Af Betina Rex

phodanus11Lys og skygge, mænd og kvinder, ude og inde, sorg og glæde. Kontraster er et effektfuldt kommunikations middel. Men er verden så sort hvid? Er vi enten det ene eller det andet? Hvad nu hvis vi i stedet er lidt af det hele, eller et sted midt imellem.

En kvinde rækker fortabt sine arme ud til siden, hovedet dingler som i en tynd tråd midt ned på hendes bryst. Kroppen har hun presset op imod en rå kældervæg. Afmagt, smerte og håbløsheden emmer ud af hendes bøjede nakke. Hun bevæger sig langs vægen, skutter sig i rummet. Fremmed for sig selv. Den hvide oversized skjorte leder tankerne hen på underkastelse og mandsdominans. Som var hun stødt på grund og på vej til at kæntre, som en enlig kvindekajak i en mandlig malstrøm.

Da han indtager rummet i sin sorte habit, og med sit åbne og selvbeviste kropssprog forstærkes denne følelse af skævvridning mellem de to individer. Ubemærket og uanseeligt smyger hun sig op ad den åbne dør. Den sorte firkants ukendte baggrund står som skærende kontrast til hendes hvide og nøgne fremtræden.

phodanus13Deres relation kan antage mange former. Og lysten til at definere denne relation efter forudbestemte kategorier; voldsmand/offer, mand/kvinde, fortabt/søgende, optimistisk/pessimistisk er da også stærk. I stedet kan vi prøve at åbne øjnene, og brede tankerne ud, og lade alle kategorierne smelte sammen til en helhed, hvori der er plads til forskellene. En helhed, der rummer både lys og mørke, både offer og gerningsmand. En helhed, hvor vi er mennesker med alt, hvad det indebærer af kontraster og forskelligheder. Lad os se de to mennesker som et eksempel på denne helhed, altså som noget, der er større end kontrasterne, som mere end det umiddelbare. I stedet for at dele dem i sort og hvid, så lad os se dem som begge dele, eller midt imellem, en helhed.