Den Kejserlige Balletskole i Skt. Petersborg har fostret nogle af historiens største russiske balletkunstnere. Nogle har danset i Mariinskij Balletten få eller flere år. Nogle er draget ud i den store verden, mens det lod sig gøre, andre er pludselig hoppet af, da muligheden bød sig, mens andre igen har haft en lang og gloværdig karriere på Mariinskij Teatret. Blandt de første er koreografen Mikhail Fokin, der i starten af 1900-tallet fornyede ballettraditionen hos Diaghilevs Les Ballets Russes.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

I årene 1908-1910 skabte Mikhail Fokin tre banebrydende værker, som slog hans navn fast som koreograf i Paris. Sidenhen er værkerne blevet klassikere og er fortsat i det internationale repertoire, men har også fundet vej tilbage til Fokins rødder, nemlig til Mariinskij Balletten.

Mariinskij Ballettens Fokin-program, som de havde med på gæstevisit på Det Kgl. Teater, er med Chopiniana en parafrase på Sylfiden, mens Ildfuglen er et fascinerende folkeeventyr og Schéhérazade er erotik så hormonerne sitrer.

mariinskij_chopiniana_1Chopiniana. Mariinskij Balletten. Danser: Maria Shirinkina. Foto: N. Razina

Hyldest til romantikken

Chopiniana er en hyldest til den romantiske ballet; det hvide univers med en sværm af sylfider og blot en enkelt mand. Balletten har ikke en handling, men er som et drømmesyn omkring den unge mand. Stemningsfuld og med en tæt samklang mellem bevægelser, følelser og musik. Som noget ganske nyt tog Fokin udgangspunkt i allerede eksisterende musik – normen var dengang at få komponeret ny musik til de balletter, som man havde i tankerne – men her blev Chopins præludier, valse og mazurkaer sat sammen og orkestreret.

Åbningsbilledet er fastfrosset, men kun et øjeblik, hvorefter de 20 florlette sylfider tripper højt på tå og med bølgende arme til den stemningsmættede musik, mens et landskab i solopgangslys anes i baggrunden. Det er romantisk og yndefuldt; som et stilistisk billede på den romantiske periode med hints til Sylfidens 2. akt og Giselles 2. akt. Manden, danset af halvsolisten Xander Parish, har forrygende høje benløft og danser både solo blandt maleriske grupperinger, der snart er i cirkler, snart i lige linjer, men han danser også med flere af de hvide sylfider. Løfter dem blidt i langsomme svæv, som var disse sylfider af en anden verden. Det er præcist og sublimt udført. Stilren dans og med udsøgt musikalitet i de forfinede bevægelser, men også med rum for hans store spring. Således dans fra en svunden tid, så stemningsfuld, så billedskabende, så graciøst for til sidst atter at fastfryses i åbningsbilledet.

mariinskij_ildfuglenIldfuglen. Mariinskij Balletten. Danser: Ekaterina Kondaurova. Foto: N. Razina

Farvestrålende trolddomsverden

Stravinskijs musik til Ildfuglen er fantastisk og har i årenes løb inspireret et utal af koreografer til at skabe nye trin til musikken. Balletten findes derfor ligeledes i et utal af variationer, og derfor er denne opsætning, som Mariinskij Balletten har med til København særlig spændende. Det er nemlig en genopsætning af Fokins oprindelige og meget russiske version med farvestrålende scenografi og kostumer af Alexander Golovin, Léon Bakst samt Fokin selv. Iscenesættelsen har oldebarnet Isabelle Fokine forestået.

Overturen er stemningsskabende, og da tæppet glider op, ses en skygge flakse over den mystiske dystre, mørke have med gitterlåge og en mur af forstenede helte. I havens midte står til gengæld et lyst træ med forgyldte æbler. Som den røde ildfugl er Yulia Stepanova hurtig og skarpsleben i sin tåspidsdans. Hun hvirvler omkring, med arme som fuglevinger, fjer i håret og på den ildrøde tutu. Ind over muren kravler prins Ivan, der er på jagt. Først vil han skyde ildfuglen med sin bue, men fanger den i stedet med de bare næver. Fuglen kæmper for sit liv og køber sig til sidst fri for en fjer, der sidenhen kan hidkalde ildfuglen, såfremt prinsen skulle komme i en knibe. Snart efter myldrer det frem med fortryllede prinsesser, der leger i haven og kaster med æblerne, og straks er prinsen betaget af den smukkeste af dem alle.

Musikkens stemning skifter og bliver ildevarslende, pigerne løber deres vej og snart efter myldrer det frem med groteske trolde, hekse, dæmoner, dværge og ånder. Prins Ivan bliver snart fanget og den krumbøjede troldmand Kashchei den Udødelige vil kaste også Ivan ind i muren af forstenede helte. Heldigvis husker han ildfuglens fjer, og straks efter at fjeren er svunget, er ildfuglen hidkaldt. Magten er dermed forbyttet, og alle monstrene kastes ud i en vild og næsten rituel dans med stamp i gulvet. Ydermere finder prinsen en skattekiste med et æg, i hvilken Kashcheis hjerte banker. Da Ivan knuser ægget, knuses også hjertet, og troldmanden synker sammen og dør, hvorved hans verden forsvinder i et mørke. Til gengæld ophæves fortryllelsen over prinsesserne, de forstenede helte bliver atter levende, og Ivan kan få den smukkeste af prinsesserne og får overrakt krone og scepter. Et virkeligt eventyr og meget russisk i sit udtryk, som absolut er interessant i et historisk perspektiv.

Titelfiguren, Ildfuglen, er i tåspidssko, mens prinsesserne danser i bløde sko, så Fokin har med netop Ildfuglen, som er fra 1910, indvarslet en ny fase i ballethistorien, hvor forandringer og nytænkning var på vej. Tre år senere skabte Vaslav Nijinskij jo som bekendt sin skandaleombruste Le Sacre du Printemps med stamp i gulvet, indadvendte fødder i bløde sko og igen med Stravinskij som komponist. Og ligeledes med en handling hentet i de gamle russiske folkeeventyr. Og understreges må så absolut, at Ildfuglen er alt andet end museumsstøvet, men nærværende underholdning på sublimt niveau.

mariinskij_schekherazadeScheherazade. Mariinskij Balletten. Dansere: Ekaterina Kondaurova, Danila Korsuntsev. Foto: N. Razina

Erotisk harem

Schéhérazade. I et farvestrålende orientalsk haremsmiljø med draperede tæpper i loftet og store nedhængende hornlamper sidder sultanen mellem sin yndlingshustru Zobéide og sin bror. I modsatte side sidder et orkester, og haremskvinder slanger sig både på puder eller med dans. Men sultanen er urolig, da han mistænker Zobéide for at være ham utro, og for at adsprede tankerne drager han ud på jagt sammen med broderen. Ikke så snart de to mænd er borte, overtaler kvinderne den tykmavede enuk til at lukke de mandlige slaver ind til sig, og med stor erotisk lyst kaster slaverne sig over haremskvinderne, som absolut ikke har noget imod denne vellyst. Med en perlekæde lokker Zobéide enukken til også at lukke den gyldne slave ind; hendes elsker.

Som Zobéide er solodanser Yekaterina Kondaurova forrygende i sin slangende, æggende dans, mens solodanser Danila Korsuntsev, som den gyldne slave er så maskulin og glødende forførende, at det vist gibber i de fleste kvinder blandt aftenens publikum. Men orgiet får ikke love at fortsætte. Nogle enukker er draget ud for at finde sultanen og sladre om, hvad der foregår på hjemmefronten. Just hjemvendt fra jagten beordrer sultanen sine vagter til at hugge alle ned. Krumsablerne bliver svunget, og også den gyldne slave dræbes. Zobéide beder for sit liv, men sultanen er hård. Da hun fornemmer, hvad vej det kommer til at gå, snupper hun sultanens dolk og jager den i egen mave. Hold da lige op – sikken et orgie – et virkeligt erotisk orgie, som det der ved uropførelsen i 1910 i Paris gjorde Schéhérazade til en sensation. Og stadig nu her godt hundred år senere må man sige, at værket er så absolut virkningsfuldt og så grænseoverskridende erotisk, at det gibber i de fleste.

Og tusind tak for et underskønt gæstespil. Gid vi snart atter må se det russiske stjernekompagni på visit igen i København.

 

FAKTA:

Gæstespil af Mariinskij Balletten på Det Kgl. Teater, januar 2014 – læs også Susanne Trudsøs artikel Mariinskij Balletten på visit