Alene i verden og på scenen

af Betina Rex (stud.mag.)

Facebook, Snapchat, Instagram, YouTube. Mulighederne, eller risikoen om man vil, for at se og blive set er så godt som uendelige. Det er billeder og videoer af mig, dig, os og jer. Og det er døgnet rundt, bare et klik væk. ”Jeg bliver set, altså er jeg” kunne en poppet omskrivning af den gamle filosof Descartes læresætning sagtens lyde i 2000-og-selvfie. Et billede på det moderne liv – på godt og ondt. Vores liv?

Lige så reelt og virkeligt
Online og offline. To nærmest outdatede termer, som folk over tyve bruger, i et håbløst forsøg på at få hold på, hvordan vi skal forstå og forholde os til den informationsmættede verden, vi er blevet kastet ind i. Og det er for så vidt også fint nok, når man bare husker, at on og off netop ikke refererer til noget andet end det enkelte tilfælde. Det enkelte menneske, den enkelte situation, den enkelte institutions forhold til det Wide Werdens Web der, i paradoksal, og samtidig tragikomisk kontrast til nutidens selveksponering, netop aldrig kan ses som ”sig selv”, men kun igennem de åbninger, som brugen af nettet skaber. Vi er muligvis offline, men informationerne fortsætter ufortrødent, selvom vi så at sige trækker stikket ud. Internettet er ligeså reelt – og ligeså virkeligt – som resten af verden. Der er ikke en distinktion imellem det, jeg siger og gør ”på” nettet, og det jeg siger og gør ”uden for” nettet. ”Man må ikke være fuldstændig vanvittig og hjernedød inde på Internettet”, som de to herrer i P3s Monte Carlo program så enkelt udtrykker det.

Busy Bodies af dadadans/Helle Bach. Foto: Jens Raadal

Synlighed eller mangel på samme
I den århusianske koreograf Helle Bachs nyeste forestilling Busy Bodies spiller den synlighed, eller mangel på samme, som Internettet i høj grad har muliggjort, en afgørende rolle. Forestillingen er bygget op omkring seks soloportrætter, der danses mere eller mindre simultant. For sådan er verden jo skruet sammen. Bare fordi jeg kigger til højre, betyder det jo ikke, at handlingen til den venstre står stille, indtil jeg igen gider rette min opmærksomhed mod venstre. Den præmis er en svær nød at knække i en scenekunstnerisk sammenhæng. På den ene side kan man risikere at kede publikum, hvis man ikke vover at lade den simultane dynamik få plads, på dan anden side risikerer man at tabe samme publikum, hvis man lader flere handlinger få plads på samme scene, på samme tidspunkt, uden nogen form for fortolkende håndsrækning. For de findes jo heldigvis. Fortolkningerne og håndsrækningerne. Spørgsmålet er, hvordan.

Den simultane travlhed
I Busy Bodies er travlheden så indbygget i kroppen på danserne, som titlen også mere end antyder, at forestillingens bærende præmis netop bliver det simultane. Og det er egentlig ganske interessant i forhold til dans. Særligt hvis man ser de enkelte dansere på scenen og de brudstykker af handlinger, der opstår imellem dem som perler på en snor; uafhængige individuelle episoder, der kan sættes sammen og aflæses som en del af en større helhed. Der er ikke nogen på forhånd given mening eller fortælling, som kan blive forpurret eller misforstået, når præmissen er, at meningen imellem handlingerne opstår i tilskuerens blik. Hvilket kræver et årvågent og engageret publikum, hvis ikke en forestilling skal forekomme ligegyldig og dramaturgisk uskarp. I min optik består det virkeligt samlende element i Busy Bodies af den tråd, perlerne så at sige trækkes på, i form af danseren i den grå hjemmedragt i den hvide sofa, belejligt besat med hjul. Hendes evige moslen rundt i selve symbolet på materiel konsumerisme – sofaen – står som et effektfuldt billede på den måde, det moderne menneske kan både opleve og indgå i verden på. Gennem skærmen som hun ustandseligt har ansigtet vendt mod, betragter, og betragtes hun af noget så abstrakt som ”verden”. Som publikum kan man kun gisne om, hvad hun mon ser der på sin skærm. Sig selv, de andre, os alle?

Fortabelse og forgabelse i selveksponering og selvfremstilling
I pressematerialet lægger Busy Bodies op til at tage alvorligt livtag med den moderne velstillede verdens totale fortabelse og forgabelse i selveksponering og -fremstilling. I forestillingen spiller den moderne teknologi, stærkt anført af Internettets ubegribelige muligheder, og heraf følgende total uigennemskuelige konsekvenser da også en afgørende rolle. At danserne i Busy Bodies er optaget af deres eget univers, deres egen flig af virkeligheden, gør det meget eksplicit, at der er tale om førnævnte selveksponering. Det handler om, at blive set. Og hvis ingen andre gider kigge, så må man jo gøre det selv. Sammen med solodans formen, skaber det en afstand imellem de enkelte dansere, som var de hver især indhyllet i deres egen uigennemtrængelige livsboble. De når aldrig helt hen til hinanden, de er, på godt og ondt, for såvel forestilling, som visionen med samme, alene i verden og på scenen. Busy Bodies rammer tematisk lige lukt ned i det moderne væddeløb af en tilværelse. Hvem er jeg, når ingen ser mig, synes afløst af, hvem kan jeg blive, når nogen ser mig. Parykker, svømmefødder, stoledans, kæmpekrammedyr. Alle rekvisitter tages i brug for at iscenesætte sig selv på den bedst mulige måde. Danserne på scenen ser kun sig selv, har ikke hinanden og forsøger at fortælle en historie om os alle. Alene i verden – og på scenen.

 

FAKTA:
Busy Bodies af dadadans / Helle Bach, spillede i Århus og København i november/december 2013.

Info: dadadans, www.dadadans.dk

LÆS også om Busy Bodies på webmagasinet Dans ONline på www.terpsichore.dk (4 hits)
Finurligt og farverig Busy Bodies + Se videoen til Busy Bodies + Vi er alle Busy Bodies + Krop & Krop