Hip hop, jazz, funk, moderne dans – dansestilarter har forskellige teknikker, udtryk og miljøer. På skolen Gaardbodans findes de alle under samme tag.
af Julie Eleanor Andersen (stud.comm. i journalistik)
På tøjstativer hænger røde tylskørter, gule flamingokjoler og blå joggingbukser side om side og ligner ved første øjekast én stor, farverig symbiose. Den spraglede farvelade og to halvslidte lænestole i brunt læder fra 70’erne står i stærk kontrast til det grå, rå betongulv og de hvide, kliniske vægge. Over læderstolene pryder fotografier af elever fra tidligere danseforestillinger væggen som trofæer. En række sorte projektørlamper fra loftet lyser billederne op i et så skarpt lys, at øjnene ikke kan undgå at lade sig drage, som var fotografierne det eneste lys i mørket.
Det er torsdag aften klokken 19.25 i entréen på danseskolen Gaardbodans. En skole midt i det multikulturelle Nørrebro i København, som har eksisteret siden 1997. En skole der, ifølge skolens ejer Anja Gaardbo, har en klar mission om, at alle skal føle sig velkomne, uanset hvilken kultur man kommer fra.
Fra Gaardbodans’ sommerballetforestilling på Bellevue Teatret i 2013. Foto: Jon Lind/Jette Guldbæk
Når forskelligheder mødes
Høj musik af Michael Jackson lyder fra et danselokale. Man kan se lokalet gennem en glasrude i væggen fra entréen. Bassen er skruet så højt op, at hjertet ikke kan undgå at banke i takt til musikken. Ruden er dugget af sved fra den heftige aktivitet, man kan skimte på den anden side. De danser hip hop. Forrest er en ung, mørk fyr i sorte, løse jeans i gang med at vise en lang serie af dansetrin. En kasket med en sort hættetrøje udover gør det svært at se hans øjne. Hans mund smiler skævt til sit eget spejlbillede, der er foran ham. I entréen står en ung, bleg pige og kigger på ham gennem ruden. Hun kan ikke lade være med også at trække på smilebåndet. Hendes hår er samlet i en stram hestehale, og hendes fødder står let udadroterede, som stod hun klar til at lave en klassisk plié i førsteposition. Tåspidsskoene er dog erstattet af prikkede strømper. Entréen dufter svagt af en sødme fra hendes parfume.
Pludselig bliver den hårde bas erstattet af en kortvarig stilhed, før døren mellem danselokalet og entréen bliver slået op. Dampen fra svedige kroppe siver ud i entréen, som når døren til et dampbad bliver åbnet. Man kan næsten smage den salte sved på tungen. Entréens svage duft af parfume bliver erstattet af en kraftig lugt af sved og lakerede gulve. Pigen med de udadroterede fødder stiller sig foran døren parat til at gå ind, men ud af døren kommer fyren med kasketten og de løse jeans. Hun siger hej til ham og smiler, så han kan se hendes tænder. Han siger: » Yo « og giver et nik med hovedet mod hende. De anerkender hinanden.
Den klare mission
Anja Gaardbo stiller sig hen til døren ved siden af pigen. Hun skal undervise den næste klasse i en kombination af jazz og moderne dans. Pigen spørger hende med lav stemme, hvorfor det nogle gange er let at lave to piruetter i træk og andre gange er svært at lave bare én. Anja svarer med smilende øjne: » Nogle dage kører det, andre dage gør det ikke. Man må bare prøve. «
Anja Gaardbos påklædning er ligeså mangfoldig som skolens mange dansegenrer. Hun har sorte fodboldsokker på, en sort skiundertrøje og sorte joggingbukser. Alt det sorte bliver brudt af et iøjnefaldende, turkist tryk med teksten ’Gaardbo’, som man kan se over lænden på en bluse, der stikker ud under skiundertrøjen. Hun er stolt af sin skole. På neglene har Anja Gaardbo krakeleret rød neglelak, som en tidligere fin, ballerina, der bevidst har ladet lakken falme for også at få et mere råt udtryk. Og netop mangfoldighed er skolens mission, forklarer hun:
» Hip hoppen har noget humor, noget ”coolhed” og noget sex, som jeg ikke synes, at moderne dans har på samme måde. Samtidig er ren hip hop også for meget saltlakrids – ligesom hvis man får for mange saltpoletter. Det smager så godt, men når man har spist en hel pose, bliver det bare for meget. Derfor havde jeg meget tidligt en mission om at blande genrerne. «