Mindeord for Vivian Persson

af Helle Winther (lektor, ph.d.)

Vi har mistet en smuk danser, en enestående underviser, en unik terapeut og en modig pioner.
Vi har mistet et elsket og elskende menneske.

Vivian Persson er død den 30. august 2016. Hun blev 69 år gammel.

Igennem de sidste uger i hendes liv kom breve, blomster, venner, klienter, familie og livets kærligheder strømmende ind i hendes hjem. Der var dansere, kunstnere, golfspillere og terapeuter fra ind- og udland. For Vivians Perssons liv har handlet om bevægelse. Og hendes generøsitet og visdom har betydet en verden for mange.

 

Fra flikflak på hesteryg til professionel danser

Vivian havde allerede tidligt en helt unik sans for bevægelse.  I de bedste barndomsår boede familien på en gård nær Roskilde. Vivian havde et nært forhold til sin søster og mormor – og så havde hun en særlig kontakt med hestene. Hun kunne ride uden saddel og slå flikflak fra deres ryg. Som ung trænede hun Gymnastik Moderne. Hun vandt de nordiske mesterskaber flere gange og blev flot placeret ved VM på Cuba.

Vivians enestående bevægelsestalent blev snart opdaget af den tidligere kongelige balletdanser, koreografen Eske Holm. Han inviterede hende ind i sit dansekompagni i Pakhus 13. Vivian Persson dansede i mange af Eske Holms forestillinger, herunder som japansk kvinde i forestillingen “Samurai” – og det siges, at Vivian kunne lære Eske Holms trin næsten lige så hurtigt, som han selv koreograferede dem. Senere dansede hun i filmen “Øjeblikkets perler” og knyttede i denne tid livslange venskaber.

En unik underviser – Paul Petersens Idrætsinstitut og DHL

Vivians bevægelsestalent førte hende også naturligt til undervisningsvejen. Hun underviste i flere år på Danmarks Højskole for Legemsøvelser og på Blågård Seminarium og blev sidenhen leder af Paul Petersens Idrætsinstitut. Alle steder var hun en højt skattet underviser og mange studerende, blev ved med at vende tilbage for at lære af hende helt til det sidste.

Vivian havde nemlig et skarpt blik, en befriende humor og en kærlig tilstedeværelse, som gjorde, at hun kunne se ind bagved de mennesker, hun arbejdede med. Hun følte også et stort ansvar for at kunne hjælpe de, der ikke havde samme forudsætninger i livet som andre. Hun gav gerne af det, hun havde og kunne selv leve på en sten. Hun så det enkelte menneskes væsen og sansede instinktivt kroppens muligheder for at kunne hele ar på sjælen.

En pioner indenfor danseterapi

Da Vivian mødte den amerikanske psykolog Dr. Stèphano Sabetti, opdagede hun det, som hun instinktivt altid havde vist – at dansen havde store terapeutiske potentialer.
Gennem en årrække rejste hun derfor rundt i Europa og Østen for at uddanne sig i danseterapiformen Dansergia med Stèphano Sabetti som læremester. Også han fik øje på Vivians talent, og hun blev efterhånden én af hans tætteste kolleger. Sammen udviklede de internationalt anerkendte terapeutiske uddannelser igennem Institute for Life Energy.

Da Vivian nu var en af de første danseterapeuter i Danmark, valgte hun at afrunde sin tid som leder af Paul Petersens Idrætsinstitut og stiftede firmaet Resonans.
Ventelisterne var ofte lange, for med hendes ligefremhed, klarhed og kærlige energi omfavnede hun alle, der kom til hende.
Ingen kunne løbe om hjørner med Vivian.
Muligheden for at kombinere samtale med at lade følelsesmæssige processer bevæge sig igennem kroppen var en dyb læring for mange af hendes klienter.

Efterhånden blev flere og flere professionelt interesserede i danseterapi. Vivian Persson blev sammen med Martin Tiden også her pioner. Igennem internationalt samarbejde oprettedes den første danseterapiuddannelse i Danmark. Også her var Vivian en uundværlig underviser og en formidabel supervisor. Hun elskede at lære fra sig og ofte fløj tiden. En aftalt time blev ofte til to – eller tre – uden at nogen opdagede det.

 

Den legende sjæl

En af Vivians gaver var nemlig også hendes legende væsen. Det kom frem i hendes arbejde og livsindstilling – og i hendes nære forhold til hendes to gudbørn, til søsteren Jannies børn og børnebørn og til den lille pige Klara. Selv da hun var syg, kunne Vivian lege ethvert barn lykkelig og træt. Legen og blikket for den præcise bevægelsesfinesse blev også kendetegnende for Vivans golfspil, som hun især dyrkede de sidste ti år af sit liv.
I Brøndby Golfklub siges det, at Vivian havde det smukkeste golfsving af alle, og at trænerne var helt fortabte i hendes teknik.

Kampen mod sygdom

Det var på en golfrejse til Thailand, at Vivian fik konstateret kræft for 2 ½ år siden. Hun blev sidenhen portrætteret på DR2, da hun mod alle odds havde taget livtag med sygdommen og oplevet heling. Vivian søgte nemlig behandlinger i flere lande og kæmpede med en eliteudøvers disciplin og udholdenhed, som hun følte gav kvalitet og tid.
Tid til at leve og tid at give.
Tid til stadig at udføre det arbejde som hun elskede så højt. Vivian gik nemlig aldrig på pension. Selv da hun var uhelbredeligt syg, blev hun ved med at undervise og supervisere.

Livet samler sig – Den sidste tid

Først på sommeren vidste Vivian, at der kun var kort tid igen.
På trods af smerter og ubærlig sygdom insisterede hun på skønheden i hvert lille øjeblik, der kunne være åbent, lattermildt og fyldt med kærlighed. I juli måned blev hun indlagt på Herlev hospital og havde efter lægernes vurdering kun få dage tilbage. Til stor forundring rejste hun sig på det, som alle troede, var hendes sidste dag.

Vivian insisterede på at komme hjem. Hjem til sit hus og hjem til sin have. Da hun kom hjem blomstrede hun op. Familie og nære venner var dernæst hos hende døgnet rundt i halvanden måned.
Det blev en smuk og bevægende tid.

Vivian var afklaret om, at hun skulle dø, og lykkelig for det liv, hun havde levet. Da de mange farvelbesøg strømmede ind, samlede hendes liv sig. Hun, som har givet så meget, kunne, som hun selv sagde, måske for første gang i sit liv tage imod al den kærlighed, som strømmede tilbage til hende.

Vivian døde omgivet af de nærmeste.
En solskinsdag med udsigt til både have og himmel.
Hun åndede ud, som hun havde levet.
Tro mod sig selv.
Enkel, kærlig og ligetil.

Vivian bliver bisat fra Roskilde Domkirke den 17. september.

Her har hun ønsket, at sangerinden Sussie Luscinia Nielsen skal synge.
Sussies afskedsord fra facebook, taler for mange.

”Elskede, elskende og smukkeste menneske Vivian.
Af hjertet min dybeste tak for det, du gav verden – og for det du gav mig.”

Vivian efterlader et stort savn hos alle, der har fået lov til at lære af og være med hende.
Vi bærer hende med i vores liv med respekt og dyb taknemmelighed.

Ære være Vivians minde.