af Nanna Vinter (cand.mag. i dansevidenskab)
Skulle have spillet på Teaterøen den 24.-28. marts, men blev aflyst på grund af COVID-19.
En meget mørk novemberaften cykler min spanske veninde og jeg spændte afsted mod Asterions hus for at se forestillingen Rodin, baseret på værker af den franske skulptør, Auguste Rodin, hvis ekspressive skulpturer, jeg glæder mig til at se udtrykt i dans. ”Vi er der næsten,” bliver jeg ved med at sige til min ledsager, som er på sin første cykeltur i København. Sceneriet vi cykler igennem, ligner dog mere og mere en scene fra Forbrydelsen, og de eneste vi møder ad den lange mørke Refshalevej, er en flok unge, som vores pludselig tilstedeværelse giver et chok!
Flere gange tænker jeg, at vi er faret vild og ikke når forestillingen. Især da vi passerer et rensningsanlæg, og nærmer os en vindmøllepark, begynder tvivlen på, om vi er på rette vej at nage, men endelig ser vi et tegn på, at det er her forestillingen rent faktisk foregår: en plakatsøjle dukker op, med billedet af to hvidmalede kvinder, i en skulpturel position med titlen Rodin.
Fra det mørkeste novemberlandskab kommer man i Asterions Hus ind i en varm og imødekommende dagligstueagtig foyer, som denne aften er plastret til med plakater fra forestillingen. Man får straks lyst til at dekorere sit hjem med de fine plakater, da billederne virkelig indfanger noget af det smukkeste ved kroppenes rene skønhed.
Vi bliver taget imod
Vi sætter os til rette i teatersalen hvor stykket bliver opført, og forestillingen går i gang. Eller, faktisk er den allerede i gang, inden vi sætter os, da de medvirkende i stykket, fotografen Ingrid Bugge, klædt i en malerplettet dragt og de to dansere Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen tager godt imod publikum henvendt i en teatralsk tone: ”her ser man bedst”, ”sæt jer godt til rette”, ”man skal sidde godt”. Min sidemand får lige sagt, at det er ligesom i 70’erne, og når jeg spørger hvordan, siger hun ”den måde man kommer i øjenhøjde med kunstnerne på.”
De tre kvinder begynder langsomt at gå i gang med iscenesættelsen af en fotosession, hvor fotografen på en insisterende måde bliver ved med at opmuntre sine modeller til at give det ypperste de har. Scenen kunne godt få tankerne hen på et afsnit af America´s Next Top Model, hvor alt, selv finkulturelle værker som Rodins, kan bruges som udgangspunkt for et fotoshoot, til et hurtigt fotofix, som nok nærmere har det formål at sælge tøj og blade, end at skabe et filosofisk rum for beskueren med tanker omkring den menneskelige eksistens. På en måde opstiller scenen en spændende kontrast mellem det langvarige aftryk Rodin har sat med sine værker i kunstverdenen, overfor nutidens hektiske sensationssamfund, hvor ting og idéer, og kunst, passerer flygtigt forbi.
Inden længe har danserne og fotografen iscenesat et klassisk kunstner-modelforhold på scenen, hvor magtrelationen står tydeligt frem. Modellen hungrer efter fotografens opmærksomhed, og denne opildner modellen til at tilfredsstille hendes sultne blik. Der går ikke lang tid, inden hun står helt nøgen frem foran kameraet for fotografens skyld, for billedet, for kunsten. Og det varer heller ikke længe, før den anden kvindelige model oplever en stigende jalousi. ”Skal jeg også smide tøjet,” spørger hun, mens fotografen pænt ignorer hende og kun har øje for den anden model. Der opstår noget komisk i dette behov for bekræftelse, og ydmygelsen i afvisningen føler man næsten på egen krop.
Jo længere ind i stykket, jo stærkere
Der går lidt tid, før tyngden af Rodins værker begynder at kunne føles, og det er svært ikke at sidde og vente på, at referencerne bliver manet tydeligere frem, end de gør i starten. Ikke fordi danserne ikke fra første sekund forfører med deres skulpturelle kroppe, for det gør de. Selv når de står nøgne frem, og lyset afslører alt, ligner de skulpturer, eller kvinder som Rodin selv kunne have ladet sig fascinere til at forme. Men der bliver længe bare ridset lidt i overfladen, føles det som. Men så sker der noget, og jo længere ind vi kommer i stykket, jo stærkere bliver scenerne. Der bliver klart, at der er så meget kød og kraft i selve det at iscenesætte Rodins skulpturers positioner til dans, at den humoristiske rammefortælling, som fylder meget i starten, ikke føles som en direkte nødvendighed for forestillingen.
I bevægelser og positurer omfavner danserne en klassisk æstetik, og de tør lege med det smukke. Det er en nydelse at være vidne til dette greb, da det godt kan føles som om, den moderne dansescene af og til har haft lidt berøringsangst med netop det klassisk smukke i bevægelsen. I denne danseforestilling gør det i hvert fald værket en tjeneste.
Som stykket skrider frem, begynder den ene indtryksfulde dansescene at afløse den anden. En af de stærkeste scener, som går lige i hjertet, er en duet mellem en af danserne og fotografen, hvor fotografen smyger sig rundt om danseren kun med et stearinlys i hånden, som eneste scenebelysning, og sætter forskellige kropsdele og små bevægelser i fokus. Der bliver her skabt et helt intimt rum, og man føler sig rent faktisk hensat til et mørkt kunstneratelier i 1800-tallet, og som beskuer bliver man hevet med. En anden scene, det er værd at fremhæve, er illustrationen af Helvedesporten. Her slanger begge dansere sig akrobatiske henover, opover nedenunder og ind og ud af en vakkelvorn stige, et virkeligt betagende syn.
Grubleren
Et uomgængeligt værk, når man taler om Rodin, er hans skulptur Grubleren, og man kan forestille sig, at der er blevet grublet meget over, hvordan man skulle bringe netop dette værk til livs. Det lykkes på en sjov og humoristisk måde, at få danserne og fotografen til på skift at indtage (og til tider overdrive) grublerens position og mimik.
De to dansere leverede en virkelig gennemført præstation, hvor de både viser en høj teknisk kunnen og et udtryksfuldt nærværende engagement.
Stykket hænger delvis sammen af tale og replikker, og det var jeg ikke helt klar over, da jeg inviterede en spansktalende ledsager med, men trods det at hun ikke forstod noget af det, der blev sagt, og helt sikkert har haft ømme cykelben dagen efter, fik også hun en masse smukke billeder med sig hjem på nethinden.
RODIN
En dans i sten
Dansere: Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen
Fotograf: Ingrid Bugge
Musik: Klaus Risager
Koreografiske konsulenter: Lotte Sigh og Stefanos Bizas
Instruktør: Peter Kirk
Skulle have spillet på Teaterøen den 24.-28. marts, men blev aflyst på grund af COVID-19.
OM RODIN
Auguste Rodin er en af fransk kunsts største og kendteste billedhuggere og hans værker vil være mange danskere bekendt, ikke mindst fordi Glyptoteket har en af de fineste samlinger i verden af hans skulpturer.
Asterions Hus vil med forestillingen give sit bud på noget af det, som er sværest at definere: Kernen i den kunstneriske skabelsesproces. Forestillingen udspiller sig i prøvesalen i samklang med den kunstneriske proces, som den skildrer.
Vi tilnærmer os, hvad Rodin oplevede i mødet med sine modeller. Hvordan han indfangede bevægelsen, når mennesket dansede for ham. Og som tilskuere forsøger vi at få indblik i, hvad der udspillede sig mellem model og kunstner, mellem subjekt og objekt midt i skabelsen af værket.
Skønheden og det uperfekte
Ved at dykke dybt ned i Rodins kunstneriske proces kommer vi tæt på nogle af de ikoniske skulpturer som f.eks. ’Tænkeren/Grubleren’, ’Kysset’ og ’Helvedesporten’. Vi følger det med Rodins øjne og oplever det flerdimensionelle i værket. ’Grubleren’ er med sin udstråling af dybe tanker, intelligens og kontemplation en klar kontrast til vor tids flimmer og hastighed. ’Borgerne i Calais’ bringer i dag tankerne hen på den franske havneby, der i mere end femten år har været hjemsted for migranter. Værkets historie om at forsvare sig mod det udefrakommende har dermed fået en slående nutidig aktualitet. Og ’Manden med den brækkede næse’ minder os om skønheden i det uperfekte.
Forestillingen afsøger det æstetiske rum, der eksisterer omkring Auguste Rodins skulpturer og de figurer, der bliver frembragt i forestillingen – samtidig med at man også som beskuer bliver inviteret til at reflektere over det, man selv oplever.
RODIN søger at tematisere, hvordan krop og nøgenhed bliver instrumentel og maskinel i en tid med stadigt mere fokus på selvportrættering og på omverdenens respons, siger instruktør Peter Kirk. Vi gemmer os bag et billede af, hvad vi gerne vil vise omverdenen, det bliver stadigt vigtigere end vores substans, og det stresser os i virkeligheden helt vildt. Rodin kommer til at fungere som vores ’medie’ i forsøget på at skrælle de overfladiske lag af og komme ind til den, vi egentlig er.
RODIN er en ekspressiv danse- og performanceforestilling, der udspiller sig i et atelier/værksted, hvor to kvindelige dansere udforsker kroppe, bevægelser, lys og fysiognomiske detaljer, mens en fotograf iagttager og fastholder det, som publikum ser i projektioner på væggene i billeder.
Gennem fotografens optik opdager vi måske, hvad det var Rodin oplevede, når han iagttog sine modeller. Undervejs er vi vidne til en ’genopførelse’ både af Rodins velkendte skulpturer, men vi oplever også danserne skabe nye figurer, som kunne være skulpturer, skabt af mesteren.