Mime er ikke bare en række sjove bevægelser mellem pirouetterne. Den er en kunst i sig selv, et redskab til at udtrykke så stærke følelser, at man som publikum suges ind i et andet univers. Det fik journalisten selv at føle ved en fotosession med balletdanser og mimekunstner Alexander Stæger.

af Agnethe Poulsen (cand.mag. i dansk)
billeder: Lene Riggelsen

Alexander Stæger er en travl herre, men efter mange e-mails frem og tilbage lykkes det endelig at finde tid til en fotosession i forbindelse med mit interview med ham. Så en fredag eftermiddag tropper fotografen og jeg op ved sceneindgangen på Kongens Nytorv. Han ankommer lidt forsinket, men undskylder med et smil, venlig og imødekommende. Han er høj og iført sort træningstøj, det brune hår tilbagestrøget. Det er spøjst at se, hvordan hans udseende forandrer sig væsentligt, når man kommer tæt på. På scenen er han lutter skarphed, som en elegant streg i luften, slank selv af en balletdanser at være. Men på nært hold ser jeg, at han alligevel har den typiske danserkrop, tynd og dog muskuløs. Når han står lige ved siden af én, virker hans ansigt knap så markeret, det kantede synes nu iblandet noget blødt, næsten flydende. Måske er det hemmeligheden bag den næsten plastiske ansigtsmimik, han udfolder i sin optræden?


Grænseoverskridende fotosession

For at finde et egnet lokale til vores lille fotosession leder han os ind i baghuset på Det Kongelige Teater, gennem hvide gange, op ad trapper, indtil vi til sidst finder os tilrette i en lille, hyggelig træningssal på 4. etage. Her er tilstrækkeligt med naturligt lys, forårssolen titter ind gennem små vinduer, og gamle portrætmalerier på væggene giver en fornemmelse af Den Kongelige Ballets lange, ubrudte Bournonville-tradition.

Han spørger høfligt, hvad vi vil have ham til. Jeg forklarer, at interviewet skal handle om mime og historiefortælling i ballet og beder ham demonstrere nogle typiske ansigtsudtryk og mimesekvenser fra Bournonvilles balletter. ”Det er lidt grænseoverskridende,” siger han ved tanken om at skulle gennemspille en række stærke følelsessituationer på kommando, men efter en lille pause kaster han sig ud i det og forvandler sig for øjnene af os.

A. Forelskelse

E. Smuk

Øh, det er kun noget, du spiller, ikke?
Først lyser han op, fuldstændig oversvømmet af forelskelsesfølelse, så jeg et øjeblik griber mig selv i at håbe, at pigen siger ja. Indtil han skifter tilbage til neutralt ansigtsudtryk og spørger, hvad han skal vise i næste omgang. Nåh ja, det er jo en fotosession, og det er bare noget han spiller, men et splitsekund troede jeg lige, at det var ægte, at han stod og beskrev en stor forelskelse. Og det er netop Alexander Stægers kunst, at han viser en så intens tilstedeværelse, når han spiller en rolle, at han virker helt opslugt af den følelse, han skal formidle, så man selv som publikum bliver suget ind og en kort stund glemmer tid og sted.

Lidt senere mimer han vanvidsscenen fra Napoli, og fra at være en smilende og venlig ung mand bliver han pludselig desperat, panisk og mere og mere fortvivlet, indtil han til sidst ligger hulkende på knæ midt på gulvet. For sekundet efter at stoppe igen og rejse sig op, tilsyneladende helt sig selv, mens både fotografen og jeg begge bruger et øjeblik på at sunde os lidt, fatte at det rent faktisk var skuespil, som vi lige har været vidne til.

I næste øjeblik gør han det igen, og selvom det nu er nemmere at håndtere som tilskuer – det er ikke ægte, husker jeg mig selv på – er det stadig svært at distancere sig fra, svært ikke at få ondt af ham og helt medmenneskeligt at ønske at hjælpe ham – manden er jo helt ulykkelig! Men det er han selvfølgelig ikke, for selvom han det ene øjeblik udtrykker den dybeste angst og fortvivlelse, kan han det næste øjeblik stoppe og se op, rømme sig og smile til os, helt rolig igen.

B. Vrede

Tilbage i hverdagen

Det er spøjst at se ham agere vred eller ulykkelig, for hans naturlige sindsstemning synes mest at være den glade og ubekymrede. Når han smiler, lyser hele hans ansigt op, og hvis jeg ikke havde set det ganske få minutter før, havde jeg ikke troet, at han kunne agere andet end en glad ung mand. Han virker så opslugt af de følelser, han udtrykker i sin mime, at det er svært at forstå, at det kun er spil og ikke udtryk for ægte sindsstemninger.

C. Du skal..

 

D. forsvinde herfra

Efter en halv times tid har vi været hele følelsesregistret igennem, og jeg kan mærke, at en vis mental mæthed er begyndt at sætte ind hos mig – præcis som havde jeg set en hel balletforestilling. Heldigvis er fotografen Lene tilfreds med de billeder, hun har taget, og Alexander Stæger har en forestilling om få timer, en repremiere på La Bayadère. Vi tager afsked, og jeg glæder mig helt til at komme ud i luften igen og ind i en normal stemning, der ikke omfatter vanvid, vild kærlighed, sorg eller selvmordsforsøg. Hverdagen venter, og det er nu meget rart.