En sommeraften så skøn
af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)
De lyse nætter, de smukkeste rammer og den mest energiske, overraskende og underfundige dans var ingredienserne til en sommeraften så skøn på kanten af Ophelia Plads med havneløbet som den smukkeste kulisse.
I halvanden år har man bare sukket og længtes efter at komme ud og opleve at være sammen med andre, endda et stort antal andre publikummer for i fællesskab at opleve dansen live og ikke som en streamingtjeneste. Og endelig lod det sig gøre, endda på den smukkeste sommeraften, hvor solnedgangen over Frederiksstaden tegnede himlen lyserød, og småbåde sejlede roligt gennem det københavnske havneløb. Den danske sommeraften var på premiereaften ganske enkelt helt perfekt.
Efter leder af Dansk Danseteater Pontus Lidbergs velkomst, hvor han glædes over, at endelig kan der efter halvanden års venten, for første gang danses for et stort publikum, giver han ordet videre til kulturborgmester Franciska Rosenkilde. I hendes velkomst pointerer hun det skønne i, at endelig kan dansen og den fælles oplevelse føles, sanses og nydes.
Uppercut Danseteater – Benched
Som silhouetter mod vandspejlet er Uppercuts Danseteaters fem mandlige dansere helt forrygende med et dynamisk flow og en underskøn humor. En bænk er ikke bare en bænk. Tag plads, sid ned, stå op, kur henad, kravl under, vær bænket eller vip op. Bænken er omdrejningspunktet, men det er venskab også, med plads til den enkeltes personlighed.
Værket Benched handler om at finde sin plads på livets bænk, hvor dansen befinder sig i krydsfeltet mellem street, hiphop og moderne dans. Stephanie Thomasens koreografi er underholdning på et eminent niveau, humoristisk, energisk, mangfoldig, overraskende og med en luftguitar-finale, som er underholdning i absolut højeste gear.
Sebastian Kloborg – Once I had a love
Aftenens andet værk er Sebastian Kloborgs Once I had a love, hvor han selv sammen med lille vævre Maria Kochetkova danser en pas-de-deux så ømt og smukt. Klassisk, forfriskende og samtidig teatralsk. To, der bliver til én, og alligevel samtidigt gerne vil fastholde det individuelle. Længsel, tiltrækning og ømhed. Smukt, smukt, smukt.
Dansk Danseteater – A Summer Dance
Dansk Danseteaters dansere er iført aftenkjoler og høje hæle / jakkesæt og hvide skjorter, da de kaster sig ud i dansen og den glade, brølende jazz fra 20’erne. Forrygende, energisk og rytmisk med flirt, jalousi, venskab og udstødelse.
Værket A Summer Dance er skabt af Pontus Lidberg og er, som alle aftenens værker, skabt under COVID-19-nedlukningen, hvilket i Lidbergs værk slår særlig tydeligt igennem. De brølende 20’ere – er det 1920’erne … eller vores egen nutid? Uventet er vores tid blevet som et ludospil. Vi bliver slået hjem til start igen og igen. Danserne falder bogstavelig talt om igen og igen, men gribes dog. Hviler på en stol. Der vakles igen og igen. Skønnest er dog at livs- og danseglæden bliver aftenens afsluttende vinder.
TAK
Kæmpe, kæmpe tak til Copenhagen Summer Dance for at være så livsbekræftende, også for publikum.