Hvad laver Bob Marley i en forestilling à la façon de Circle du Soleil? Og Shakespeare i Backstreet Boys? Hvad laver skateboarders i teatret? Og kulturelitister på MTV Gala? Vi er til DETOUR – Urban Dance Festival i Dansehallerne.

af Carmen Medina (stud.; psykomotorik)

 

Det er ikke en dadaistisk joke. Det er ikke contemporary trashfeticisme. Er det pop art, når det ikke er pop, men urban underground? Hvad er art business, og hvad er business art? Har Marina Abramovic kommercialiseret sig selv ved at samarbejde med Jay-Z, eller er det bare den nye æstetik? Er Jay-Z overhovedet interesseret i andet end i kunstens materielle statusværdi? Kan vi udelukke populærkultur fra vores liv, når Lady Gaga bliver nævnt lige så tit på min universitet som Bourdieu?

Jeg sidder i publikum og er forvirret, hvordan jeg “burde” reagere på det, jeg ser. Alt det, jeg indirekte lærte om “højkultur” og “borgerlig kultur” hænger ikke sammen længere. Jeg ser lige pludselig mig selv udtale noget som: “Jeg skal i hvert fald aldrig se Eurovision. Nå, foregår det i Dansehallerne? Nå, ok, det vidste jeg ikke, det er noget helt andet.” Eller: “Jeg er så åben og oplyst og tolerant… altså, overfor alt det, der bliver pakket ind på den rigtige måde.”

Er det populærkultur, der er blevet en del af højkulturen eller omvendt? Er Conchita Wursts succes tegn på en mere åben populærkultur, eller er det bare et freak show, the new Elephant Man? Er queer destineret til at dø? Er det selvmord, hvis det bliver accepteret for real?

 

 

DETOUR – Urban Dance Festival

 

1.  I’m sexy and I know it

Men beatboxeren på scenen virker ikke særlig bekymret om at blive eksotiskgjort. At blive gjort til noget, en snob har på sin tjekliste om alt det “fremmede”, hans oplyste sind undersøger. Nej, han forfører publikum. Han er en selvsikker tryller. “Værsgo, det er alligevel det, I længtes efter, men bare har undertrykt. Lige som de hysteriske kvinder i de victorianske tider.”

Han minder mig om de mayanske håndværkere i Sydmexico, der spiller på de neokolonialistiske stereotyper, de uvidende turister projekterer på dem. De tjener gode penge på det, men i virkeligheden latterliggør de turisterne (chac mooleros).

Så beatboxeren bruger alle de redskaber, der skal til for, at vi bliver fanget: Alle de visuelle og auditive udtryk, vi lærte at kende i en sammenhæng, vi associerer med noget sejt. Han bruger kendte motiver, fælles referencer og klichéer, som giver en ekstra twist til værket, da klichéerne i disse dage er så udbredte i den såkaldte højkultur. Han påpeger således også, hvor arbitrær det er at gøre forskel på høj- og populærkultur.

 

2.  Shakespearean touch

Shakespearean touch gælder på værket på to måder:

a) På selve den første solo: Dansernes tøj og ekspressivitet; sine successivt, emotionelt, spirale bevægelser; sin leg med tøjets ærmer og hætte… Det minder mig om en renæssance fanger. En, der er undertrykt; en, der servicerer andre; en med slavemoral og samtidig fyldt med lyrik, følelser og poesi.
Lidt senere er der også et element, der er middelalderligt/renæssancisk: en af danserne kommer op og ned på scenen hugsiddende. Han er absurd, surrealistisk som en uhyre fra Boschs værker.

b) Hele værket indeholder både tragiske og komiske scener, og de er allesammen ægte. Lige som Shakespeare var i stand til at skabe de dybeste dialoger og handlinger samt de mest underholdende. Både i det samme værk, men også i adskillige værker.
Men der er også en anden analogi, når jeg tænker på hele værket: Det er Sparta – i hvert fald en slags mandlig fællesskab.

De fem dansere skaber en slags mærkeligt broderskab: Der er høj opmærksomhed og usynlig omsorg overfor hinanden, som om de ikke havde andre end hinanden. Men broderskabet har også sine egne skrappe regler, og der er konsekvenser for at overholde dem. Så dem, der overskrider dem, skal straffes for deres eget bedste, selvom de er del af broderskabet. Fascinerende retfærdighedssystem. Stilhed og takt, soldaterbevidsthed. Fællesskabet er helligere end individet. Nogle af de lege, de leger, minder mig om aktiviteterne på en drengeskole fra begyndelsen af 20. århundrede.

Styrken ved forestillingen er også, at de er i stand til at transformere urbane danseelementer til poesi, hvor bevægelse bliver redskab for selvudtryk eller en fortælling og ikke bare er l’art pour l’art, kunst for kunstens skyld (som selvfølgelig også har sin skønhed, men er måske ikke så progressiv).

Der er fx en scene, hvor lyset kommer skråt på danserne (en eller to dansere er under lyset ad gangen), og gulvets belyste overflade bliver tranformeret til is. Dvs. danserne prøver at nå lyset, men de skal balancere på isen og falder hele tiden (lidt lige som på et løbebånd). Selve kampen og faldet er udtrykt ved akrobatiske redskaber, som giver mening i konteksten.

Der er et klart skift i værket, når danserne samler sig på scenen og siger den samme sætning på forskellige sprog: På grund af de sproglig-kulturelle stereotyper vinder danserne ny identitet. Fx svenskeren får en sjov og taberagtig karakter, spanioleren får en underholdende og afslappet karakter osv. Det påvirker den måde, vi ser deres dans og kamp på bagefter, især fordi de gentager sætningen en gang imellem. Alt i alt bliver forestillingen lettere komisk og lidt absurd. Til sidst kommer de henover scenen i mærkelige kropslige konstellationer, igen lige som eventyrlige dyr eller revyskuespillere.

 

3. Au Circle du Soleil

Den første pige på scenen. Lysene er uskarpt i starten, som giver en meget interessant sløret effekt, lige som når regndråberne forstyrrer sigtet gennem linsen. I hendes glitrende grønne tøj ligner hun en salamander eller en frø. Hendes bevægelser kan også minde os lidt om en frø, da hun laver store skridt, åbnende bevægelser og er tæt på gulvet. Bevægelsen er successiv med isolationer, den er for det meste langsom, i hvert fald rolig. Der er et konstant flow, som Yangtze og Huang He. Hun forlader scenen i slow motion i lyståget, som om hun gik på Månen, eller som om det var slutscenen i en science fiction film.

 

4. Gogo Gaga

Scenen er indrettet, som om vi var i himlen: hvide skyer rundt omkring, mennesker i futuristiske hvidt tøj på gulvet. Jeg kommer til at tænke på Matthew Bournes ”Nutcracker”, som jeg så i The Lowry, hvor den anden del af forestillingen foregik i himlen med bombastiske hvid-guld-pink dekorationer, cotton candy verden.

Men det viser sig hurtigt, at denne scene er mere alvorlig. Vi bliver vidner til gudernes gigantiske krig, som foregår uden, at de (rigtigt) rører ved hinanden. Ansigtsudtryk og ekspressive bevægelser er nok til at angribe den anden. Tøjet er futuristisk. Elementerne af sygehusudstyr minder mig om forskellige ting: Lady Gagas Born this way og hendes prolog i Marry the Night. Herudover en blog om infamous accessories.

Med dette tøj er det endnu mere tydeligt, at kroppen bliver underprioriteret for tøjets skyld i vores samfund. Det handler ikke om, at tøj servicerer kroppen, men omvendt. Kroppens former er ikke engang vigtigt længere, kroppen bliver geometriseret.

Der er selvfølgelig ikke noget nyt i, at den ydre oplevelse af kroppen er vigtigere end den indre, især hos kvinder. I dette værk er der en meget symbolsk scene, hvor kvinderne binder en gigantisk lang (og tung?) nederdel omkring transcenderens liv. Han tager det af igen og igen, indtil en af kvinderne tager det af ham – så binder han det selv tilbage. Jeg tænker på alle de vaner, vi socialt er tvunget til, men som modsiger vores naturlige behov. Og hvordan vi til sidst internaliserer dem og holder fast på dem. Der kan selvfølgelig være en slags Cyrano i det også: “for such jesting is a privilege I only grant myself “. Men den første fortolkning giver mere mening i forhold til resten af værket, i hvert fald i mine øjne.

I begyndelsen danser kvinderne i pole dance/dance hall stil, men på grund af den futuristiske iscenesættelse er der noget absurd over det erotiske. Det forstærker forbindelsen til Lady Gaga og hele den stilettofeministiske/Gaga-feministiske bevægelse, hvor kvinderne kan både være seksuelt ønsket og have deres egen subjektive seksualitet.

Lydene er også værd at nævne. Vi kan mest høre lyd af vejrtrækning. Det er både morbidt (tænkt i sygehussammenhæng, som en åndemaskine) og erotisk. Da vejrtrækningens intensitet stiger og så holder op, kan man både tænke på orgasme og på død. Og på den opfattelse, at orgasme er en lille død, så de to ting alligevel ikke kan adskilles så nemt.

De sidste scener er meget ekspressive: transcenderen går langsomt, men sikkert, majestætisk i sine store højhælede mod kvinderne, som kravler rystende i den modsatte retning i blinkende epileptiske lys. Bagefter kommer de allesammen ned på gulvet og kravler sammen meget langsomt på alle fire i den modsatte retning.

 

5. Everything´s gonna be alright

Drengenes eftermiddag. Rolig, legende, kærlig atmosfære, konkurrencerne har ingen vægt, det er bare for sjov. Konstant bevægelses-pingpong imellem de to dansere; en proces der kan vare for evigt, fordi der er ikke noget mål at stræbe efter. De behersker klart deres krop, de er i stand til at lave tricks, og de er bevidste om publikums reaktion. Men de kæmper ikke for anerkendelse. De har en stærk indre ro og – by the way – de er også dygtige dansere. Og sådan er det.

Deres kærlige, legende attitude viser sig også, når de inviterer beatboxeren fra det første værk op på scenen og leger sammen med ham. De skifter også roller, hvor danserne prøver at beatboxe, og beatboxeren prøver at danse. Tingene behøver ikke at være perfekte, det handler om at have det sjovt og hyggeligt.

Men man kan også samtidigt observere, hvor bevidste performere de er: de skaber et fællesskab med publikum ved at indhente noget/nogen fra en tidligere fælles erfaring (beatboxeren). Når de rydder op på scenen til sidst, gør de det på en legende, dansende måde. De forbinder således noget kendt (oprydning) med noget genkendeligt (dans), der normalt ikke hører sammen, men giver mening i konteksten og har en overraskelseseffekt.

 

6. Backstreet’s Back!

Præcis, lineær, harmonisk, minimalistisk. Disse begreber dominerer i forestillingen i mine øjne. Lineært forstået som modsat af barok, noget overdrevent dekoreret.

Det starter også meget enkelt: klavermusik, mørk scene med skiftevis visende tomme “lysfirkanter”. Flere og flere firkanter, en gang med alle danserne under hvert lys, så forsvinder de, bortset fra en.
Danserne bevæger sig med meget lignende karakter: runde, præcise, balancerede bevægelser. Der er én, der laver mere firkantet bevægelser.

Når musikken skifter, fryser de i deres bevægelser. Stillbilleder som på et græsk amfora, det er meget geometrisk. Den eneste med firkantede bevægelser ændrer det til runde.
Det hele bliver uniformt, og de danser sammen energisk, men stadigvæk præcist og kontrolleret.

De minder mig om et guy band (også med deres ens sort tøj), Backstreet Boys fx, og jeg fanger mig selv i at prøve at beslutte mig til, hvilken af dem der er den smukkeste (ret svær beslutning by the way). 90s er den nye retro, anyway, bare kig på mode og musikken.

[Hmm: Tegnet på, at man er blevet gammel, er, når popkulturen fra ens barndom begynder at være retro. Ligesom når det begynder at føles helt forkert at flirte med gymnasieelever. Desværre.]

Lyset bliver brugt meget enkelt, men kreativt også ved slutningen: Der er to turquoise lystrekanter, en med hver tre dansere. En af grupperne (der står bagerst) ses mørkt i lyset, gruppen forrest er lys. Så det er meget geometrisk igen: to turkise trekanter, 3-3 dansere, sort og hvid. Næsten et Bauhaus-maleri.

 

FAKTA:

DETOUR – Urban Dance Festival
I Dansehallerne den 11.-14. september

DETOUR-festivalen er en fejring af hele det urbane dansemiljø og dedikeres til at sætte endnu mere skub i mødet mellem urban dans og nye publikummer – på tværs af kulturer.

Info: Dansehallerne

 

Deltagere:

P*erfect (SE) – Anna Näsström Bianca Traum BamBam Frost Michel Franco Sofia Södergård
Stephanie Nguyen (DK)
CJM (FR)
Malcom & Foued (FR)
Noniah#Creative3 (DK)
Uppercut Danseteater
Freestyle Phanatix