Koreograf // Pontus Lidberg

Dansere // Bradley Waller, Edward Pearce, Jessica Lyall, Joe George, Julien Guillemard, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco, Lucas Threefoot, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik 
Live musik //  Nykomponeret musik af Den Sorte Skole
Kostumedesign // Filippa K Studio med fokus på bæredygtighed og upcykeling.
Skrædder // Maria Ipsen
Lysdesign // Andreas Buhl
 

Copenhagen Summer Dance

En sommeraften så skøn

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

De lyse nætter, de smukkeste rammer og den mest energiske, overraskende og underfundige dans var ingredienserne til en sommeraften så skøn på kanten af Ophelia Plads med havneløbet som den smukkeste kulisse.

I halvanden år har man bare sukket og længtes efter at komme ud og opleve at være sammen med andre, endda et stort antal andre publikummer for i fællesskab at opleve dansen live og ikke som en streamingtjeneste. Og endelig lod det sig gøre, endda på den smukkeste sommeraften, hvor solnedgangen over Frederiksstaden tegnede himlen lyserød, og småbåde sejlede roligt gennem det københavnske havneløb. Den danske sommeraften var på premiereaften ganske enkelt helt perfekt.

Efter leder af Dansk Danseteater Pontus Lidbergs velkomst, hvor han glædes over, at endelig kan der efter halvanden års venten, for første gang danses for et stort publikum, giver han ordet videre til kulturborgmester Franciska Rosenkilde. I hendes velkomst pointerer hun det skønne i, at endelig kan dansen og den fælles oplevelse føles, sanses og nydes.

Benched af Uppercut Danseteater – foto: Raphael Frisenvænge Solholm

Uppercut Danseteater – Benched

Som silhouetter mod vandspejlet er Uppercuts Danseteaters fem mandlige dansere helt forrygende med et dynamisk flow og en underskøn humor. En bænk er ikke bare en bænk. Tag plads, sid ned, stå op, kur henad, kravl under, vær bænket eller vip op. Bænken er omdrejningspunktet, men det er venskab også, med plads til den enkeltes personlighed.

Værket Benched handler om at finde sin plads på livets bænk, hvor dansen befinder sig i krydsfeltet mellem street, hiphop og moderne dans. Stephanie Thomasens koreografi er underholdning på et eminent niveau, humoristisk, energisk, mangfoldig, overraskende og med en luftguitar-finale, som er underholdning i absolut højeste gear.

Once I had a love – koreografi af Sebastian Kloborg – foto: Rapahel Frisenvænge Solholm

Sebastian Kloborg – Once I had a love

Aftenens andet værk er Sebastian Kloborgs Once I had a love, hvor han selv sammen med lille vævre Maria Kochetkova danser en pas-de-deux så ømt og smukt. Klassisk, forfriskende og samtidig teatralsk. To, der bliver til én, og alligevel samtidigt gerne vil fastholde det individuelle. Længsel, tiltrækning og ømhed. Smukt, smukt, smukt.

A Summer Dance. Dansk Danseteater.
Koreograf // Pontus Lidberg Dansere // Bradley Waller, Edward Pearce, Jessica Lyall, Joe George, Julien Guillemard, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco, Lucas Threefoot, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik Live musik // Nykomponeret musik af Den Sorte Skole Kostumedesign // Filippa K Studio med fokus på bæredygtighed og upcykeling. Skrædder // Maria Ipsen Lysdesign // Andreas Buhl
foto: Raphael Frisenvænge Solholm

Dansk Danseteater – A Summer Dance

Dansk Danseteaters dansere er iført aftenkjoler og høje hæle / jakkesæt og hvide skjorter, da de kaster sig ud i dansen og den glade, brølende jazz fra 20’erne. Forrygende, energisk og rytmisk med flirt, jalousi, venskab og udstødelse.

Værket A Summer Dance er skabt af Pontus Lidberg og er, som alle aftenens værker, skabt under COVID-19-nedlukningen, hvilket i Lidbergs værk slår særlig tydeligt igennem. De brølende 20’ere – er det 1920’erne … eller vores egen nutid? Uventet er vores tid blevet som et ludospil. Vi bliver slået hjem til start igen og igen. Danserne falder bogstavelig talt om igen og igen, men gribes dog. Hviler på en stol. Der vakles igen og igen. Skønnest er dog at livs- og danseglæden bliver aftenens afsluttende vinder.

TAK

Kæmpe, kæmpe tak til Copenhagen Summer Dance for at være så livsbekræftende, også for publikum.

A Summer Dance. Dansk Danseteater.
Koreograf // Pontus Lidberg Dansere // Bradley Waller, Edward Pearce, Jessica Lyall, Joe George, Julien Guillemard, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco, Lucas Threefoot, Lukas Hartvig-Møller, Merete Hersvik Live musik // Nykomponeret musik af Den Sorte Skole Kostumedesign // Filippa K Studio med fokus på bæredygtighed og upcykeling. Skrædder // Maria Ipsen Lysdesign // Andreas Buhl
foto: Raphael Frisenvænge Solholm

FAKTA

Copenhagen Summer Dance 2021

Theme developed by TouchSize - Premium WordPress Themes and Websites