W.O.M.B

Moderskab er stadigvæk en slags tabu i det kunstneriske miljø, selvom der har været flere scenekunstværker om det i de seneste år i Danmark, og det er især prominent i nutidig litteratur.
“Det er sådan en stor forandring i mit liv, at jeg var nødt til at udtrykke det gennem bevægelse” – fortalte en af danserne i den kunstneriske samtale efter W.O.M.B.-forestillingen.

af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)

Man ser også ret sjældent (udelukkende) sorte kvinder på de danske scener. Ifølge de sorte kvinder blandt publikum betød det enormt meget for dem at se sig selv repræsenteret i et værk. Stereotyper om “den stærke sorte kvinde” stemmer ikke overens med mødrenes faktiske oplevelse af sårbarhed og lidelser, og bliver derfor ofte ikke taget alvorligt, fortalte forfatter/digter/journalist m.m. Lesley-Ann Brown (Trinida/USA), som talte om emnet under den efterfølgende kunstneriske samtale.

Værket spiller derfor en vigtig rolle i forhold til at give indblik i moderskabets kompleksitet bag den romantiske facade, som media og religion fremstiller det om lige netop dette emne.

Rytme og gentagelse

Et af hovedelementerne i værket er rytme og gentagelse: armbevægelser, der vender tilbage i forskellige positioner og på forskellige tidspunkter. Cyklicitet er tit forbundet med det “feminine” og naturen, og går straks imod den industrielle forventning om linearitet og “evig vækst”. Selvom mænd faktisk også har en hormonal cyklus (på 24 timer), det er bare mindre langt mindre kendt.

I den industrielle forventning er der ikke plads til moderskab blandt værdier som livslang læring og karriereudvikling: det er lig med dens værste mareridt, nemlig stagnation. Men det fremgår klart af værket, at gentagelser har et andet aspekt indbygget i sig også: fordybelse. Det er nemlig processen med at vende tilbage til det samme og finde nye lag inde i det, som er kernen i den zenbuddhistiske filosofi. Evnen til at se på det samme med nye øjne. Det er heller ikke tilfældigt, at rytme og gentagelser er essentielle i ritualer: forudsigelighed fører til ro, så vi kan træde ind i en tranceagtig sindstilstand. Sådan er det også med dette værk.

Udmattelse

Det andet hovedelement er udmattelsen: Danserne driver sig adskillige gange ud til deres yderste i løbet af værket. Det kan også fortolkes som kendetegnende ved moderskabet: den enorme indre styrke, der får kvinder til at kæmpe. En kraft som koeksisterer med en øget sårbarhed som følge af graviditeten og den konstante mangel på søvn.

Relationer

Det tredje element, jeg vil nævne, er relationer: mødrenes relation til hinanden og til idealer. Den sidstnævnte er symboliseret gennem guldmetalbyster af hver af kvinderne (danserne), som hænger ned fra loftet. Det kan opfattes som samfundets forventninger til kvinder/mødre, overjeg’et eller det drømmejeg, kvinderne stræber efter. På den måde kan deres dans omkring og med bysterne både ses som en måde at tage vare på sig selv og bevare ens identitet som individ, men kan også ses som en indre konflikt, hvor de underlægger sig (symbolsk og bogstaveligt) forventningerne: akten om at fornægte sig selv.

Relationen mellem danserne er heller ikke entydig. Nogle gange fornemmes der en slags fællesskab blandt dem, for eksempel når de danser dynamisk og empowered i cirklen, andre gange er de hver for sig selv, alene, vendt indad. Er andre mødre ens allierede eller ens rivaler?

Der er ikke andre frugter, der kunne udtrykke den ambivalens, der gennemsyrer hele værket, bedre end citronen. En citron kan forøge og forbedre smagen, men er sur i sig selv. Mødre er med til at skabe så meget værdi, men det er svært ikke at blive fanget af negative følelser gennem moderskabets lange og svære proces.

Citronerne blev omarrangeret ved hvert sceneskift: en elegant og genial løsning, som minder om børnenes evne til at skabe nye verdener ved de mest enkelte midler.

Enkel, harmonisk, organisk æstetik
Værket i det hele taget er præget af en enkel, harmonisk og organisk æstetik. Farvepaletten indeholder to farver: mørkebrun (kvindernes hud og matchende tøj) og gul/guld (citronen, metalbyster).

Musikken inkorporerer (og ofte udelukkende består af) kvindernes åndedræt, og lyden, når deres flettede hår eller den bare hud slår mod gulvet.

W.O.M.B. er en hyldest til hverdagen: de rige indre landskaber, de små mirakler, det intensive mikrokosmos, som vi allesammen er omfavnet af, hvis vi tør stå stille i et øjeblik og være oprigtigt nysgerrig på livet.

FAKTA

W.O.M.B

Forestilling af Julienne Doko, afrikansk moderne danser og koreograf
Info: Dansekapellet
(spillede 24.-27. marts på Dansekapellet)

W.O.M.B. (Worth of My Body) spillede på Dansekapellet i marts måned og er et koreografisk værk, der berører emner som graviditet, moderskab og kropsopfattelse, som kan være både smertefuldt og befriende.
At blive mor medfører mange forandringer: forholdet til ens krop, tid og materielle ting, identitetsfølelse og ophav. W.O.M.B handler om undfangelse, kontinuitet og cirkularitet. Forestillingen udforsker den kvindelige kreative kraft, og hvordan den manifesterer sig gennem bevægelse. Og så berører den emnet accept: at acceptere ansvaret, smerten, forandringen, den indre og ydre transformation.

W.O.M.B opføres af tre mødre, der gennem dans omfavner deres udfordringer og viser deres sårbarhed såvel som deres styrke. For stykket har som mål at give synlighed til kroppen præget af graviditet i alle sine afskygninger, og at vise den sorte krop på scenen – uden at den bliver fremstillet som noget eksotisk.

MEDVIRKENDE
KOREOGRAF: Julienne Doko i samarbejde med danserne
DANSERE: Naa Ayeley, Meire Santos & Julienne Doko
KOMPONIST & MUSIKER: Gert Østergaard Pedersen
KOSTUMEDESIGNER: Charlotte Østergaard
BILLEDKUNSTNERE: Jules Fischer & Mette Hammer Juhl
DIGTER: Lesley-Ann Brown
KONSULENT & MENTOR: Marylise Tanvet
PRODUKTION: prfrm – produktion og formidling af scenekunst
ADMINISTRATION: Projektcentret ved Dansehallerne