Hallen i Kedelhuset genlød af klapsalver under den længe ventede åbning af Dansehallerne. Efter adskillige års arbejde, en pandemi og mange andre udfordringer er Dansehallerne nu genåbnet i Carlsberg Byen i endnu bedre rammer end før.
af Iben Maria Hammer (danseskribent)
Alle fotos: Kathrine Thude
–
Vi har siddeplads og bliver budt hjerteligt velkommen. Arkitekterne bag ombygningen af Kedelhuset, de mange engagerede mennesker, der har kæmpet i årevis for at få det hele til at lykkes, takkes. Der er af gode grunde mange taler – og rigtig mange mennesker at takke.
Projektet er endelig afsluttet, og dansen – der betegnes som kunstens urmoder – har fået nogle imposante rammer i det gamle Kedelhus i Carlsberg Byen, hvor Mikkelsen Arkitekter har bevaret mange fine særpræg. Kedelhuset var det sted, hvor man samlede al energi til bryggeriet, og det er nu meget passende et sted, ”der transcenderer energi om til dans” med en Black Box, træningssale og den store scene i Hallen.
Kultur-og fritidsborgmester Mia Nyegaard taler passioneret om dans. Hun har villet satse på kunstneriske tilbud af høj kvalitet til børn og voksne og tænker, at Dansehallernes tilbud vil kunne inspirere en masse mennesker. I Sverige, fortæller hun som en lille kuriositet, har man netop ophævet en gammel – og forhåbentlig overset lov – der forbød folk at danse spontant i det offentlige rum. I stedet for håber hun, i modsætning til den gamle lov, at ”folk vil danse dagen lang og bekymre sig en anden gang”.
Augustinus Fonden nævner nogle af dansens pionérer, og den første ansøgning fonden modtog. Den kom fra Eske Holm, der med sin formulering ”I begyndelsen var dansen” med få ord beskrev, hvor essentiel dans er og argumenterede for nødvendigheden af at give støtte til en dansescene i Pakhus 13.
A fully functional flexible theatre
Udviklingsselskabet i Carlsberg Byen og Byggefondens bestyrelse omtaler de ambitiøse forventninger og passionerede kunstøjeblikke, vi kommer til at opleve og det fantastiske i, at vi nu står med ”A fully functional flexible theatre”. Direktør og kunstnerisk leder af Dansehallerne, Danjel Andersson, lægger vægt på The Dance Community, som han beundrer for at have været uendelig tålmodige i den mellemliggende periode. Han mener, at deres kunst nu efter otte års udfordringer, står stærkere end nogensinde. ”Spirits will flow, audience will glow,” reciterer han ret bevæget.
Belgiske Anne Teresa De Keersmaeker/Rosas er den første danser til at betræde det nye scenegulv med Pioverá. Hun lægger ud i et hjørne af det meget store scenegulv. Twister skuldre, så skuldre og hofter, så med løftet arm, og de mekaniske bevægelser vokser sig større og større til den meget repetitive musik, It’s Gonna Rain, af Steve Reich, 1965. Hun udforsker, som der står i programmet ”mangfoldige måder at være ude af sync på” og går over i en ret humoristisk fase med ren disco, hvor Madonna synger ”Time goes by so slowly”, omkvædet fra Hung Up.
Anne Teresa De Keersmaeker har muligvis taget nogle af Madonnas moves, men hun falder også ud over scenen og løber ind i glasset foran de kæmpestore skydedøre ud til Carlsberg Byen. Hun bruger væggen og gulvet uden for scenen, sidder op ad muren med den fiktive mobil og ”lægger på”. Hun løber rundt på scenen som en anden motionist, trækker en tilskuer ind på scenen og danser disco med staklen (eller den heldige), ruller rundt på gulvet og afslutter med at spørge ”Do you know what time it is now?”, og opdager til sin glæde, at hendes optræden er slut, forlader forpustet scenen og griber nonchalant et glas bobler på vejen ud.
Åbningsprogram i loops
Åbningsprogrammet kører i loops med film, installationer og forestillinger i hele Kedelhuset fra kælder til loft. Et sted bliver der advaret om høj lyd i 50 minutter og stroboskobisk lys, et andet sted er der Silent Disco, hvor publikum kan danse med headset på og finde hver sin rytme.
Bloody Moon med Dansk Danseteater ved Marina Mascarell folder sig ud på den store scene i Hallen. Danserne er iført blonder og flæser, kvinder og mænd har spytkrøller og læbestift, og jeg tænker på den sidste nadver under åbningen af de olympiske lege (trans/queer-agtigt), men her er kun ni dansere, så det kan nok ikke få en hel masse biskopper til at blegne.
Danserne til Boody Moon varmer op på scenen hver for sig, svinger arme og ben og ruller med mave og hofter. Under selve forestillingen hænger de sammen i en lang kæde (som i The Blind Leading the Blind af Pieter Bruegel den ældre), læner sig væk fra hinanden og folder sig over hinanden i et langt kram.
Alle dansere er af forskellig statur lige fra høje rødhårede Lukas Hartvig-Møller til lille Yi-Shao fra Taiwan. Musikken er elektronisk, ambient uden en fast rytme. Snart høje lyde snart dybe lyde. Danserne indtager pludselige opstillinger, og grimasserne fryser i et stift smil, de vrænger ansigt eller spiller med tungen, og ser vanvittige ud, som når man trykker ansigtet mod en rude.
Lidt af et galehus faktisk, som også får én til at tænke på de to teatermasker med opadvendte og nedadvendte mundvige, der symboliserer henholdsvis en komedie og en tragedie.
Må Kedelhuset med Danserhallerne få en glorværdig dansefremtid.
Fotos: Kathrine Thude
Fotos: Kathrine Thude
INFO: Dansehallerne
Fotos: Kathrine Thude