Menneskeligt hovmod som en ikke ubetydelig del af verdens gang mod den endelige ENDE?
Tankespind inspireret af Hotel Proformas forestilling NeoArctic.
af Betina Rex (dramaturg)
NeoArctic af Hotel Pro Forma. Foto: Andreas Sommer
I min personlige version af apokalypsen spiller vores menneskeskabte hovmod overfor den jordklode, der så mirakuløst er blevet os skænket, en ikke helt uanseelig rolle. Braklagte regnskove, oversvømmede marsklandskaber og tørkehærgede tundraer udgør sammen med snorlige vandløb, opdæmmede floder og eroderede kystlandskaber en frygtindgydende kulisse for den verden, jeg ikke længere kan genkende endsige bebo.
Det er jo så bare min indre film af det uigenkaldeligt ”endelige”, som – hvis jeg for et kort øjeblik løfter blikket fra min humanfikserede livsverden – i det store billede nærmere må betragtes som et mindre udsving i klodens imponerende eksistensperiode. Men fordi jeg er et menneske, og fordi det menneskelige liv med alle dets bagatelliserede bekymringer og glæder, krige og sejre, er den eneste verdenserkendelse, der er mig mulig, og fordi menneskedyret som eksistensform er den eneste, jeg kan bare forsøgsvist begribe, så føles det menneskelige endeligt som ENDEN.
I Hotel Proformas NeoArctic er de visuelle indtryk mangfoldige og skarptskårne. Trods dét er det ved forestillingens afslutning og i dagene efter alligevel det allerførste billede – billedet af et bølgende, altopslugende hav af plastik – der står stærkest i min erindring. Plastik.
Et af de måske mest håndgribelige og allestedsnærværende beviser på menneskets udbredelse. De færreste mennesker går formentlig igennem livet uden at være i kontakt med ting af plastik.
Flashback til en følelsespornografisk reklame fra slut 90’erne af en lille sydamerikansk pige, der forsøger at varme sine nøgne og forfrosne fødder ved at pakke dem ind i… en gammel plasticpose. Zoom ind på en hvilken som helst shopping gade et hvilket som helst sted i verden, og der vil åbenbare sig kilometervis af plastikposebehængte forbrugere. De findes i allehånde farver, størrelser og kvaliteter, men uanset hvordan de tager sig ud, så kan de aldrig løbe fra, hvad de er skabt af: plastik!
At det er atomkraft og ikke plastikposer, der har været medvirkende til, at selv geologerne nu melder sig ind i det antropocæne råbekor, ændrer ikke ved plastikposens førerposition som knitrende bevis på vores menneskelige formåen og dens indvirkning på verden omkring os. En omstændighed der gør startbilledet i NeoArctic desto mere presserende i dets tilsyneladende uskyldige, men samtidig stærkt dommedags profetiske skvulperi. Herfra behandlede forestillingen dog de arktiske klimaforandringer på en måde, så den for mig at se, ulig Proformas udtalte intention, alligevel faldt i nogle genkendelige klichéer. Hvis ikke med druknende isbjørne, så med fortabte eskimoer. Hvilket virkelig var en skam. Plastikbilledet fra starten blinker dog fortsat videre på min indre skræk-skærm.
FAKTA
NeoArctic af Hotel Pro Forma spillede på Det Kgl. Teater den 15.-17 sept.
NeoArctic spiller i Filmby Aarhus, Studie 1, den 9.-11. nov.
Info: Hotel Pro Forma