformation og i stand til at reagere hurtigt på det eksisterende krav om at revidere vores metoder, processer og praksis. Disse egenskaber vil styrke udviklingen af nutidige værker og aktiviteter med det formål at skabe refleksion og indhold i samfundet. Dans og den rolle, som kroppe kan have i den offentlige sfære, vil være kernen i Dansk Danseteater,” udtaler Marina Mascarell.
Bestyrelsesleder Uffe Savery udtaler om processen bag udvælgelsen af Marina Mascarell: “Det har været en god proces, hvor stillingsopslaget har taget sit udgangspunkt i en workshop med hele kompagniet og bestyrelsens holdninger. I den grundige rekrutteringsfase er ekspertise udefra blevet inddraget, medarbejdere fra danserne og administrationen samt bestyrelsen. Derfor er denne udnævnelse sket på et funderet grundlag”.
Marina Mascarell tiltræder 1. april 2023.
Hendes arbejde vil kunne ses i sæsonprogrammet fra 2024.
FAKTA
Marina Mascarell
Koreograf ved Korzo Theatre i Haag 2011-21, Associated Artist ved Mercat de les Flors i Barcelona siden 2018 og grundlægger og kunstnerisk leder af MEI(s) Foundation. Marina Mascarell har skabt værker for bl.a. Nederlands Dans Theater 1 og 2, GöteborgsOperans Danskompani, Biennale de la Danse de Lyon med Lyon Opera Ballet, Skånes Dansteater, Dance Forum Taipei blandt andre. Hendes værker er blevet præsenteret i Holland, Tyskland, Sverige, Spanien, Italien, Frankrig, Grækenland, Taiwan, Kina, Korea, Brasilien, Argentina og Chile. Hun er desuden blevet anerkendt og belønnet med adskillige priser gennem sin karriere, såsom BNG Excellent Dans Award 2015. Ved siden af sit arbejde som koreograf har Marina udviklet en praksis, som er stærkt knyttet til hendes koreografiske proces. Et metodefokus i bevægelsesforskning og øget kropsbevidsthed.
OM DANSK DANSETEATER
Dansk Danseteater er et af Nordeuropas toneangivende kompagnier med fast base på Operaen. Kompagniet er en selvejende institution med rammeaftale med Kulturministeriet. Dansk Danseteater blev stiftet i 1981 og er i dag Danmarks største og mest prisbelønnede moderne dansekompagni, sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden. Repertoiret spænder fra store sceneproduktioner på Det Kongelige Teater, over open-air begivenheder som Copenhagen Summer Dance til turnéer bredt nationalt og internationalt.
Info: Dansk Danseteater