Det er absolut ikke hverdagskost, at Mariinskij Balletten lægger vejen forbi København. Det er faktisk blot anden gang, at de er her. Første gang kompagniet fra det gamle kejserlige teater i Skt. Petersborg var på visit i den danske hovedstad var i Kulturbyåret 1996, og nu endelig er russerne atter på et ugelangt gæstespil med to programmer: Svanesøen og et program med tre én-aktere fra koreografen Mikhail Fokins hånd.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

Klenodiet Svanesøen fyldt med poesi ud i hver eneste finger- og tåspids, et levende og engageret mimisk spil, tindrende præcision i svanerækkerne og skønne velklingende toner fra orkestergraven fik til premieren publikum til at sidde på det yderste af stolesæderne for at opsnappe hver en detalje.

swan_lake_1Swan Lake. Mariinskij Balletten. Dansere: Tereshkina, Shklyarov. Foto: V. Baranovsky

Svanesøen; essensen af ballet

Siden den succesfyldte premiere på Svanesøen tilbage i 1895 på Mariinskij Teatret har netop denne ballet været anerkendt som et lyrisk mesterværk i den russiske ballettradition, og hvad er mere oplagt end netop at indlede gæstespillet med denne velholdte kronjuvel, som fortsat tindrer med sitrende tåspidser og poetisk elegance ud i hver eneste fingerspids. Også selvom Konstantin Sergeyevs opsætning er fra 1950, er den stadigvæk både vedkommende, stemningsfuld og med svaneballerinaer af en anden verden.

Ikke en bedaget version, men følelsen af den virkelige ægte vare, som danserne er vokset op med og nærmest har fået ind med modermælken. Samtidig er der også et selvfølgeligt overskud og nærvær i nuet, hvor hver og en kærrer sig om ensretningen, detaljen og fraseringen på musikken. Et værk bevaret med kærlighed, teknisk sublimitet, fælles åndedrag samt en kontrast mellem det gode og det onde; det hvide romantiske univers og det sorte hævngerrige univers. Og ikke mindst en dirigent, Alexei Repnikov, der kan få Det Kongelig Kapel til at spille så nærværende og intenst, at forestillingen bliver en sand nydelse.

Munterhed i haven

Forud for prins Siegfrieds fødselsdag er der i slotshaven lystighed med dans, skålen og højt humør blandt prinsens venner; kvinder i smukke, florlette kjoler med rhinstensbælter og mænd i violette Peter Pan-jakker og kække kalotter. Prinsen selv, danset af den erfarne, flotte og højt spagatspringende solodanser Yevgeny Invanchenko, er til gengæld lidt verdensfjern, tænksom og knap så begejstret for den forestående træden-ind-i-de-voksnes-rækker og deraf følgende påbud om valg af en brud. Prins Siegfried hygger sig hellere med sin gamle stivbenede lærer, men rives alligevel med i dansen af den flyvende, snurrende og muntre nar; forrygende danset af halvsolisten Vasily Tkachenko. Armbrøsten, som prinsens mor overdrager, får desuden Siegfrieds humør til at stige et par grader, ligesom vennernes pas-de-trois. Engelske Xander Parish behersker den russiske bravourstil til ug med kryds og slange i det smukke og poetiske divertissement med Yekaterina Ivannikova og Nadezhda Batoeva. Wauw for flotte benløft, knivskarpe og absolut lige linjer, og samtidig med feminin ynde og strålende overskud.

Da aftenmørket stunder til, drager vennerne tilbage til slottet med svingende lampetter, mens prinsen vælger at løbe ned til skovsøen for at gå på svanejagt med sin armbrøst.

swan_lake_3
Swan Lake. Mariinskij Balletten. Dansere: Tereshkina, Shklyarov. Foto: V. Baranovsky

Hen over den måneskinsoplyste og spejlblanke sø glider netop en flok svaner, mens von Rothbart alias 2. solisten Konstantin Zverev med stor springkraft og lethed vækker uhygge og dæmonisk trolddomskraft samt kostumeret – ikke med stor slængkappe – men som en natsort ravn, der med svingende vinger, næb og klør vogter i sit mørke skovunivers. Prinsen ser von Rothbart, lægger an til skydning, men ind glider flokken af hvide svaneballerinaer samt den underskønne Odette danset af 1. solisten Anastasia Matvienko. Armbrøsten sænkes, våbnet lægges til side og hjertets parader falder. Prinsen er drømmende og melankolsk forelsket, da han griber hendes hånd. Hun, sart og skræmt, skælver i hele kroppen på sitrende tåspidser. Angsten tilsidesættes langsomt, hun forelsker sig, og prinsen får lov til at favne hende ømt i en eminent og åndeløst smukt danset adagio med benet gang på gang højt strakt bagom hans ryg, og med de øvrige 32 hvide svaner i snorlige baggrundsformationer. Smukt, smukt, smukt, og med sikker teknik og de allerdybeste kærlighedslængsler ud i de håndledsknækkede, strakte arme. Ingen vingeskudte svaneballerinaer, men udelukkende mestre af teknik, poesiens ømhed og elegance i hver en bevægelse.

De fire små svaner i svanernes dans er en af de mest elskede sekvenser i balletten, og tit bliver fokus på denne sekvens enten teknikken eller præcisionen i trinnene, men hos Mariinskij Ballettens små svaner er der samtidig – for både teknik og præcision er upåklagelig – en ømhed for trinnene, at enhver snert af komik og trinafvikling er forsvundet som dug for solen. Sjældent er sekvensen efter dansk målestok udført med en så fin sanselighed samt nedtonet og med meningsfyldt ynde; sublimt!

Da skumringstimen nærmer sig, mærkes det, at forvandlingen atter er på vej. Svaneballerinaerne må atter miste deres menneskelighed og blive til dagslysets svaner. Trinnene og bevægelserne i kroppene bliver mere desperate, da von Rothbart atter udøver sig magt. Prinsen når lige at aflægge sit troskabsløfte til den udvalgte svaneprinsesse, inden også hun tvinges tilbage i svaneflokken. Og mens tæppet glider ned til pause, gentager den lykkelige prins Siegfried sit kærlighedsløfte; at han kun elsker én, og det er den hvide svaneprinsesse Odille.

swan_lake_4Swan Lake. Mariinskij Balletten. Dansere: Tereshkina, Shklyarov. Foto: V. Baranovsky

Fest på slottet

Prinsens fødselsdag skal fejres med pomp og pragt. Festsalen er inspireret af renæssancens arkitektur, med frescomalerier på væggene og et ribbeloft med store kogler i krydsskæringerne. Fra balkoner i siderne trompeteres der, og fra dronningen er der klar besked til sønnen; han skal vælge sig en brud. Pligtskyldigt danser han med de indforskrevne emner, men han kan ikke give en buket blomster til den udvalgte. Den udvalgte er hende, der er i hans sværmeriske tanker – Odette – fjernt ude i skoven og ikke til stede på slottet. Øjeblikket efter ankommer endnu et par gæster; von Rothbart med sin forvandlede datter Odile; den sorte forføriske svane, der til forveksling ligner Odette. Snart er prinsen på krogen, og parret stikker af for en stund, mens gæsterne underholder hinanden med hidsig spansk dans, neapolitansk munter dans, ungarsk dans med nerve og smæk i støvletrampene samt en energisk, fejende og fyrig mazurka.

I den krævende dobbeltrolle som Odette/Odile er Anastasia Matvienko som Odile forførende og sensuel, teknisk suveræn og de 32 fouettéer pisker også afsted med overskud, sikkerhed og overbevisende bravour. I parrets store pas-de-deux skærmer von Rothbart flere gange sin datter, ikke så psykologisk og så ørehviskende, som man er vant til at se hos det danske balletkorps, men mere som en afbrydelse for at tirre prinsens følelser yderligere. Og han er betaget, men dog ikke indtaget – som den noble prins kunne Yevgeny Invanchenko godt være noget mere lidenskabeligt forelsket. Desuden ser prinsen som illusionen den hvide Odette, til hvem han jo netop havde aflagt troskabsløftet, men alligevel ser han den sorte besnærende Odile som en og samme som sin hvide uskyldsrene Odette. Ikke en helt indlysende tanke grundet hans distancerende smil. Men trods det vage smil ser han Odile som sin Odette, hvorfor Odile også får hans troskabsløfte. Og øjeblikket efter afslører tordenskrald svigtet. Løftet er brudt, Siegfried indser sin fatale fejltagelse og styrter ud til søen.

I skovens mørke

I skoven ved søen er svaneballerinaerne atter forsamlede i ensembledans med smukke og stemningsfyldte formationer. Dog ikke Odette, der er klar over svigtet og sin egen skæbne. Hun er hektisk, bekymret og skælvende i hele kroppen. Von Rothbart vil have hende, og da prinsen kommer styrtende, bliver det til et glædens gensyn med sit hjertets udkårne og dermed energi til et opgør og kampen med von Rothbart. Da denne opsætning blev skabt tilbage i 1950 til kompagniet, der dengang hed Kirov Balletten og hjembyen hed Leningrad, krævende det daværende Sovjet-styre en happy end. Denne slutning er traditionen tro fastholdt, og derfor ender hanekampen med, at det lykkes Siegfried at flå den ene vinge af von Rothbart. Som vingeskudt spjætter han rundt, falder om igen og igen, prøver at holde fast i livet, men må i en sidste krampetrækning udånde. Odette og de øvrige svaneballerinaer genvinder deres kvindeskikkelser, og prins Siegfried kan få sin Odette.

Egentlig er slutningen ligegyldig. Den kunne ligeså godt være endt med adskillelse og en sejr til von Rothbarts trolddoms univers. Størst er indtrykket af et teknisk stærkt kompagni, der samtidig oser af overskud i det mimiske og i poesien. Virkelig et korps i verdenseliten, som snildt kunne have solgt dobbelt så mange forestillinger. Derfor kan man kun ønske, at der ikke skal gå 18 år igen, inden de vender tilbage til Det Kgl. Teater; også gerne med andre forestillinger fra deres mangfoldige repertoire. Lad det blive startskuddet til gensidig og oftere udveksling; tak.

 

FAKTA:

Gæstespil af Mariinskij Balletten på Det Kgl. Teater – læs også Susanne Trudsøs artikel Romantik, trolddomskraft og forførelse