Dansefilosofi i DANS’ forståelse

Kan man forstå dans som en pizza?

Vi stillede os selv det spørgsmål som en slags retorisk kuriositet, da 2020 var ved at slå sine sidste folder og dermed samtidig også markerede enden på vores 25 års jubilæum og dermed fejringen af dette, og vi besluttede os for at lade det komme an på en prøve.

Vi kunne jo selv prøve at affatte en sådan filosofi og invitere andre til at komme med deres bud, sådan at vi i fællesskab – og helt uformelt – til sidst skaber et helt menukort over dansefilosofier.

Vil du ikke også være med?

Opfordring!
Lad os sammen skabe et menukort over dansefilosofier på ægte pizza-manér!

Vær med til at skabe improvisationer over, hvad en dansefilosofi kan være.

Du deltager ved at sende dit bidrag (max. 1 A4 side) til info@terpsichore.dk – i emnelinjen skriver du “Dansefilosofi”.

Alle bidrag publiceres her på Dansemagasinet.dk, og man er velkommen til at bidrage flere gange over tid.



Sådan her ser vores bidrag ud i DANS (forår 2021):
(NB: Du kan læse teksten i sin fulde længde nedenunder billedserien her)


Dansefilosofi
– i DANSemagasinets forståelse

Hvad er meningen med livet?
Hvad er meningen med dans?
… hvad er meningen uden …

Lad krop og tanke, viden og erfaring forbindes som en naturlig del af det at være.
Dans er en oplevelse udi bevægelse, krop, lyd og tilsat merværdi i form af kostumer og omgivelser, som adspredelse og som oplevelse, til gavn og styrkelse af individet.
Uden at glemme legen i dansen og oplevelsen – for alvor, kontrol og pligt kommer let til at fylde mere.
Skal der være en grund til alting? Må det ikke være nok bare at opleve for oplevelsens skyld alene?
At give slip et øjeblik, uden kravet om at skulle forholde sig til alting – eller at forstå.

Dans er udviklet som allemandseje, og det er naturligvis i orden at improvisere engang imellem og kaste tilfældigt indhold i en dans. Men hvorfor ikke gøre en dyd ud af dansen? Det behøver ikke at være særligt langtidskrævende eller for den sags skyld særlig besværligt. Den lille bevægelse med finesser af den ene og den anden slags kan løftes til en genial kunstnerisk oplevelse, hvis man overvejer og overholder nogle grundlæggende æstetiske principper. Som med idræt er det ikke alt, der passer sammen. Teknisk svært fodarbejde på tå giver eksempelvis ingen mening i vægtløftning. Sådan er det også med dans; der er ingen grund til at skjule den i alt for mange elementer. På sin vis gælder de samme regler for kompositionen af en dans, som for en hvilken som helst anden kunstart. Det gælder både form og indhold. Grundelementerne er tanken og kroppen, der fungerer som formidler (ben eller anden kropsdel med samme udtrykspotentiale). Med andre ord: Det intellektuelle mod det sanselige.

Smag kan jo som bekendt altid diskuteres, men hvis man spørger os – og mange andre – er der trods alt nogle grundlæggende ting, der fungerer – og andre, der ikke gør. Som i enhver anden kunstart, skal man have sanserne i spil rent fantasimæssigt. Sanseindtrykkene skal supplere, komplimentere og spille op mod hinanden. Vi kalder det helt enkelt for ”afstemt bombardement”.

Som dansemagasin er vores filosofi at sætte dansen til skue – og sætte den fri. Fri til at være den, den er, som den er.
Det er det, vi fortæller om og giver videre – dansen som den ser ud i al dens mangfoldighed, pragt og vælde – fortalt af dansen og danserne selv og mange andre.

Theme developed by TouchSize - Premium WordPress Themes and Websites