– Hail to the Good Listener
af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)
Langsommelighed. Et nøgleord i beskrivelsen af Hail to the Good Listener. Foruden en påmindelse om betydningen af at være menneske – og hvorfor vi har brug for kunsten, især under en pandemi. Og ikke mindst vigtigheden af at have modgift mod den opskruede krav om evig vækst og hurtighed. Carmen Csilla Medina reflekterer over indtrykkene fra Hail to the Good Listener.
Alice: How long is forever?
White Rabbit: Sometimes, just one second.
Hail to the Good Listener er antidoten (modgift; red.) til den 21. århundredes lyntempo. Den industrielle imperativ om konstant skabelse, konstant vækst og den umættelige sult efter den nyeste stimuli og dopaminindtag. Hail to the Good Listener strækker tiden ud og får os til at mærke både 100 millioner år af jordens fortidshistorie og en postapokalyptisk eksistens, når kun de radioaktive stoffer er tilbage.
Et tidløst univers
Den minimalistiske iscenesættelse suger os ind i et tidløst univers.
Ifølge meditationslærer Loch Kelly indeholder “nuet” (now) en tidløs opmærksomhed (“a timeless awareness”) om både fortiden, nutiden og fremtiden. Det er i modsætning til “den nuværende tid/det nuværende øjeblik” (present time/moment), der skabes i øjeblikket og forsvinder i det næste – ligesom de efemeriske (flygtige; red.) idealer vi stræber efter: ungdom, berømmelse, materielle goder og likes.
Grundet dansernes langstrakte bevægelser og lysets optiske illusioner skifter vi hele tiden i bevidsthedens lag: “Det er ligesom at observere blomsterne i haven en sommernat: Man glider væk i sine tanker, og når man kigger tilbage, har havet langsomt forandret sig”.
I sin udmærkede novelle “Kærlighed” (“Szerelem”) af Péter Nádas følger vi fortællerens svævende, ængstelige tankeassociationer under cannabisrygning. Han vender tilbage igen og igen til spørgsmålet om tiden: “Hvad er klokken nu?” Selvom vi følger med i hans mange tanker i løbet af ca. hundrede sider, ændrer tiden sig aldrig. Hans subjektive tidsfornermelse stemmer slet ikke overens med den “objektive” tid. I novellen “Opium” (“Ópium”) af Géza Csáth påstår fortælleren, at man kan opleve 8000 år i løbet af 14 timers opiumrygning.
Illusionen om tid
Det er ikke kun rusmidler, der kan påvirke vores tidsfornemmelse. Vi har alle sammen oplevet at falde i søvn i et par minutter, som føles som flere timer. Der var nogle blandt publikum, der indrømmede at være faldet kortvarigt i søvn under forestillingen. Uanset om det var planlagt fra koreografens side, bidrog det i hvert fald til den underlige tidsillusion, værket allerede lænede sig op ad. I slutningen af forestillingen, efter danserne modtog de sidste klap efter forestillingen, blev publikum siddende helt stille. Alle var besatte af forestillingens drømmelignende tilstand.
Landskab af bevægelser og negative rum
Danserne former mangfoldige landskaber gennem deres langsomme men konstante bevægelser. De nærmer sig og spreder sig ud, de synker ned og stiger op. Nogle gange bevæger de sig i samme retning og med den samme kvalitet, mens det andre gange handler om at afbalancere elementerne: når den ene går ned, går den anden op; når den ene bevæger sig blidt og harmonisk, vrider den anden sig i groteske former. De opfylder hinandens negative rum, som om de var flydende kontinenter, der fandt sammen igen.
Det ligner en poetisk japansk kalligrafi. Homeostasis (balance, ligevægt; red.) er med til at holde vores krop ved lige.
Kendte ritualer står i modsætning til prekaritetet, denne her uforudsigelige og utilregnelige tilstand. Det er de banale ritualer, der med tiden er med til at skabe intimitet mellem familiemedlemmer, kollegaer og venner. Selvom man kan opnå intimitet i flygtige mellemmenneskelige møder, kræver tillid tid. I værket bliver det udtrykt gennem dansernes forøgede brug af hinandens krop og vægtoverførsel for at skabe landskaber.
Naturens langsomme forandringer
Men ritualer og “det uendelige” har også en mørk side. På et tidspunkt minder dansernes holdninger os om den hollandske maler Hieronymus Boschs kendte triptykon (et tredelt billede, red.), Lysternes have. Et maleri, der på venstre panel fremstiller Eden og til højre fremstiller helvede. Uendelighed betyder ikke nødvendigvis uendelig salighed, men kan fremkomme som uendelige lidelser i helvede, Sisyfos’ uendelige straf. Kommer mon lidelsen fra uendelighed eller fra manglen på mening?
Langsomhed er den, der holder giftige materialer i vores jord. Langsomhed er den, der fastholder diktatoren på magten i årtier. De små gradvise, usynlige bøjninger af vores rygrad indtil vi ikke længere kan genkende vores tidligere moralske kompas.
Værket er netop i stand til at tage os på en rejse gennem naturens langsomme, men evige forandringer: fra stilheden før universets oprindelse til sammenbruddet af civilisationen, og til sidst tilbage til håb og genskabelse. Forår, sommer, efterår, vinter, og forår igen. Dansernes bevægelser ned mod jorden og op igen. På et tidspunkt bliver en af danserne helt stiv i kroppen, mens hendes hånd bevæger sig blidt: en lille blomst, der søger liv efter en hård vinter, selv midt i de grusomme betonbygninger. “Du kan ikke fængsle en plante” – som Michael Pollan skriver.
Efter et intensivt indslag med truende musik og febrilsk bouncing, falder tingene til ro igen. Danserne samles i en cirkel og bevæger sig langsomt ned til jorden ved hjælp af hinandens vægt: Blomsten, der slår igennem. Faren, der gjorde koncentrationslejren til en leg for sin søn i La Vita Bella. De bosniske teatergrupper, der holdt festivaler under krigen for at minde folk om betydningen af at være et menneske.
En påmindelse om, hvorfor vi har brug for kunsten, især under pandemien.
FAKTA
Hail to the Good Listener med Dansk Danseteater med koreografi af Marie Topp
Hail to the Good Listener er den sidste og afsluttende del af kompagniets koreografiske udviklings-initiativ Generator, der havde premiere den 28. maj 2021 på Operaens intimscene, Takkelloftet.
Hail to the Good Listener er sidste del af Marie Topps triologi om sansernes kompleksitet og det feministiske blik. Værket er en del af scenekunstfestivalen CPH Stage.
Fem kvinder bevæger sig i en slags meditativ ’slow-motion’ koreografi, hvor tiden står stille. De forandrer og forandres af deres omgivelser. Kvinderne sidder fast, de flyder – i et spændingsfelt af modstand og overgivelse. I en kollektiv bevægelse læner de sig mod en fælles fortid. De skaber en plads for forandring.
Nærværet af naturens kræfter i scenerummet og performerens krop er en gennemgående tematik i Marie Topps koreografiske praksis. Gennem somatiske og meditative praktikker fremmaner hun landskabslignende scenarier i scenerummet. Gennemgående i dette æstetiske sprog er placeringen af mennesket/performeren i en oscillerende relation, på samme tid isoleret fra og forbundet til sine omgivelser. Narrativer og abstraktioner skabes i det associationsflow, der opstår mellem værket og betragteren.