Det var gennem en god ven og kollega, at den konservatorieuddannede jazzmusiker og komponist Søren Dahl Jeppesen blev introduceret til dansescenen. Og nu har han komponeret musik til hele tre af Tali Rázgas børneforestillinger – senest Æble 3-2-1 for de 2-6 årige.
af Maja Holtze (stud.mag.)
Tali Rázga, tidligere danser og nuværende koreograf og kunstnerisk leder af Gazart, gik med tanker om at lave en børneforestilling med live musik i, og her havde Søren Dahl Jeppesens kammerat for travlt til at være ene mand om projektet, så det blev Søren Dahl Jeppesen, der kom til at komponere musikken til Æble 3-2-1 (en danseforestilling for de 2-6 årige). De to havde tidligere arbejdet sammen om musikken til Tali Rázgas forestilling Sneøjne (for de 0-4 årige fra 2009), hvor de lavede et prøveforløb for at se, om konceptet kunne fange børnenes interesse, og til dette forløb komponerede de musikken i fællesskab. Det blev en stor succes. Sidenhen har Søren Dahl Jeppesen komponeret til og medvirket i Blåt (2011) og senest Æble 3-2-1 (2014), som spillede på Zangenbergs Teater i april/maj måned.
Men hvordan reagerer en jazzmusiker i en danseteaterverden, og hvor langt er der fra Rytmisk Musikkonservatorium og jazzudgivelser til teatersminke og tylsskørter?
”Hvornår er det færdigt?”
Er der forskel på musikscenen og børneteaterverdenen?
”Ja, det er der helt bestemt. Den største forskel er nok reaktionen fra publikum, som er meget umiddelbar. Børnene skal nok fortælle dig, når de keder sig. Voksne er lidt mere høflige og klapper pænt efter hvert nummer.
Og det er ret fantastisk. Man mister ikke noget ved, at børnene siger ’hvornår er det færdigt?’ – for omvendt vinder man ligeså meget ved, at de siger, ’det’ sjovt! Han danser!’. Deres kommentarer er det bedste ved det hele. At man kan fornemme, de er med – uden noget filter.”
Søren Dahl Jeppesen er næppe den i forestillingen, børnene råber ’danser’ efter. Men i Æble 3-2-1 er han mere involveret i interaktionen mellem de optrædende, end han nogensinde har været før. Det er dog fortsat ikke nogen indviklet koreografi, han bevæger sig rundt i, men han får lov til at brillere med en guitarsolo. Musikken er hans område, og dans – det blander han sig som regel uden om, bortset fra når det har relation til tonerne, han spiller. I Æble 3-2-1 spiller danserne fx på nogle snore, hvor lyden kommer fra hans guitar. Her er det vigtigt, at det sker på en særlig måde, og at han får lov at give startsignalet, så han kan følge med.
Æble 3-2-1 af Gazart. Koreografi: Tali Rázga. Foto: Thomas Petri
Og når Søren Dahl Jeppesen så omvendt bliver instrueret i bevægelse, bliver der spidset ører. Det er nyt territorium:
”Jeg har altid bare holdt mig i baggrunden, hvor jeg kan sidde med min guitar og gemme mig. Men nu har jeg lavet tre forestillinger med Tali, og det er som om, at jeg kommer mere og mere med i koreografien. Og det er fint nok. Men jeg føler mig ikke som nogen stor skuespiller…
Det har dog relevans for historien. For det er også lidt underligt, at der sidder én i baggrunden og gemmer sig – altså hvorfor så være med på scenen?
I starten havde jeg nok lidt mere modstand på, for jeg var bange for, at Tali ville have mig til at danse, og det er ikke noget, jeg synes, jeg er god til. Nu slapper jeg nok lidt mere af i det – jeg tror ikke, jeg synes, det er så farligt nu, som jeg har gjort… Altså, alle ved jo godt, jeg ikke er danser, så der er ikke noget at sige til, at jeg ikke kan finde ud af det…”
Et gennemprøvet samarbejde
Komponist og koreograf har haft rig mulighed for at se hinanden an og pudse samarbejdet af gennem årene, så Søren Dahl Jeppesen har ikke skullet bruge så megen tid på at komponere musikken til Æble 3-2-1 som ved de øvrige forestillinger – og det er en god ting! Det betyder, at arbejdsprocessen er optimeret, og at det hele kommer lidt mere naturligt.
Typisk modtager han nogle stikord fra Tali Rázga, som fx at musikken skal være legende, absurd eller cirkusagtig. Herefter indspilles nogle skitser i hjemmestudiet, som afleveres på CD. Så begynder det koreografiske arbejde med danserne. Søren Dahl Jeppesen deltager herefter én til to gange om ugen i prøverne, hvor de afprøver udvalgte skitser live. Omtrent halvdelen af den musik, der er med i forestillingen, er komponeret på denne måde. Den anden halvdel er lavet undervejs i dansestudiet og er så finpudset efterfølgende.
”Jeg synes, det er en sjov måde at arbejde på – den er meget anderledes fra det, jeg er vant til. Når jeg får nogle instruktioner af Tali, så giver hun mig stikord, som jeg aldrig ville få af en musiker i et band. Det kan fx være: prøv at spille noget drømmende. En musiker ville måske snarere sige: ’skal vi ikke spille en e-mol drone’ – det ville være meget mere konkret. Tali derimod har disse mærkater, og det er en rigtig sjov måde at skrive musik ud fra; at vi ikke har en teknisk reference, men mere en stemningsreference.”
Er det en sværere måde at arbejde på, end du er vant til?
”Jeg finder det overraskende nemt at få sådanne informationer nu. Men man har selvfølgelig meget åbne rammer og skal være lidt kreativ og kunne improvisere. Der er meget bredere rammer for, hvad man kan gøre, når der er én, der siger ’spil noget drømmende’. Men jeg kommer jo på den anden side også fra en verden, hvor man er vant til at improvisere (jazz musik; red.).”
Dansens indflydelse
Har det gjort noget ved dig som komponist, at du har kastet dig ud i at lave danseteater?
”Ja, helt klart. Jeg komponerer anderledes nu, end jeg gjorde, da jeg begyndte på projekterne med Tali. Jeg tror, jeg komponerer mere simpelt end før. Nu skal der ikke så meget til, før jeg har et nummer. Jeg prøver at lave nogle korte simple ting, som er sangbare. Det fungerer godt for børnene, og det fungerer godt for mit eget band og min egen musik.
Dér, hvor jeg tit oplever, det går lidt galt, er, når jeg har lavet nogle skitser med for mange lag på. Jeg har måske indspillet en bas og nogle trommer, og så lægger jeg liiige lidt klaver på… men så mister det autenticiteten, og det fungerer næsten altid bedre, jo mere man skraber af.”
Aldersgruppen for Æble 3-2-1 er 2-6 år, og dermed højere end den var for både Sneøjne og Blåt (begge 0-4 år). Hvordan har det afspejlet sig i musikken?
”Der er ikke den helt store forskel – men denne gang er den nok lidt mere rocket, og jeg spiller måske lidt højere, end jeg gjorde i de andre forestillinger. Alle tre forestillinger har dog dét til fælles, at jeg ikke har villet tage udgangspunkt i at komponere til børn; altså at lave noget rigtig pænt musik uden kanter. Jeg har tænkt, at jeg ville” – der tøves ved brugen det næste ord – ”…opdrage lidt.”
Det falder ikke rigtig i Søren Dahl Jeppesens smag at udtale sig om den pædagogiske agenda, men han fortsætter:
”Jeg tror ikke, børn tager skade af at høre noget dissonans og noget lidt høj musik. Jeg tror ikke, man skal tænke, at børn kun kan lide meget simpel børnemusik, hvor man ’snakker sådan her’.” Med et smil på læben efterligner hans stemme en pædagog-kliché, hvis nærmeste reference må være musiklærer Arne fra filmsuccesen ’Terkel i Knibe’. Jeg har egentlig tænkt, at jeg ville prøve at føre noget nyt ind i deres liv, for sådan noget som jeg laver i disse forestillinger, hører de sikkert ikke derhjemme.”
Selv har Jeppesen en datter på knap et år. Da han bliver spurgt, om han også er beredt på at spille rockmusik for hende, lyder han bestemt ikke afvisende.
”Min kone har engang imellem prøvet at sætte noget børnemusik på, men det kan jeg altså ikke holde ud at høre på – det er simpelthen så stressende. Så længe min datter er så lille, at hun ikke opponerer imod mig, når jeg slukker for det, så skynder jeg mig at sætte noget jazz på i stedet for.”
På helhedens præmisser
Hvordan tror du, børnene opfatter og forstår musikken? Er det noget, de tænker over, eller er det bare en del af det, de sidder og kigger på?
”Jeg håber, at de synes, det er en helhedsoplevelse, hvor de ikke adskiller musikken fra koreografien – at musikken er med til at underbygge det, der sker på scenen. Hvis det spiller godt sammen, så er det med til at få dem opslugt af det.”
Tænker du nogensinde på, at dansen træder mere i forgrunden end musikken, og at musikken måske kan blive glemt?
”Det kan godt være, at der er nogle steder, hvor dansen tager mere fokus end musikken, men det gør mig ikke noget, så længe de får en god helhedsoplevelse. Det skal være på helhedens præmisser – frem for at jeg er ude på at promovere min musik,” griner han.
Ham med guitaren
Det er med stor glæde, at Søren Dahl Jeppesen laver børneteater. Han er med til at give børn nogle fantasifulde og indlevelsesrige oplevelser. Og det er, selvom hans rolle som ham med guitaren hverken får mest opmærksomhed eller tager flest kegler hos publikum. Han komponerer simpelt men effektfuldt og går målrettet efter at gøre sit bidrag uundværligt for helheden:
”Jeg tror måske, børn ville lægge mærke til det, hvis der ikke var noget musik. Så tror jeg, de ville begynde at kede sig. Men jeg er ikke sikker på, de alle sammen lægger mærke til musikken.”
Foto: Paw Ager
FAKTA:
LÆS også Maja Holtzes artikel om Æble 3-2-1
Info: Søren Dahl Jeppesen
Info: Tali Rázga / Gazart