Koreograf Kim Brandstrup arbejder med storyboard og andre filmiske værktøjer, når han koreograferer til kendte kompagnier kloden rundt. Filmens universelle sprog på det flade, hvide lærred overfører han til det dybe, mørke scenerum.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

 

Dansen har altid været der. Også da Kim Brandstrup studerede filmvidenskab sammen med Lone Scherfig og Lars von Trier på Københavns Universitet. Som en ren og skær fysisk nødvendighed dansede Kim Brandstrup ved siden af sine filmstudier. Både ballet og moderne dans. Og når Merce Cunningham-dansere kom til København for at undervise i moderne trin, var Kim Brandstrup altid at finde blandt eleverne. For den unge filmstuderende var koreografen Merce Cunningham indbegrebet af den moderne scene, som også talte Andy Warhol, The Factory og bandet The Velvet Underground. En moderne scene som slet ikke fandtes i 1970’ernes søvnige København.

 

Billederne er fra Kim Brandstrups seneste film baseret på ”Leda and The Swan”, The Royal Ballet.

 

Fra stumfilm til dans

Filmkunsten var Kim Brandstrups første passion, derfor begyndte han at studere filmvidenskab, men da han næsten var 20 år, tog han en beslutning.

Hvis jeg ikke gør det nu, så bliver det for sent, tænkte jeg. Og så tog jeg til London for træne fuld tid på London Contemporary Dance School, der på det tidspunkt var baseret på Martha Grahams teknik – langt fra både Merce Cunningham og Pina Bausch, som jeg var meget optaget af på det tidspunkt, fortæller Kim Brandstrup, som ikke synes, at der er langt fra film til dans.

Jeg har altid tænkt de to kunstarter sammen. Da jeg studerede film, var jeg meget optaget af stumfilm – film uden tale. Og af de filminstruktører, som var begyndt med stumfilm og derfor i deres senere lydfilm primært var visuelle. Her er det billederne, rytmen og kropssproget , som afslører, hvad de fiktive personer tænker og føler. Præcis som i dansen.

 

Styrer publikums øje

At der ikke er langt mellem film og dans demonstrerer Kim Brandstrup, når han går i træningslokalet for at koreografere. Her benytter han de samme værktøjer, som filminstruktører bruger i filmstudiet.

Ligesom en filminstruktør arbejder jeg altid med storyboards. Og når jeg lader en danser være alene på scenen, er det, ligesom når filminstruktøren bruger close-up. Når filminstruktøren zoomer ind, og når en danser er alene på scenen i projektørlyset, så ved publikum, at der sker noget vigtigt, og de skærper opmærksomheden, forklarer Kim Brandstrup.

Og måden at fortælle historier på i en danseforestilling er helt den samme som i en film, mener Kim Brandstrup.

Som koreograf agerer jeg så at sige filmkamera, min opgave er at styre publikums øje. Det er ikke danserne, der fortæller historien, den opstår i publikum, og det er min opgave som koreograf at lede deres fokus til det rigtige sted på scenen –  ligesom en filmklipper fortæller og styrer historien i en film.

Det er de gamle filmmestre som Ingmar Bergmann, John Ford, Federico Fellini og især Alfred Hitchcock, der inspirerer Kim Brandstrup i hans koreografiske arbejde.

Hitchcock havde en interessant ”pace”, rytme og tempo, hvormed han fastholdt publikums opmærksomhed. ”Pace” er også vigtigt for mig, når jeg koreograferer. Jeg kan ikke lide, når det bliver for stiliseret, konkluderer Kim Brandstrup, der har den skaldede isse tilfælles med Hitchcock. 

 

Billederne er fra Kim Brandstrups seneste film baseret på ”Leda and The Swan”, The Royal Ballet.

 

Til bal med Meryl Streep

Der er ikke blot film i koreografi, der er også koreografi i film. Ikke kun i musicals og dansefilm, men i enhver film. Hvor mennesker færdes i et rum, skal der tænkes koregrafisk. Eller som Kim Brandstrup formulerer det: En god filminstruktør har et koreografisk øje og arbejder med rummets geografi.

Selv har Kim Brandstrup været koreograf på flere film med dansescener, blandt andet ”The Iron Lady” med Meryl Streep i hovedrollen som Margaret Thatcher. Her skulle han lære den amerikanske filmstjerne nogle trin i en balscene.

You don’t say no to Meryl Streep. Hun var hurtig. She can act the steps, lyder det fra Kim Brandstrup, som efter mange år i London hurtigst finder ordene på engelsk.

 

Fortryder intet

Kim Brandstrup udstråler ro og eftertænksomhed, og det er svært at forstille sig, at han ville gøre noget uovervejet. Han ærgrer sig da heller ikke over, at han ikke gik hele filmvejen og kom til at lave film på fuld tid – ligesom hans gamle studiekammerater.

Jeg er så heldig som koreograf kun at arbejde med præcist dét, jeg har lyst til . Jeg har altid godt kunne lide at være på et filmset, jeg elsker det kaos, som hersker der, samtidig med at der er en utrolig koncentration. Alle har fokus på den lille monitor og på, hvad der kommer i kassen. Men når det så er sagt, så længes jeg ikke efter at lave film, for filmskabere må – selv de helt store – gå på kompromis hele tiden, fordi film er meget dyre at producere. Jeg tror, det er svært at få kunstnerisk kontrol over sine egne film, og jeg har set mange instruktørers idéer blive pulveriseret. Som koreograf har jeg altid kunstnerisk kontrol. Når du laver film, er der så mange kommercielle interesser involveret – og deraf følger mange kunstneriske kompromiser. Det savner jeg ikke – men det er godt at få lov til at flirte med filmmediet nu og da.

 

Billederne er fra Kim Brandstrups seneste film baseret på ”Leda and The Swan”, The Royal Ballet.