(jubilæumstillæg, 15 års jubilæum, 2010)

Manden uden domæne

af gæsteskribent Eske Holm  (her i uddrag)

Det er mig en ære som gammel mandsdanser – eller gammelmandsdanser – at skrive et forord til et tema, som kunne fylde en hel bog! Jeg er optrænet i en klassisk ballettradition, halleluja – hvor kønsrollerne bestod i knibske damer og løftestærke mænd, der gerne reddede de af Grimme Mænd dæmoniserede kvinder. Disse kønsroller gav anledning til en mængde soli, hvor kvinden var overjordisk yndig og manden en fysisk blærerøv med sjove tricks og tour de force. I pas-de-deux’erne løfter vi drenge pigerne for pligtskyldigt at opretholde illusionen om deres vægtløshed. Hun befinder sig gerne på en understøttelesflade på størrelse med en fem-krone, og ifølge romantisk tradition for at stræbe dels mod noget uopnåeligt, dels mod Himlen og væk fra enhver grounding, fik manden hende på en ubesværet måde et pænt stykke, måske to en halv meter, tættere ved skyerne. Ingen kvinde er dog nogensinde forsvundet op i den blå luft, bortset fra Sylfiden op i en skotsk skorsten. Ingen af mine partnere råbte dog, jeg er helt i skyerne!

Ser vi tilbage på den tidlige modernisme, såkaldt Contemporary Dance med Martha Graham – som allierede sig med den forbudte tyngdekraft og genopfandt grounding i dansen – og ser fra hende og i rivende hast frem til i dag, så er kønsrollerne udvisket med en sådan grundighed, at vi kan tale om uni-sex dance.

Der er sket noget med dansen, som kan sammenlignes med tabet af polarisering. Fravær af polarisering, i hvilken form der end kan tænkes, er et tab for kunstarten, fordi polarisering er et af grundlagene for dramatik, historiefortælling og ikke mindst publikums oplevelse af ikke-kedsomhed. Kunst trives med kontraster, publikum trives med kontraster, og spørgsmålet melder sig, kan man forestille sig nye former for kontrasteret dans mellem mand og kvinde?

Nu har jeg selv i diverse medier stræbt efter en nuancering af maskulinitet, det vil sige folde mandens følelsesregister og udtryk ud i en større vifte. Mandens fastlåste roller var nemlig ikke mindre begrænsende end kvindens i klassisk regi. Jeg vil da godt runde min fortolkning af ”Ildfuglen”, Den Kgl. Ballet, hvor jeg gjorde op med Prins Ivans rolle som besejrer af dæmonen Kastchei. Min antihelt mislykkedes, fordi myten om, at en elskende og begejstret mand som enmands-hær kan nedkæmpe et grusomt system, den er lidt syg. Det går ikke, har Historien jo bevist!

Da jeg var en ung mand, var kønsrollerne både i film og på teater en tyngende arv i al deres firkantethed, hvilket jeg også diskret gjorde opmærksom på i min bog med den ironiske titel ”Den Maskuline Mystik” fra 1975. Det var i slipstrømmen fra Kvindebevægelsen i en tid, hvor alle der gad granske sådant, alene interesserede sig for kvindekønnet.

Nu kunne man – og jeg – påstå, at i takt med opgøret med stereotypierne, forsvandt mandlige og kvindelige særpræg i deres udtryk. For mit eget vedkommende inddrog jeg det lyriske og førhen kvindelige speciale i min dans og koreografi – men mandlighed udviskes jo ikke af den grund. Det lyriske vil altid have den udførende dansers krop og psyke som udtryk.

Man taber hverken kvindelighed i dansen ved at være kraftfuld og ”handlekraftig”, eller sin mandlighed ved at være lyrisk og indfølende.
Nå, men så blev det hele snart ensartet, hvilket skyldes modernismens klichéer om ”hurtigt og voldsomt.” Adagioen, også som pas de deux – er vist pist borte? Den form for uni-sex dans, som groft sagt udsprang af 80’ernes skoler for modernisme – med såkaldt release-teknik og alskens kontaktimprovisation – gjorde, at koreografierne lige så godt kunne udføres af piger som af drenge. En pige bliver skadet, og hun erstattes uden gnidninger af en dreng. Eller omvendt. Pas de deux’er foregår ofte i en aggressiv kampform, hvor mand og kvinde voldbakser med hinanden i mislykkede og akrobatiske forsøg på at ”kommunikere”, hvilket lidt spidst sagt resulterer i lige så mange moderne klichéer som der er klassiske.

Mandsdans er væk fra moderne dans. Det er kvindedans også. For den kvindelige dansers vedkommende gælder det eksempelvist, at hun – i opgøret med bedaget yndighed… har tilegnet sig et dansesprog, som fysisk set matcher mandens. Glimrende. Mand og kvinde er blevet fysisk ligestillede, kunne man sige. Manden slipper for at løfte pigerne mod Himlen…

(uddrag af gæsteskribent Eske Holms forord til jubilæumstillægget)