af Marie Keiser-Nielsen (Artistic Director/Choreographer)
At danse er væren af en særlig slags, en enestående måde at være i verden. Skal dans være æstetisk? Er dans æstetik? Skal dansen tillægges en filosofi, eller er den iboende i bevægelsen?
Kan man snakke om den gode dans og den gode smag? Eller bare den gode intention? Er dans mål eller middel? Form eller indhold? Danser man inde eller udefra? For egen eller andres skyld?
Vi danser ikke kun for pengene, men dans er et arbejde. Et kontinuerligt arbejde med selv, fysik, bogholder og kreativitet. Dans er passion og sommetider udbrændthed. Dans er til stadighed undervurderet og underbetalt, dansere stadig heldige hvis de kan leve af deres hårde slid, og hvis de ikke er slidt op i en alt for tidlig alder.
Det sanselige og det intellektuelle er ikke modsatrettede poler, når vi undersøger og stiller til skue med kroppen; når vi kommunikerer komplekse idéer og følelser. Videnskaben er i kroppen, når vi stiller spørgsmål til magtstrukturer, køn og værdinormer gennem dansen: vi er sansning og filosofi i rum over tid. Det videnskabelige studie af dansen, at praktisere dans, kan bidrage til vores forståelse af, hvordan dans er; som fag, som aktivitet, som erkendeform, som social praksis, som politisk arena; dansen bidrager til vores liv og forståelse på et utal af planer, både når vi praktiserer, og når vi er vidne.
Når man studerer dansen videnskabeligt, er det ikke et spørgsmål om at videnskabeliggøre kunsten; men at forstå den bedre; og på sigt måske at gøre den mere forståelig for andre, så værdien og kernen i det, vi gør, kan få sin retmæssige anerkendelse; ikke blot for sin kunstneriske kvalitet, men for sit filosofiske, politiske og videnskabelige bevægelsespotentiale.
