Viva, Vive! Black Box Dance Company. Foto: Black Box Dance Company
 

Har du mon hørt om Black Box Dance Company?

Holstebro er en by i Danmark, som holder på en velbevaret skat; Black Box Dance Company – et professionelt dansekompagni under egnsteatret Black Box Theatre, hvis faciliteter danner de perfekte rammer for kreativ udfoldelse.

af Mia Vad (danseskribent)
miavad@miavad.dk

Black Box Dance Company har eksisteret siden 2013 og ledes af Marie Brolin-Tani, som er en af Nordens mest erfarne koreografer, og som tidligere har ledet egnsteatret MBT Danseteater i Aarhus samt været chef på Skånes Danseteater i Malmø.

push 1-1
PUSH. Dansere fra Black Box Dance Company i koreografi af Edhem Jesenkovic i værket RUSH. Foto: Michael With

 

Black Box Dance Company består af otte dansere og opførte sin første forestilling ”Viva Vive!” i begyndelsen af november 2013 i Black Box Theatre i Holstebro. Siden er repertoiret blevet udvidet med forestillingerne ”100 Likes”, ”PUSH” og senest ”SEVEN”. Kompagniet optræder såvel i Danmark som i udlandet og har i forbindelse med den danske kultursatsning i Kina været i Kina i oktober 2014, hvor de optrådte med “100 Likes”. I efteråret 2015 optrådte kompagniet med selvsamme forestilling på en dansefestival i Tanzania.

Publikum har taget forestillingen”100 Likes” til sig, da mange med stor sandsynlighed kan relatere sig til forestillingens fokus på unges sårbarhed samt afhængighed af sociale medier og den evige stræben efter at blive set. Koreografen Mari Carrasco har i samarbejde med Marie Brolin-Tani med ”100 Likes” skabt et koreografisk koncept indeholdende masser af energi og ironi, centreret omkring det unge menneske. Forestillingen er da også på repertoiret i sæson 2015/2016.

Dansekunst skal være tilgængeligt for publikum

Ambitionen med Black Box Dance Company er, at det som dansekompagni bliver en permanent aktør på den danske dansescene og kan agere platform for dans i starten af unge danseres professionelle karriere.

Implicit mærker man dog det økonomiske pres, som kulturlivet generelt må leve med på grund af faldende tilskud fra Kulturministeriets side. Black Box Dance Company forsøger derfor at tænke i innovative løsninger med henblik på at tilpasse sig for at kunne bevare kompagniet og fortsat understøtte en positiv udvikling af og indflydelse på den danske dansescene. Missionen for kompagniet er da også, at det kunstneriske udtryk, dvs. dansekunstens udtryk, gøres mere tilgængeligt for publikum. En dansestilart kan nemlig i sig selv risikere at skræmme publikum væk, da der måske er konventioner forbundet med lige netop dén stilart. I stedet skal dans formidles alene som dans og også italesættes som det, det bare er: dans.

push 3-1
PUSH. David Cornelius Price og Annika Krusensten fra Black Box Dance Company i koreografi af Tim Rushton i værket EVAs DILEMMA. Foto: Michael With

 

Frokostpause-dans

Som noget nyt er Black Box Dance Company begyndt at formidle dans via andre kanaler og på alternative scener. Dette sker blandt andet gennem et såkaldt frokostpause-initiativ, der i al sin enkelthed går ud på at underholde og berige virksomheder og medarbejdere med dans i frokostpausen. Konceptet er for Black Box Dance Company en ny måde at markedsføre sig på og fordrer både et interessant tværfagligt netværk og en ny platform for kunstformidling. Og måske er det præcis i sådanne kontekster, at dansen bliver tilgængelig og umiddelbar for sit publikum og får mulighed for at træde ud af sin egen genre og bare være dans. Dans er nemlig langt mere end blot én stilart, idet dans og dansere rummer forskellige kunstneriske kompetencer og kan agere i forskellige fora, kombinationer og fortolkninger.

Black Box Dance Company ønsker at udviske grænser og vil ikke udelukke dele af publikum. I stedet ønsker dansekompagniet at dyrke en bred smag – det synes kun at have en positiv effekt på det kunstneriske niveau, da det er niveauet bag kunsten, som er det interessante, og er dét, der bør tælle. Publikum efterspørger i dag mange og meget forskellige ting, hvorfor dette bør afspejle sig i den kunst, der formidles.

viva vive 41
Viva, Vive! Black Box Dance Company. Foto: Black Box Dance Company

 

 

FAKTA

Black Box Dance Company

Læs mere om:

”Viva Vive!”

“100 likes”

“PUSH”

 

100 likes 4
Danser David Price fra ’100 Likes’ / Marie Brolin-Tani, Mari Carrasco og Black Box Dance Company
Theme developed by TouchSize - Premium WordPress Themes and Websites