Koreografen skal stille sig i en sårbar position. Han skal vove sig derud, hvor han ikke kan trække på, hvad han er fortrolig med, mener den unge italienske koreograf Fabio Liberti.
tekst & foto af Claus Rasmussen (cand.mag.)
Koreografen skal turde udfordre sig selv
Tidligere så jeg Fabio Liberti stå ude på et sort, spejlblankt, vinylgulv i forestillingen I AM PRESENT i Kunsthal Charlottenborg. Her havde Fabio Liberti stillet sig selv den udfordring at skabe en koreografi til en lille håndfuld dansere alene ud fra de impulser og spontane forslag, han modtog fra publikum i den tætpakkede teatersal.
Dans er et spørgsmål om åbenhed og tillid. I den kreative proces bør koreografen ikke have svar eller instrukser klar på forhånd – selvom det betyder, at koreografen må slippe kontrollen og tillade sig selv at være sårbar. Det er nødvendigt, for ellers opdager koreografen aldrig noget nyt, mener Fabio Liberti.
Sårbarheden som vilkår har hele tiden været klart for Fabio Liberti, lige fra han begyndte at koreografere og frem til han for nyligt med blandt andet duetten Let’s duet begyndte at vinde førstepræmier ved de store, prestigefyldte, dansekonkurrencer verden over, forklarer han, da jeg møder ham en aften i Teaterhuset i København, et stenkast fra Regnbuepladsen, hvor Dansehallerne, der til februar viser Fabio Liberti’s seneste værk Don’t, Kiss, midlertidigt har til huse.
“Ja, det er en tilstand af sårbarhed. Sådan oplever jeg det. Og det mener jeg er vigtigt, fordi ofte – og det siger jeg som danser – har vi brug for at føle, at koreografen ved præcis, hvad han laver. Men sådan er det ikke, og sådan kan det ikke være, for hvis koreografen ved præcis, hvad han laver, så udfordrer han ikke sig selv, og så opdager han aldrig noget nyt. Han gør bare det, han allerede ved,” fortæller Fabio Liberti.
Tvivlen
Når jeg ser Fabio Liberti stå og koreografere for øjnene af en fyldt teatersal i I AM PRESENT, er der en behagelig stemning af varme og afslappelse over ham. Det er den samme stemning, der findes i rummet mellem os nu på caféen i Teaterhuset, hvor han med levende gestik i skæret fra et stearinlys sidder og forklarer mig om dans, kreativitet og arbejdet med Let’s duet. Det virker enormt behageligt, og det giver mig et indtryk af hans personlighed som selvsikker. Men det er kun sandheden på overfladen.
“Jeg tvivler på, om jeg er god nok. Jeg tvivler på, om mine idéer virker. Jeg tvivler på, om jeg er på vej i den rigtige retning,” siger Fabio Liberti.
Tvivlen rammer i de øjeblikke, hvor Fabio Liberti minder sig selv om, at der ikke findes noget objektivt kriterie for, om det er rigtigt eller forkert, det han gør, når han står i et tomt rum og skaber abstrakt kunst – hvilket er, hvad dans er for Fabio Liberti. Han har kun den personlige følelse at vurdere værket ud fra:
“Jeg tvivler, fordi det, koreografer laver, er så abstrakt. Fordi kunst er abstrakt. Og det er så personligt, så du har ikke et konkret element, der siger okay, dét her er godt. Man kan ikke gribe det, det er ikke konkret, det er abstrakt, det er en følelse. Det er det, man føler, når man skaber noget,” siger Fabio Liberti og fortsætter:
“Så man har ikke et objektivt kriterium. Jeg ved ikke, om du har lavet opgaver i matematik?” spørger han mig. “Du har skrevet en god opgave, og til sidst er resultatet korrekt, der er intet, der kan diskuteres, men sådan er det ikke med koreografi. Tvivlen er der altid. Den kommer om natten, når jeg sover, den kommer om morgenen, når jeg spiser. Jeg tager den med mig overalt.”
Fabio Liberti sammenligner det at koreografere med et intenst kærlighedsforhold:
“Det er som at leve i et kærlighedsforhold med en person, som du ved, vil ødelægge dit liv, men du elsker ham eller hende så højt, at der ikke er noget, du kan gøre. Du bliver nødt til at fortsætte med at elske den person. Men tvivlen er der altid, og den truer med at slå dig ihjel!”.
Det intense kærlighedsforhold som tematik optræder også i Let’s duet, hvor Fabio Liberti selv medvirker som én af danserne. Her er de to dansere – de to karakterer Joe og Jenny – ubehjælpeligt fanget i en kærlighedsrelation, der i pendulbevægelse fører dem bort fra hinanden og sammen igen, som om en elastik var udspændt mellem dem.
Netop fordi Fabio Liberti oplever tvivlen som allestedsnærværende og som et eksistentielt vilkår, så forsøger han ikke at kæmpe imod eller at undgå at konfrontere den:
“Jeg prøver i stedet at fokusere på de gode ting. Tvivlen forsvinder aldrig. Tvivlen er en storm. Der findes et ordsprog blandt dansere, der lyder: Vent ikke på at regnen skal standse, lær at danse under regnen. Det er en kliché, men det er sandt.”
Det eneste tidspunkt, hvor Fabio Liberti ikke tvivler på sig selv og sine evner som koreograf, er, når han står i studiet og koreograferer sammen med danserne. Her lader han sig lede af en instinktiv, intuitiv fornemmelse:
“Det er sandsynligvis den eneste magi, der får mig til at fortsætte. Jeg tvivler på mig selv dagen lang. Undtagen når jeg er i studiet. Så stiller jeg spørgsmål ved mig selv, men jeg tvivler ikke. Der er en instinktiv del af mig selv, der tager over. Det er en følelse, som jeg har svært ved at beskrive,” siger Fabio Liberti og fortsætter:
“Jeg ved ikke hvordan, men mit hoved arbejder, og tiden står stille, så jeg kan arbejde mange timer i ét stræk. Jeg har ikke brug for at spise, drikke eller gå på toilettet.” Fabio griner. “Jeg kan fortsætte rigtig lang tid, hvilket er udmattende for danserne, fordi dét at være danser er en helt anden opgave. Så heldigvis har min tvivl ikke indflydelse på min tid i studiet. Det er smukt for mig at opleve. Men så går jeg ud af studiet, og dét er en katastrofe!”
Fabio skraldgriner. Selvom tvivlen konstant truer med at tage modet fra Fabio Liberti, når han er i gang med at arbejde på en koreografi, så mener han også, at tvivlen indeholder noget godt. Det er nemlig tvivlen, som “skubber” ham til at udvikle sig som kunstner:
“Tvivlen har også noget godt i sig. Det er sandsynligvis tvivlen, der skubber én til at blive bedre og til at arbejde hårdere. Jeg tror, at hvis man tvivler på sig selv, så er det fordi, man vil hen til et sted, hvor man ikke kender sig selv. Derfor fortsætter man med at forbedre sig. Man falder ikke bare tilbage på, hvad man allerede har lavet. Jeg tror, det handler om at finde en balance. At anerkende at jeg gør det godt og så, på samme tid, lade tvivlen være der til at drive mig fremad. Sådan undgår jeg at lade mig kue af tvivlen uden samtidig at ende med blot at slappe af i en tilstand af selvtilfredshed.”
Tilliden og den fælles opdagelsesrejse
Fabio Liberti har arbejdet som danser de sidste 13 år for nogle af de største dansekompagnier i Europa, bl.a. Dansk Danseteater i København under Tim Rushtons kunstneriske ledelse. Han er vokset op i Italien og uddannet fra det prestigefyldte dansekonservatorie Codarts i Holland. Lige siden han blev færdig som danser, har han haft en kometkarriere på scenerne over hele verden. Men faktisk begyndte Fabio Liberti at koreografere, før han uddannede sig til danser: “Jeg bliver nødt til at sige, at jeg altid har koreograferet.”
Da han var færdig med gymnasiet begyndte han at læse til revisor, og på handelshøjskolen var der mulighed for at opnå ekstra studiepoint ved at tage kreative fag. Sådan kom Fabio Liberti til at være koreograf for et dansekompagni af studerende, inden han senere begyndte sin egen uddannelse som danser. Men han har altid interesseret sig mest for koreografien og den fælles opdagelsesrejse med danserne i studiet. Han har aldrig været forhippet på at stå på scenen. Derimod er han optaget af den energi, der kan opstå med danserne i den fælles kreativitet, hvilket har ført til, at han i dag arbejder mere og mere som koreograf. Han mener, at koreografi er en opdagelsesrejse, som koreografen ikke kan gøre alene:
“Det har noget at gøre med energien. Koreografi er en opdagelse. Og det er en opdagelse, du gør sammen med andre mennesker. Det er ikke noget, man kan gøre alene. Jeg elsker den kommunikation, der finder sted, og jeg elsker også den afhængighed, der opstår mellem koreografen og danserne, fordi forestillingen ikke eksisterer uden danserne. Derfor er danserne essentielle for forestillingen. Men samtidig er man som koreograf ekstremt vigtig, fordi danserne har brug for at føle sig ført. De har behov for, at du fører dem et sted hen.”
Det handler om at opbygge et fælles bånd af tillid, så koreografen kan stå frem med sin sårbarhed overfor danserne og indrømme, at man som koreograf dybest set ikke ved, hvad der kommer til at ske:
“Det er svært at sige, hvad der skaber tilliden i rummet. Jeg tror også, det handler om at møde mennesker, der passer til hinanden – danserne til dig, og du til danserne. Det handler om tillid, fordi som koreograf ved man ikke nødvendigvis, hvor man er på vej hen, og dét bør man ikke vide. Jeg kan have idéer, og jeg får indskydelser, og det synes jeg er det smukke ved det, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Selvom jeg har talt om det og arbejdet meget på det, så ved jeg det stadig ikke.”
Fabio Liberti forsøger at være så åben som muligt i den kreative proces, fordi så er det, at der kan opstå “smukke” øjeblikke, som han kalder det, hvor danserne og koreografen i fællesskab kan gøre opdagelser, der kan føre til, at dansen og koreografien kommer et helt nyt og uventet sted hen:
“Jeg mener, at det smukke ved at koreografere er at forblive åben og følge dét, der sker. Og følge dem, man arbejder sammen med, så du ikke forcerer processen i en bestemt retning, fordi det tilfældigvis er sådan, du har lært det i skolen. Hvis man finder dét, så kan man komme frem til meget mere interessante steder, end man troede, og så bliver det til en overraskende rejse.”
Fabio Liberti mener, at den gensidige åbenhed er nøglen til at få det koreografiske arbejde til at lykkes. Hvis koreografen er åben, så åbner danserne sig også. Det er den samme indstilling til kunsten, som Picasso havde, da han sagde, at han aldrig ledte efter noget bestemt som materiale til sine kunstværker, men at han bare fandt ved at være åben. Det også denne indstilling til verden, man hører om hos de store spirituelle lærere. Det handler om åbenhed. Men Fabio Liberti tror ikke på, at der findes en særlig teknik til at opnå åbenhed:
“Jeg tror ikke på, at der findes en bestemt teknik. Det handler om mennesker, og det handler om, hvorvidt menneskene er tilstrækkeligt åbne. Hvis du er åben for at se, hvad du har foran dig, så åbner danserne sandsynligvis også for dig. De forbinder sig til dén energi, og så åbner de sig selv. Men det sker ikke nødvendigvis hver gang.”
Fordi så mange af hans koreografiske arbejder er lykkedes godt, føler Fabio Liberti, at han har været heldig. Men han har også oplevet, at samarbejdet med danserne ikke er lykkes, og det har gjort rigtig ondt på ham. I de mere vanskelige situationer er der gået meget tid med at forsøge at overbevise danserne, uden at det er lykkes at skabe tillid mellem ham og dem:
“Indtil nu har jeg været meget heldig, og jeg har næsten altid haft en utrolig oplevelse med de dansere, jeg har arbejdet med. Men det har ikke altid været tilfældet. Det drejer sig måske om fem procent af det koreografiske arbejde, jeg har lavet indtil nu, men det er sket, og det gør meget ondt. Det gør ondt, for hvis du føler, at en person ikke stoler på dig, så går der rigtig meget energi med at forsøge at overbevise vedkommende, at forsøge at bevise dig selv over for ham eller hende, sådan at vedkommende kan åbne til processen. Men det er ekstra energi, og det fjerner fokus fra, hvad vi er i gang med at arbejde på. Hvis jeg er i gang med at arbejde, og danserne føler min totale tillid og mit fuldkommen åbne sind, så giver det også mig rum og plads til at begå fejl. Det er det, jeg synes er smukt ved det koreografiske arbejde. Når du arbejder med folk, der stoler på dig, så følger de dig, og måske begår du en fejl, men det gør ikke noget, for du har deres tillid.”
Førstepræmien og anerkendelsen
Fabio Liberti oplevede det som både “fantastisk” og “smukt”, da han tidligere i år vandt førstepræmien i den prestigefyldte International Choreographic Contest Warsaw Zawirowania Dance i Polen for duetten Let’s duet. Han følte tildelingen af prisen som et anerkende klap på skulderen, som han virkelig havde brug for.
Anerkendelsen er vigtig for ham, for selvom de mange timers arbejde i studiet er noget, han gør, fordi han føler, han er nødt til at gøre det, så er det samtidig vigtigt for ham, at resultatet bliver vist for et publikum:
“Dét at koreografere er et meget specielt arbejde, som man gør for ens egen skyld, fordi man simpelthen føler, at man er nødt til at gøre det. Og man gør det på grund af oplevelsen af at skabe, og den oplevelse deler man med de mennesker, man skaber sammen med. Men på et andet niveau er det også et arbejde, som skal anerkendes af andre mennesker. Desværre er det et arbejde, hvor du fra tid til anden har brug for nogen til at fortælle dig, at du gør det godt. Fordi arbejdet er så krævende, hjælper det at få anerkendelsen, for der er øjeblikke af svaghed, hvor jeg tvivler meget på mig selv.”
Kunsten og konkurrencen
På trods af tvivlen har Fabio Liberti stor succes som koreograf. Men selvom han har vundet flere førstepræmier i de internationale dansekonkurrencer, er han skeptisk overfor konkurrencer. For ham handler det ikke om at være bedst. Det er præcis den indstilling til dansen og kunsten, som jeg ser i hans kreative leg med publikum og danserne i I AM PRESENT. Her forsøger Fabio Liberti ikke at nå frem til en slags dansens vindende mesterværk. Han er i stedet optaget af, hvad øjeblikket og den spontane kreativitet kan føre til. At vinde førstepræmien i International Choreographic Contest Warsaw Zawirowania Dance rørte ham i det øjeblik, han fik overrakt præmien. Det gjorde ham glad “én dag”, hvilket ikke var lang tid, men alligevel længe nok til at han “kunne huske det”, fortæller han storgrinende og helt uprætentiøst.
“Du vinder førstepræmien, og det er selvfølgelig smukt, men på den anden side er der så mange talentfulde koreografer. Der var rigtig mange deltagere, og der var rigtig mange gode stykker. Reglerne i konkurrencen siger, at fordi du vinder førstepræmien, er du nødvendigvis den bedste. Men det tror jeg ikke. For ingen kan være den bedste, objektivt set. Det handler ikke om at være bedst. Det handler faktisk aldrig om konkurrencen. Jeg er skeptisk over for dansekonkurrencer.”
Fabio Libertis skepsis overfor konkurrencer bunder i hans syn på dans som en abstrakt kunstform, hvortil der ikke findes objektive kriterier, man kan bedømme resultatet ud fra. Værdien og det smukke i dansekonkurrencerne mener han i stedet ligger i den inspirerende og rige udveksling af erfaring kunstnerne imellem:
“Jeg har været med i et par dansekonkurrencer – og jeg har været heldig at være med i nogle, der var utrolig berigende i udvekslingen mellem kunstnerne. Det har været smukt. Warsawa var én af dem, hvor det var smukt at se folk deltage. Jeg havde mulighed for at være sammen med nogle fantastiske kunstnere, så det føltes overhovedet ikke som en konkurrence. Og hvad vil det overhovedet sige at lave en konkurrence i kunst? Som jeg sagde før, så er kunsten abstrakt, så hvordan får man noget, der er abstrakt, til at konkurrere? Hvordan afgør man, hvad der er bedst?”
Det var en god oplevelse at vinde førstepræmien, men vigtigere for ham var det, at der var en jury til stede, som ville kommentere hans værk, og som havde lyst til at diskutere værket, noget som han savner inden for dansens verden:
“Det føltes godt at vinde førstepræmien, fordi jeg følte, at vi vandt med et smukt værk, og fordi der var en jury, som gerne ville give feedback til kunstnerne og diskutere stykkerne, og det er sjældent det sker. Jeg synes, det er smukt, når det sker, fordi man har mennesker, der kommer for at vurdere ens værk, så hvorfor ikke også diskutere værket i stedet for kun at bedømme det?”
At starte fra forfra
De øjeblikke, hvor tvivlen rammer Fabio Liberti hårdest, er når han skal begynde arbejdet med at lave en ny koreografi. Her hjælper visheden om, at han har vundet førstepræmier, ham overhovedet ikke, og den oplevelse skræmmer. Han oplever, at tavlen viskes fuldstændigt ren, og at han må starte fra nul:
“Det faktum, at man har lavet et godt stykke, betyder ikke noget, fordi bagefter laver man endnu et stykke, og hver gang starter man fra nul. Jeg starter ikke fra der, hvor jeg slap sidst. Jeg udvisker det, jeg har lavet, og så søger jeg efter noget, som jeg ikke har lavet før. Det føles altid som at starte forfra.”
Men oplevelsen af at starte forfra har også en smuk side, tilføjer han. For den giver koreografen, danserne og publikum mulighed for nye “ægte” oplevelser, og det er for Fabio Liberti essensen af dans: “Halvdelen af det er smukt, den anden halvdel gør mig bange, fordi endnu engang ved jeg ikke, hvor jeg er på vej hen. På en eller anden måde bærer jeg selvfølgelig min erfaring med mig, men jeg vil også opleve noget anderledes, for ellers bliver det ikke en ægte oplevelse – især hvad angår den koreografiske proces. Jeg vil ikke bare have den samme oplevelse igen. I så fald skulle jeg se mig om efter en anden slags job. For det handler om oplevelsen og processen, og det gælder både for danseren og for koreografen.”
FAKTA:
Don’t, Kiss
Forestilling af Fabio Liberti – spiller i Dansehallerne den 15.-18. februar