Brutalt, betagende og belgisk

Det absurde er ikke noget, der ligger fjernt for belgierne. Belgien er landet, der har fostret den surrealistiske maler René Magritte. Han er kendt for sine malerier med overraskende og ofte chokagtige effekter, der skal give beskueren et indtryk af den mangfoldige verden. På Musée Magritte i Bruxelles kan man se mange af René Magrittes mest kendte værker, men man kan også se, at han i sin alderdom eksperimenterede med absurde kortfilm, og at han i sin ungdom tegnede plakater til danseforestillinger. Her er det dog danseforestillingen Hors-Champ af Michèle Noiret og Patric Jean på Théâtre Nationale i Bruxelles, der giver anledning til skriveri.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

Sergine Laloux - Hors Champ 3

Det gamle kukkasseteater får én på kassen i forestillingen Hors-Champ på Théâtre Nationale i Bruxelles. Her er prosceniet skiftet ud med et multirum med film, live-streaming og mobile bokse, der kan åbnes og forvandles til alle mulige scenarier. Hors-Champ er moderne og spændende danseteater, som tager afsæt i filmkunsten og udforsker det surreale rum.

Begrebet Hors-Champ kan oversættes med noget i retning af ”Uden for scenen”. Det bruges især i film og foto, hvor der fokuseres på noget, som slet ikke er med i billedet. For eksempel når nogle af kunstværkets karakterer ser på noget, som tilskuerne ikke kan se, men kun kan gisne om gennem karakterernes reaktioner.

I Michèle Noiret og Patric Jeans danseforestilling Hors-Champ ser det umiddelbart ud som om, at begrebet Hors-Champ ikke eksisterer. De to kunstnere forsøger i al fald at nedbryde begrebet ved hjælp af et kamera, der som et Big Brother-øje følger personerne på nærmeste hold og viser tilskuerne det, som de ellers ikke ville have kunnet se.

Sergine Laloux - Hors Champ 2

Ikke brug for teaterkikkert
En kameramand er på scenen, og hans filmoptagelser live-streames, så publikum direkte kan følge med i hans nærbilleder på en storskærm. Når danserne står bag scenografiens store villavinduer og kigger ud mod publikum, så står kameramanden bag dem og filmer. Publikum ser således ikke blot danserne forfra, men også bagfra. Og samtidig ser publikum det, som danserne også ser. Publikum ser alt – både uden for villaen og indenfor. Og på alle de andre lokaliteter, som gemmer sig i de mobile bokse, der står på scenen, og som åbnes i løbet af forestillingen. Desuden bruges storskærmen til at vise drømme og erindringer – altså film, som er optaget på et tidligere tidspunkt og derfor ikke er en live-streaming.
Kameraet går tæt på danserne, så deres mindste mimik bliver synlig. Her har publikum ikke brug for en teaterkikkert for at få alle detaljerne med. Kameraet går brutalt tæt på, og viser dansernes angst, vrede og smerte, for det er disse følelser, der kredses mest om i Hors-Champ. Dansen udvikler sig ofte til aggressive kampe mellem danserne. Selv elskovsdansen i sengen får karakter af at være en fight på liv og død.

Flere informationer, men ikke mere viden
Bliver publikum klogere af al den viden, som gives gennem det altid nærværende kamera? Nej! Og det er netop pointen i forestillingen. Nedbrydningen af Hors-Champ-effekten betyder ikke nødvendigvis mere viden. Jo flere informationer, jo mere kompliceret bliver det også. Det demonstrerer Michèle Noiret og Patric Jean på forbilledlig vis med deres værk.

Vi bliver ikke nødvendigvis klogere af informationsstrømmen i den flermediale verden. Vi bliver bare forvirrede på et højere niveau.

Drøm og virkelighed
Forestillingens handling er kompleks, og det er umiddelbart ikke let at afkode historien. En mand har en skjult fortid som krigssoldat, en dyster fortid som han skjuler for sin kone, men som han alligevel afslører gennem sine vilde mareridt. Han møder også en person fra sin militærtid. Måske er denne person en fjende eller en diktatorisk overordnet, i al fald er han ikke en af Vorherres bedste børn. Konen snuser rundt i sin mands krigsminder, og hun møder også denne bøddel fra ægtemandens fortid og bliver tiltrukket af ham.

Hors-Champ er en labyrintisk historie, det viser koreografen Michelle Noiret helt konkret ved at lade en af personerne fare vild i et mørkt rum med trange, snørklede gange. Ved hjælp af kameramandens linse er publikum også med inde i denne labyrint og oplever nærmest den samme klaustrofobiske fornemmelse som personen, der fysisk er derinde.

Måske handler værket om en avanceret form for reality-program, hvori deltagerne altid filmes? Til sidst taler en af de kvindelige dansere i al fald direkte til kameraet. Hun beder inderligt: ”Stop filming. This is Private. Stop filming”.

Eller måske er historien i Hors-Champ ganske enkelt en drøm, et rum hvor fantasi og virkelighed glider sammen og en ny virkelighed opstår. Koreografen Michelle Noiret har i al fald i et avisinterview udtalt, at hun er inspireret af George Orson Welles’ film The Trial (Processen). I filmen, der bygger på Franz Kafkas roman af samme navn, sammenblandes drøm (mareridt) og virkelighed på en aldeles skræmmende måde, som genfindes i Hors-Champ.

Det absurde rum
En altid nærværende kameramand med en pågående linse, synlige scenemedarbejdere, krigsscener på film, live-streaming af det, som sker på scenen, underlige lyde og klange samt fem dansere i hidsig dans. Hors-Champ er absurd danseteater, der afspejler en absurd verden, hvor brutale henrettelser og lykkehjulskonkurrencer er to sider af samme samfund, og hvor reality tv med medieliderlige mennesker slår seerrekord, mens vigtig viden ignoreres. Surrealt og dog så uhyggeligt virkeligt.

 

Torben - Tango-plakat

FAKTA:
Hors-Champ 
af Pierre Morel & Michèle Noiret

Spillede på Théâtre Nationale, Bruxelles (24. april- 8. maj)
Idé: Pierre Morel & Michèle Noiret
Koreografi: Michèle Noiret
Scenografi: Sabine Theunissen
Musik: Todor Todoroff

Links: 
Le Théãtre National og Musée Magritte Museum