På havnekaj og museum

af Julie Schmidt Andreasen

Julie Schmidt Andreasen
julieschmidta@hotmail.com

På Kirsten Kjærs Museum og Haderslev Havn ved Life-boats blev danseværket V Figurines opført i august 2017. Inden forestillingen formede børn og voksne Venus figuriner i papirs ler, som senere blev fortolket gennem bevægelse.

V Figurines viser kvindens empatiske evner gennem bevægelse og lyd. Her opleves det, hvordan kvinders følelsesliv smitter af på hinanden, hvordan kvinder nærmest kan overtage hinandens op- og nedture, som kan være både tragisk og komisk. Humøret kan skifte på et øjeblik, og det gør det her. Dansen er influeret af blandt andet Tai Chi, kampsport og moderne danseteknikker. Kvindens sårbarhed og styrke bliver udfoldet, med et ønske om at lade publikum forundres, grine af det absurde og volapykagtige interne sprog kvinder kan have, og betages af den kraft, der er i Venus’ stemme og denne kollektive ’kvindebevægelse’.

I løbet af dagene før forestillingerne brugte børn og voksne deres fantasi i skabelsen af Venus figuriner; en fugl med et æg, en åbent hoved (sind) med en hjerne man kunne ligge ned i eller tage op, et havdyr, en båd, en ældre vidtskuende kvinde, en vinkende kæmpe og mange flere.

En dreng deltog meget engageret med hans mor og søster. Moren sagde, hun aldrig havde været så god til at lave kunst, og til det kom det prompte fra drengen ”du er god til at være mor”. Den afslappede og kreative ramme, gav lejlighed til samtaler både om kvinden som løvemor – og også meget andet. Drengen begyndte efter workshoppen at stille samtlige figuriner op på kajen til udstilling og udvælge figuriner, som danserne kunne kropsliggøre. Det er den form for interaktion værket inviterer til og undersøger.

Inden forestillingen

Venus figuriner formes i papirs ler inden forestillingen af publikum. Det er med til at sætte tilskuernes associationer i gang, og koble deres eget kvindebillede(r) til koreografien, de abstrakte bevægelser og lyden. Formning af kvinden sker også i forestillingen, hvor danserne former hinanden gennem omfavnelser, og når én udtræder af mødet, står den anden tilbage i den form, mødet resulterede i. Det er et billede på, hvordan vi i mødet med hinanden formes og omformes, og et billede af forskellige måder vi kan passe sammen på.

Jeg blev for år tilbage inspireret af Marit Benthe Norheim, som er kunstneren bag Life-boats, til at lave et værk, som beskæftigede sig med kvindefortællinger. Life-boats består af tre kvindeformede betonbåde, som repræsenterer hver sin livsfase: Mit skib er ladet med Længsel – den unge. Mit skib er ladet med Liv – den gravide. Mit skib er ladet med Minder – den gamle.

V Figurines udsprang af temaet Mit skib er ladet med Længsel – den unge, som taler ind i min egen og dansernes livsverden. I Haderslev viste alle bådene sig at komme i spil, da danserne stod i øjenhøjde med den gamle med minderne, og den gravide fik liv i sig.

V Figurines fortsatte sin rejse både som selvstændigt værk og i relation til Life-boats. Uddrag af koreografien er bl.a. blevet vist til et åbent hus arrangement i Dansekapellet i København.

 

CREDITS

Koreografi: Julie Schmidt Andreasen
Dansere: Birgitte Lundtoft, Hilde Ingeborg Sandvold, Marie Andersson, Meleat Fredriksson, Sandra Liaklev Andersen,
Sophia Mage
Live musiker: Maria Laurette Friis
Musiker for film: Ruth Wilhelmine Meyer. One world. Intro.
From: Grzech Piotrowski: ONE WORLD Alchemic Record
Film og fotografi (her): Troels Rosenkrantz
Fotografi: Mikko Seppinen
Kostume design og styling: Maia Bindesbøll and Ægirs

Støttet af Statens Kunstfond, Nordisk Kulturfond, Forsøgsstationen, Dansekapellet, Hoptrup Efterskole, Thisted Musikskole, Nippon Sport, Kirsten Kjærs Museum, Streetdome.