Virkeligheden viser sit grumme ansigt på Det Kongelige Teater

Hvordan skal man karakterisere Christian Lollikes I Føling en krigsballet? Som en dokumentarisk balletsymfoni eller en æstetisering af den rå og barske virkelighed i et trøstesløst krigslandskab? Som en politisk ballet eller et hudløst ærligt portræt af menneskeskæbner, man helst ikke vil konfronteres med?

af Nanna Vinter (cand. mag. i dansevidenskab og spansk)

108-IMG_8450_Lene RiggelsenTre hjemvendte soldater er ballettens omdrejningspunkt. Vi lærer dem langsomt at kende gennem hele stykket, hvor de skræller flere og flere lag af sig selv, og med en beundringsværdig ærlighed fortæller de om deres oplevelser før, under og efter krigen i Afghanistan, som de har deltaget i, og som har mærket dem både fysisk og psykisk for livet.

Langsom form for sympatiproces
I starten må jeg indrømme, at jeg sidder med en barriere oppe for mine følelser, fordi jeg er forudindtaget. Jeg går ikke ind for krig som konfliktløsningsmetode og kan slet ikke forstå den krigsromantik, mange unge mænd er drevet af, når de vil ud og mærke adrenalinen pumpe i felten med kugler flyvende om ørerne og vejsidebomber for hvert syvende skridt.

Men der sker noget i løbet af forestillingen, en langsom form for sympatiproces. De tre krigsveteraner øser gavmildt og overvældende ærligt af deres hjerter, og det er svært ikke at få medfølelse med deres triste fortællinger om deres ødelagte skæbne, liv. Hver gang de på skift humper ind på scenen og sætter sig på stolen i midten med front mod publikum og begynder at fortælle, er det som om, hele salen sitrer; som om alt er på spil. Vi er vidner til den yderste sårbarhed fortalt af tre utroligt modige mænd, som har mistet tæt på alt, og alligevel har kræfter til at kæmpe videre og dele deres historie med os.

Meditativ skønhed, frelse og kamp
Koreografisk set bliver man ikke væltet bagover af originalitet lige med det samme. Dansere der marcherer ind på scenen og imiterer militærøvelser, med enkelte rebelske afstikkere, er på en måde alt for oplagt og for lige til. Koreografien bliver dog stærkere og stærkere jo længere forestillingen skrider frem.

Et blåt hav af burkaklædte dansere drager med en meditativ skønhed. Scenen stiller os direkte i en af soldaternes sted, som fortæller, hvordan han i det første lange stykke tid som udsendt følte sig som et tavst vidne til de afghaneres liv, han var udsendt til at frelse. Ligesom ham bliver vi tilskuere til en fremmedartet mystisk verden, der som en tåge svæver hen over scenegulvet og maner et billede frem af det samfund, som det er vores historiefortælleres opgave at redde, men som også er en repræsentation af den verden, deres fjender kæmper med det yderste for at bevare.

Stærk metafor for livet i en krigszone
En sortklædt danserinde træder ind på scenen. Hun danser en smuk solo, som gentagne gange bliver afbrudt af lyden af et pludseligt skud. Hver gang skuddet lyder, reagerer hun, men danser derefter upåvirket videre. Første gang har skuddet en skræmmende effekt, men til sidst sker der en mærkelig form for tilvænning, hvor de skarpe høje pludselige skud bliver en forventelig del af lydbilledet. Danseren der rejser sig og fortsætter dansen igen og igen bliver en stærk metafor for livet i en krigszone.

Ypperste balletkroppe overfor funktionelle soldaterkroppe
Noget af det, jeg så mest frem til med dette værk, var at se, hvordan de ypperste æstetiserede balletkroppe ville virke i samspil med de meget funktionelle soldaterkroppe. Mødet mellem disse to umage kropsidealer virkede lovende i sig selv. Der gik dog lang tid, inden de for alvor flettede sig sammen og gav nye dimensioner til dansens udtryk. Men da det endelig skete, var skønheden sublim.

095-IMG_8434_Lene RiggelsenI en scene smider to af soldaterne deres benproteser og danser duet med to unge smukke ballerinaer med fejlfrie kroppe, der giver mindelser til DV8s The Cost of Living. Dette sker efter, at den ene soldat lige har fortalt om et rørende kapitel af sit liv, hvor ham hjemsendt som krøbling fra krigen lå på hospitalet og kun havde i tankerne at blive rask nok til at kunne gå op ad trapperne til tredje sal til sin kærestes hjem. Da det endelig lykkedes ham at nå dertil, gør hun det efter kort tid forbi. Hun kan ikke klare at leve med hans nye virkelighed. Sjældent har ømheden i en dans ramt mig så stærkt, som dér hvor han i den efterfølgende dobbeltduet med en yndefuld ballerina beviser, at skønheden ikke er lig perfekte proportioner, men at ægthed overgår med mange længder.

En surrealistisk scene, hvor danserne har benproteser forskellige steder på kroppen og danser rundt med forlængede ben, og som giver associationer til Dalis elefantmalerier, er også utroligt vellykket. Her giver soldaternes historie fysik frisk inspiration til koreografiens æstetik.

I direkte konfrontation med virkeligheden
Meget af stykkets styrke ligger i, at det ikke er en repræsentation af livets grusomhed som ses på scenen, men en direkte konfrontation med virkeligheden, som vi får smækket lige i ansigtet. Af og til er det på bekostning af dansen, men man drages til gengæld lynhurtigt ind i soldaternes fortællinger, som de sidder dér midt på den nøgne scene i deres uniformer og øser af deres hjerter.

Vi bliver inddraget i, hvad det vil sige at leve med posttraumatisk stress syndrom. ”Jeg er aldrig vendt helt hjem fra krigen,” fortæller en af soldaterne. Når han går på gaden, ser han snigskytter på byens tage, og tager han i Netto, er han konstant på vagt. Hans evige tilstand af stress og angst illustreres meget fint i en dansescene, hvor især røgsløret, som danserne hopper ind og ud af, har en utroligt fascinerende effekt.

Projektionerne spiller i det hele taget en væsentlig rolle i stykket og fungerer rigtigt fint. Røntgenbilleder af brækkede knogler og forskønnede bombesprængningsbilleder er nogle af de billeder, vi mødes af. Mens to droner nærmest laver deres egen luftkoreografi, bliver vi som publikum projekteret op på skærmen, som de næste ofre.

Ballettens stærkeste scene
031-IMG_8351_Lene Riggelsen
Christian Lollike er aldrig kedelig. Heller ikke denne gang, hvor han vil have os til at tænke over krigsførelsen og dens meningsløshed, dens spild, dens bagside. Han er en provokatør, men har altid en dybfølt historie på hjertet. Denne gang har han taget et interessant valg ved at sætte en ballet i scene i mødet mellem forkrøblede krigsveteraner og blomstrende ballettalenter.

Efter halvanden time i både soldaternes og dansernes selskab – og under bragende klapsalver fra publikum – er de sidste barrierer forsvundet, og jeg har overgivet mig. Da jeg kigger op på de tre mænd, som har udleveret deres mest følsomme jeg og sårbare historier foran en ukendt forsamling mennesker, og som holder sig oprejst via hver sin benprotese og tydeligvis selv er berørte af situationen, bliver jeg faktisk temmelig rørt. Mennesket bag krigen står og stirrer ud over publikum, der med uendelige klapsalver takker dem stort for deres ærlighed. Det er næsten ballettens stærkeste scene.

 

FAKTA:

I FØLING med Corpus af Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, instruktion af Christian Lollike, spillede den 22. maj – 3. juni i Skuespilhuset.

Se også Lene Riggelsens billedserie fra prøverne. I Føling – billedserie

Øvrige artikler om I Føling
På webmagasinet Dans Online:  

Bernadette Alsters reportage fra den første prøve på I FØLING: Fra Afghanistan til danseteater
Bernadette Alsters interview med koreograferne på forestillingen Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis samt instruktøren Christian Lollike: Kaos og krydsild

 

 

tagged in I føling